Anna Hansens beretning

Den 12. juni 1972 begyndte min far at håndskrive nogle erindringer han havde lånt af Anna Hansen. Han blev færdig den 2. juli. Hendes beretning følger om lidt, men først dette.

Anna blev altid kaldt KarenJørgens Anna. Dette var hvad jeg hørte, og jeg troede i lange tider – faktisk til jeg læste hendes beretning – at navnet var en sammentrækning af Karen Jørgensen. Ganske som NisPæsen var Niels Pedersen. Jeg vidste da godt hun hed Hansen, men alligevel… Nu har jeg fattet hun var Karen og Jørgens Anna, deraf kom naturligvis den hastige udtale »KarenJørgens«. Så er det opklaret. Og nu til historien.

Anna Hansen skrev og min far gengav:

Anna Sofie Hansen, f.d. 18-4-1901 i Vemmetofte Sogn, og har boet her altid – Præstø amt.
Forældre: fhv. ledvogter Jørgen Hansen, f. 22-12-1833 (det står der), død d. 12-4-1921 og hustru Karen f. Jensen f. 6-4-1860, død 13-5-1944.
Viet i Spjellerup Kirke d. 12-8-1897.
De boede i Vemmetofte fra deres bryllup til deres død.

Det hus, som beskrives her, er mit barndomshjem og jeg bor her stadig. Det tilhører Vemmetofte Kloster, har matrikelnr. 33 Vemmetofte.
Huset er ca. 300 år gammelt. Mine forældre flyttede ind her den 1. maj 1910; før den tid boede de i et andet hus, som også var et af klosterets; det blev revet ned i 1910.

Det, der blev revet ned, var en lang sammenhængende husrække med flere beboelser. Både disse huse og (flere) tre andre, hvoraf jeg har boet i det ene, stammer helt fra Prins Carls tid, død 1729.

Vemmetofte blev Jomfrukloster ved indstiftelsen der regnes fra 1735 og husene er altså fra før den tid. Jeg vedlægger et billede af huset, som det ser ud i dag og en plan over husets indretning (mangler JC). Det er Bindingsværk og Stråtækt, det er for få år siden blevet nytækket både på siden mod vest og øst.

Haven er ret stor med gang ud mod vejen Karise – Fakse Ladeplads.

Der er gård på husets vestlige side, og på den anden side gården et udhus, der er indrettet til brændehus og vaskehus med en Gruekedel. Udhuset blev bygget for ca. 40 år siden fordi det daværende udhus blæste omkuld i en efterårsstorm.

I haven er der en gammel brønd, hvorfra vi nu kun bruger vand til havevanding, vi fik år 1960, samtidig med flere beboere i husrække, indlagt vand både i køkken og vaskehus, før bar vi alt vand ind fra brønden i haven. I vinteren 1917 blev der lagt elektrisk lys ind.

Vi fik 4 lampesteder: Et i hver stue, et i køkken og et i den lille forstue, men intet i værelserne på loftet. Før det elektriske lys blev indlagt, brugte vi petroleumslampe, en bordlampe, der stod på bordet i stuen, og i køkkenet en mindre lampe som også kunne bruges i spisekammeret, vi brugte og stearinlys.

Fra forstuen en dobbeltdør med glasruder ud til haven. Fra køkkenet er der en dør til gården, som støder op til en skovvej, så vi kommer lige hen til skoven bagved huset. Vores askemødding har altid været ved skoven, men alt det affald, der kunne brænde, blev brændt under vaskegryden. I forstuen stod vores klædeskab og en kommode. Om sommeren spiste vi altid derude ved et lille bord, der stod under vinduet. Om vinteren spiste vi i stuen, for der var kun kakkelovn der, så det var det eneste sted vi havde varme.

I køkkenet var der komfur, gulvet i køkkenet var gule mursten, som senere blev erstatte med Cementgulv, som vi har nu. I køkkenet lavede vi altid maden, vi havde ikke hverken sprit- eller petroleumsapparater.

Der var to tallerkenrækker, men ingen køkkenskabe og kun nogle gamle kasserede borde, som var meget skrøbelige, der var en meget stor trævask uden afløb til kloak.

Vi fyrede kun med brænde, både i kakkelovn og komfur. Når der var faldet træer i skoven, fik vi lov at samle kvad og hugspåner, det havde vi altid til komfuret. Til kakkelovnen købte vi stort brænde på skovauktionen. Det blev så savet og hugget og stablet op i en stak ude i gården, og hen på sommeren kørte eller bar vi det ind i brændehuset. I køkkenet stod en stor brændekasse, som blev fyldt op hver dag med brænde til kakkelovnen.

Møblerne i stuen var meget gamle og der var ikke mange. Nogle træstole, gamle lænestole og en lang bænk af fyrretræ, det var ikke nogen slagbænk, den stod under vinduet, og foran stod der et langt bord også af fyrretræ, begge dele var brunmalet. Der var små hvide kapper for vinduerne. Det var blondegardiner. På kommoden lå der altid et broderet tæppe, og der stod forskellige nipsting og nogle fotografier. I stuen stod også i mange år fars og mors dobbeltseng, den fyldte omrent det halve af stuen. Gulvet var hvidskuret og blev strøet med sand. Det blev fejet hver dag med fugtig sand, og bagefter blev der strøet frisk sand på.

Min mor havde arbejde på klosteret i mange år. Hun hjalp til i køkkenet, ved vask og strygning og ved rengøring.

Arbejdet begyndte kl. 7 om morgenen og varede til 17,30. Daglønnen var i begyndelsen en krone daglig, men steg dog så til (det sidste jeg husker) kr. 4.00. De koner, som arbejdede på Klosteret fik altid middagsmad med hjem til dem derhjemme og de fik jo også selv kosten, når de var på arbejde. Desuden kunde vi hente mælk der 3 g. om ugen, det var håndskummet mælk, så den var altid god.

Hvert efterår samlede vi Agern og Bog i skoven, de blev solgt til Skovfogeden, som brugte det til fodring af skovens dyr om vinteren.
Når vi samlede Agern, kravlede vi på knæene og samlede dem op. Men Bog blev fejet sammen og blev rystet først igennem et storhullet sold, hvor bogene gik igennem og derefter i et finthullet sold hvor de blev liggende. Til allersidst fik vi dem ind på bordet i stuen, hvor vi renpillede, for der måtte ikke være snavs eller blade imellem. De blev solgt i skæpper, men Agern efter vægt, så vidt jeg husker var prisen 1 kr. pr skæppe af Bog.

Mit arbejde i Kirken

I Vemmetofte Kirke var der fra gammel tid en Kirkepige, som skulle hjælpe til ved Gudstjenesten. Det var også sommetider en Dreng, der udførte dette arbejde. Kirkepigen holdt salmebogen for organisten, det var Kantoren som også var Skolelærer. Man skulle være fyldt 10 år og have en lille smule sangstemme. Jeg var Kirkepige fra 11 år og til jeg fyldte 15 år. Jeg var meget glad for den bestilling. Der var forskelligt arbejde der skulle udføres, f.eks. sætte salmenumre op på tavlerne. Klosterdamerne, som havde deres bestemte pladser i Kirken, skulle have hver en lille seddel med salmenumrene på.

Lønnen var beskeden, 30 kr. årligt. Denne kunne hæves hvert halve år. Desuden skulle jeg spise til middag hver søndag på Klosteret sammen med personalet, det var altid et festmåltid i sammenligning med det vi fik til daglig derhjemme.

Det »embede » er nedlagt for flere år siden.

Nu er her en kvindelig organist og en kvindelig kirkesanger.

Vemmetofte Skole

Vi var som regel en snes børn i skolen, der var altid mange børn fra arbejderne på Forpagtergården, men de skiftede tit.

Så det var kun de få fra Vemmetofte, som vi blev rigtig kammerater med. Vi gik i skole hver dag – der var kun to klasser. De 2store« mødte kl. 8 og de »små« kl. 12, det blev kun til tre timer hver dag. Om sommeren havde pigerne syskole efter skoletid.

Der blev hvert år holdt juletræ på klosteret for alle Børnene fra skolen og enkelte udensogns. Det var en stor begivenhed, som vi glædede os til hele året rundt. Det begyndte kl. 2 om eftermiddagen. Først fik vi chokolade og kringle. Juletræet var i den store Fruerstue på selve Klosteret, det nåede fra gulv til loft og pyntet så skønt. Vi fik gaver, foruden noget nyttigt et stykke legetøj og desforuden knas og æbler og en tor pose hjemmebagte småkager, mange slags både hvide og brune pebernødder.

Prinsessens fødselsdag

Den 28. august er det Prinsessens Sophie Hedevigs fødselsdag. Det har altid været en festdag for alle i sognet. Der holdes endnu hvert år en stor festmiddag på Klosteret både for Klosterdamerne, Embedsmændene og for andre indbudte ude fra. Det er knapt så meget som i gamle dage. Da var der præmieuddeling for landmændene og skolebørnene havde også forskellige opgaver, hvorfor de kunne få præmier. F.eks. for den bedste stil eller den smukkeste håndskrift. Det var jo kun de største Børn der kunne deltage. Præmien var 8 kr. Til landmændene var der nok lidt mere. Men alt det er forlængst afskaffet (sidste gang 28.8.1928 tilføjer min far).

Mellem Beboerne i sognet, Embedsmændene og Damerne på klosteret har der altid været et godt forhold.

Vemmetofte har i det hele taget altid været noget for sig selv.

Håndværkerne

Klosteret havde deres egne håndværkere boende i sognet. I dette hus boede skorstensfejeren. Og i de andre huse boede skomager, sadelmager, tømrer, bødker, smed og en urmager.

Her var også bageri, der hvor der nu er brødudsalg. Der var indtil for få ar siden et brevsamlingssted. Da Vemmetofte telefoncentral blev oprettet under K.T.A.S. var det også i et hus her i »husrækken« men a kontrakten mellem klosteret og K.T.A.S. skulle fornys blev centralen flyttet til St. Spjellerup. På den central har jeg været vikar i over 30 år. Det var i 1914 der blev bygget central i St. Spjellerup. Der var ansat en gartner på klosteret, han boede i sit eget hus, han passede haven, drivhuset samt pyntede middagsbordet på Klosteret hver søndag, ved bryllup eller begravelse i kirken. Endvidere fik Damerne blomster og frugt hver 8. dag.

Alle håndværkernes huse lå i en række, men de fleste er nu revet ned og der er kun bygget et enkelt i stedet for de mange.

Der var også Dyrlæge og Læge og et Apotek.

—–

Således skrev Anna for mange år siden.

Hendes søn, Jørgen, ses på skolebilledet fra 1935, se forrige indlæg. Han står som nr. 2 fra højre.

Jeg har ingen billeder af Anna – ikke umiddelbart, men det følgende er af hendes mor, Gamle Karen, som der stod i albummet. Det nederste er huset hun levede i, det er det højeste nærmest.

Opdatering juni 2019:

Birte Bruce skriver i en mail, at hun har genlæst dette indlæg, og medsender et billede af Anna Hansen, jvf. min bemærkning om, at jeg ikke har et billede af Anna. Billedet følger herunder.

Tak for billedet.