Har ingen indvendinger over for viderebringelsen, blot det fremgår, at indlægget er en ordveksling mellem dig og mig. Gerne med en opfordring til supplerende indtryk, imødegåelse og udveksling af mindelser.

Her følger vores udvekslinger, og jeg håber meget at opfordringen til flere indtryk, imødegåelser og udveksling af erindringer følger som kommentarer.

I den første mail skrev Per Diepgen følgende:

I forbindelse med en annonceret ”kirkeudflugt” fra et af sognene her på Falster til Vemmetofte kloster, fik jeg, skønt ikke medlem af menigheden, bekendtgjort somme erindringer fra Vemmetofte og lovede at fortælle lidt om mine mindelser på deres udflugt til september. Således fik jeg læst dine historier på internettet og skriver af samme grund et par kommentarer hertil.

Jeg er født og opvokset i København, men tilbragte det halve af min barndom i Vemmetofte i 30’ og 40’erne hos mine bedsteforældre og færdedes overalt i byen og omegnen, på klostret (i den tid priorinden var Rosenørn eller blot Rosen) og på forpagtergården (hos hr. og fru Tuxen) og i mange hjem, i skole og stalde og forretninger, deltog i skoleudflugter med hestevogn og til juletræsforestillingen på klostret.
Jeg husker også vintrene i Vemmetofte, som du skriver om, julen 38 indesneede vi i Karise og blev efter et par dage på hotellet sammen med andre hentet af kusken Peter i kane (han boede ved siden af den ene gartner og var kusk for arbejdskørslen), husker såvel skøjteriet på voldgraven (den ene vinter sammen med Jørgen Bitsch) og den ensomme oplevelse af en mørk vintermorgen (38-42?) at falde i det iskolde vand nærmest 1.tjenerboligen ved underløbet ind til præstens have og gadekæret (- jeg tror, at vi et eller andet sted gemmer et fotografi fra omkring 1.verdenskrig af musestenen skruet helt op i bøgetoppene).
Købmand og bager lå i min tid i hver sin ende af byen, og bageren fungerede i hvert fald til slutningen af 40’erne, men havde konkurrence fra de tilkørende, så vidt jeg husker slagteren fra Faxe Ladeplads, bageren fra Faxe og mælkemanden fra Karise, mens mine bedsteforældre handlede købmandsvarer i Brugsen i Lille Torøje. Således et par kommentarer til dine fortællinger – aprospos skolebilledet, synes det taget ved og omkring tiden for den ny skoles indvielse?

Langt om længe skrev jeg følgene tilbage:

Da jeg fik din mail sidste år i august skrev jeg til dig at jeg ville skrive igen, når jeg kom hjem samme dag. Det kom jeg fra, hvilket jeg beklager.
Fra en ende af:
Priorinde Rosen var priorinde før Rosenørn. Du ser den førstes skrift på et brev til min far på den nyeste blogpost.
I en nylig kommentar til blogposten om voldgraven, skriver Lis Larsen om at være blevet hentet i Karise en vinter og at hendes bror faldt i voldgraven. Kan det tænkes at være dig?
Jeg husker at have været med til modtagelsen af Jørgen Bitsch da han kom hjem fra sin tur til Syd Afrika på Nimbus, i 1949.
Jeg husker også de forskellige butikker og de handlende du skriver om.
Billedet fra skolen er ikke så tidligt som du tænker, men formentlig fra slutningen af 50erne. Jeg har taget det og fik mit første kamera til konfirmationen i 1957.

Jeg kan se på nettet at du er en flittig skribent. Har du lyst til at skrive en post til offentliggørelse på bloggen? Hvis ikke, må jeg da omtale ovenstående?

Håber i øvrigt at udflugten til Vemmetofte i september var en succes.

Per Diepgen reagerede med følgende:

Menighedsudflugten til Vemmetofte syntes mig god, og den unge beboerske i maskinisthuset viste mig venligt omkring i huset. Blot ville selskabets udmærkede fortæller i kirken korrekse min opfattelse, idet jeg fortalte om pietismens inderlighed, af, at Vemmetofte kloster var blevet til med royal baggrund som udtryk for enevældens sociale klasseprofil, til trods for at fundatsen, som han selv så glimerende fortalte, skyldtes kongens bror og søster. Nok om det.
At gengive mine erindringer om Vemmetofte ville være en bog misundelsesværdig, men et par indtryk fra en svunden tid.

I 30’ og 40’erne kom jeg stort set overalt i Vemmetofte, på klostret og fra landarbejderhuse på vejen til Ll.Torøje til forpagtergårdens mange spændende opdagelsesrejser, hvor jeg færdedes oppe og nede og andægtigt spiste sammen med hr. og fru Tuxen. Og ofte tog jeg med kusken Peter efter brænde i skoven eller sand og tang på stranden (oprindeligt sammen med klosterforvalterens børn), eller uhøvisk deltog i klostrets dystre og sortklædte begravelsesoptog i patetisk rangorden til kirkegården. Priorinde Rosen kendte vi i min tid hos mine bedsteforældre, navnlig min mormor, som udvekslede broderier med lampeskærme (- hun malede store fine lampeskærme med blomstermotiver), og min mormor samlede i nogle år pigerne fra klostret til vintersystue i maskinisthuset. I øvrigt fulgte jeg fra bar mark opførelsen af den ny skole, eftersom min morfar (Carl Christensen) sammen med arkitekten og ingeniøren planlagde og byggede, som altid efter klostrets egne forskrifter. Vi kendte jo lærerparret Bitsch fra den gamle skole – min mor havde gået i skole dér og jeg i en kort periode, ligesom jeg deltog i skoleudflugter, f.eks. med hestevogn til St.Hedinge, foruden til den traditionelle juletræsfest på klostret. En vinterdag var sønnen Jørgen så foretagsom at skrabe sneen bort fra isen på voldgraven (ud for præstegården), så vi sammen kunne løbe på skøjter. Qua mine bedsteforældre og min mor havde vi forbindelse til mange familier uden for byen, bl.a. til Amagergården, til læreren i Spjellerup, hvor også den gode hushjælp gennem mange år, fru Kikkert, boede, til skovfogeden ved Faxe Ladeplads, lægen boede i Karise, bageren i Faxe Ladeplads, brugsen lå i Ll.Torøje, den årlige fotograftur gik til Faxe osv. Et af de feudale scenarier fandt sted under den årlige inspektion af kuratorerne, greverne på Bregentved og Gisselfelt, når hele familien militærisk stillede op til gennemsyn med håbet om at få huset istandsat.

Hermed lidt løst og fast, som man siger, med en bemærkning om, at mine år i Vemmetofte var uhyre berigende og med til at farve de bitre krigsår, mens jeg her genfremkalder billedet af mange af datidens folk, skytten, bageren, skomageren, brugsuddeleren, oldfruen, staldkarlen o.m.fl.

Og så kom der fotografier…

I forlængelse af din forespørgsel om materiale til hjemmesiden sender jeg nogle enkelte fotografier.

De tre viser interiør fra klostret 1933/34.

Fra samme år er indgangspartiet fra skoven over åen til Vemmetofte, hvor maskinisthuset dengang lå som det første hus (det næste beboedes af familien Gammelmark).

Huset var bygget 1907-08 som maskinisthus og havde en stor tilbygning, kaldet maskinhuset, hvor det sidste foto er taget og viser Carl Christensen omkring 1910-15, efter at han som omrejsende montør havde opstillet den dieselmotor, der sørgede for, at klostret for første gang fik elektrisk lys (langt senere gik man over til Østsjællands elektricitetsværk og fik bl.a. installeret elevatoren) plus indlagt vand og varme. Dieselmotoren stod til højre i det første af tre rum i maskinhuset, hvor vaskerummet lå til venstre og lokumet í midten (koldt at nå over til vinternætter).

Din i foto viste brændeplads må være fra en sen tid, idet et nyt hus hen mod skoven er opført. Det store opragende træ er antagelig det ene af to asketræer i maskinisthusets have. Den åbne plads foran åen, hvor man kunne fange hundestejler, må være folden for ungheste, men åen var i min tid bevokset af småtræer og på en strækning passeredes forpagtergårdens grisestalde og en meget ubehagelig sommerlugt af mødding med tusinder af fluer. På brændepladsen fyldtes hvert år brænde sat op i store, jeg anslår ca.50 kubeformede stabler, der efterhånden blev kørt over til klostrets skakter og gennem slidsker væltet ned til brændefyrene (6 i 2 rækker, så vidt jeg husker). På pladsen fandtes også den meget farlige, firkantede, dybe og ganske åbne grube med læsket kalk (måske 4×4 meter), hvor man som dreng let forestillede sig utiltalende personer forsvundet.

Jeg svarede tilbage:
Tusinde tak for de inspirerende mails og billederne – især synes jeg det af maskinisten er interessant.
Jeg har den forestilling at sammenskrive informationerne fra dig med citater og billeder til en såkaldt post på bloggen, hvorefter jeg sender det til dig til “godkendelse”.

Og der kom mere…

Man må styrke offentligheden i ikke blot forvaltningen, men i almindelighed, og mine udtalelser er åbent tilgængelige (hvilket også PET og FE mener), mens forbeholdet findes i de midlertidige og forhåbentlig små forskydninger i hukommelsen, såsom navne og årstal.

Hermed følger et par billeder fra før 1.verdenskrig, som folk i Vemmetofte bortset fra klosterdamerne og bønderne følte mere restriktiv end 2.verdenskrig (- det fremmede hjemavlen og naturalieøkonomien), hvortil for alle våbenføre mænd og deres familier lå den evige trussel om genindkaldelse. Fotografierne viser familiemedlemmer hos Gammelmark og Christensen. Min mor optræder på alle billeder, på billedet af fire børn i deres fineste puds som den mindste, Gitta, mens de tre andre (vistnok) hed Carl, Margrethe og Karen (klostret bagved).
Min mor står med sin spade på vejen ud til L.Torøje, hvor min mormors store lidenskab, hatte, pranger på hovedet. På billedet af maskinisthuset (-der luftes ud) står hun med en dukke på armen, mens min mormor, Anna, har taget katten. På billedet med trillebøren giver min mor sin hund, Tretten, en køretur sammen med Carl eller fætteren Oskar (Carl Christensens bror), der med et udsøgt fotoapparatur (og glasplader) og ellers smed nogle år senere tog en del fine portrætter, bl.a. det tidligere viste billede af dieselmotoren. (Fra maskinhuset var ophængt 3-4 tykke ledninger over til klostret hen over voldgraven, og det skete, at lyset pludselig gik ud, når ænder fløj op og kortsluttede forbindelsen).

Herefter fulgte endnu en mail:

Kort tilføjelse ved nærmere granskning:

Det må være fætteren Carl (men ikke Gammelmarks) ved siden af trillebøren, og det var hans far Oskar (Carls bror) der fungerede som portrætfotograf skønt smed af profession og var ophavsmand til billedet af sin bror og dieselmotoren. Den blev installeret 1907/08 af min morfar og hans arbejdskammerat, der rejste i Danmark og Sverige som montører for et stor ingeniørfirma i København. De boede på pensionat i Faxe og gik frem og tilbage, indtil vejen syntes dem for lang og de anskaffede sig en lille hest med vogn, hvorpå også det tunge smedetilbehør kunne transporteres (- esse m.v. blev i øvrigt fragtet rundt i Vemmetofte, når der skulle smedes eller installeres rør m.v., akkurat som beslagsmeden over et par dage oprettede sin arbejdsplads i vognporten til hestestalden på forpagtergården). Stillingen som maskinist blev opslået, søgt og opnået på ganske særegne vilkår som hørte tyendesamfundet til, og familien (min mor 2-3 år gammel) flyttede fra Nørrebro, der dengang var nyopført, til en halvthundredårs tilværelse på landet (min morfar arbejdede til han var over 70, og de flyttede derefter til den nedlagte, men istandsatte skomagerbolig på vejen til Karise, hvor de boede nogle år.)

Og til sidst er kommet dette:

I forbindelse med din henvendelse har jeg bladret i de gamle fotoalbums og heri fundet bl.a. flere selskaber fra de årlige personaleudflugter fra klostret, hvoraf jeg sender dig en kopi af det ene selskab, da du talte om tjener Hansen (der, så vidt jeg husker, boede nærmest klosterhaven). Ifølge påskriften skulle nr.6 f.v. stående forestille tjener Hansen og nr.6 siddende fru tjener Hansen. (Min morfar sidder som nr.1 f.v. og vanskeligt genkendelig men af udelukkelsesgrunde må det være min mormor ved siden af, nr.2 f.v.).

Jeg skrev: Mange tak for mailen og de gamle fotos. Det bliver mere og mere spændende. Det forekommer mig at jeg kan genkende fru. Hansen – og det er rigtigt at tjener Hansen boede nærmest klosterhaven. Jeg har talt med min mor, der udmærket husker din morfar og siger at hun mener der ofte var et barn med på udflugter dengang. Det må vel have været dig?
Jeg skal lige have lidt tid til at lave en god blopost med alle dine informationer.

Da den var skrevet sendte jeg den med denne bemærkning: Jeg har lavet en blogpost med dine historier. Fotografierne indsætter jeg på passende steder.

Hvad siger du? Er det ok sådan, eller skal der nogle småjusteringer til?

Her følger svaret – som kort blev omtalt indledningsvist:
Har ingen indvendinger over for viderebringelsen, blot det fremgår, at indlægget er en ordveksling mellem dig og mig. Gerne med en opfordring til supplerende indtryk, imødegåelse og udveksling af mindelser.

(Internettet er, så vidt jeg forstår, en forlængelse af andre mellemfolkelige meddelelsesformer, et simpelt middel, hvis fortrin består som så meget andet i dag i hurtigheden. Carl Christensen byggede meget tidligt sine egne radioer, de første med høretelefoner, hvorfra københavnernyhederne formidledes til Vemmetofte, informationer og sladderhistorier, som ellers gik over Karise og den daglige Østsjællands Folkeblad. Mig bekendt havde ingen telefon, bortset fra klostrets, som man i sjældne tilfælde kunne låne – den stod ved opgangen fra porten lige indefor – ligesom vi ugentligt lånte badefaciliteterne. Vi telefonerede yderst sjældent til hinanden, men skrev af og til breve og kort, et smukt, personligt og desværre uddøende meddelelsesmiddel.)

Lejlighedsvis kan jeg forsynes dig med alskens mærkeligt billedmateriale, som eksempel sender jeg et udpluk af min mormors samling af rationeringsmærker fra 1.verdenskrig.

Det glæder jeg mig til – og rationeringsmærkerne følger i en kommende blogpost.

Tusinde tak til Per Diepgen for alle fotos og forklaringer. Jeg glæder mig til at alle der har lyst uddyber med flere informationer i kommentarfeltet.

Det fremgår at de tre “koner” set fra venstre er:
Alma Pedersen, Smerup
Karen Hansen, mormor
Emilie Pedersen, Spjellerup.

Hvis nogle læsere har oplysninger om disse 3 kvinder er kommentarer meget velkomne.

Mon det at de betegnes koner betyder at de kom og udførte timearbejde og tog hjem igen? Eller…

Det var en tjeneropgave at sende vognen afsted og modtage den igen ved hjemkomsten. Der kommer en vogn klokken 4, var ensbetydende med at tjeneren skulle være på plads, således at han kunne åbne døren, slå trinbrættet ud og hjælpe klosterdamen ud af vognen.

Det var en selvfølge at transport foregik sådan da jeg var barn i Vemmetofte, og hvor turene gik hen ved jeg egentlig ikke så meget om, men til læge, til Karise station, til Faxe har vel været nærliggende steder. Måske på besøg nogle steder.

Gæster til Klosteret blev vel også afhentet ved stationen på denne måde.

Man kan vist se nogle af Klosterets hestevogne på Stevns museum.

Min mor stillede mig dette spørgsmål før jul. Umiddelbart kunne jeg ikke huske det, men efterhånden forekommer det mig, at jeg har hørt om det.

Vemmetofte - Voldgraven mod øst

Men mere om denne og andre vandgange i voldgraven senere i denne post.

Da det nu er vinter, er det nærliggende at tænke tilbage på de vintre i barndommen da frosten gjorde det muligt at løbe på skøjter.

Det kunne man først gøre på kokæret – det firkantede kær, der ligger ved de to skarpe sving i Vemmetofte.

Det var en stor flade at løbe på skøjter på. Man holdt sig på afstand af slusen midt på den modsatte side, hvorfra der er vandafløb til voldgraven. Vandet frøs til is til sidst her. Det samme var tilfældet hvor åen vest fra løber ud i kokæret.

Man spændte sine skøjter på skistøvlerne eller gummistøvlerne, satte en støtterem på og afsted gik det. Rundt og rundt.

Undertiden faldt der en masse sne, men det medførte blot, at der så blev lavet stier på isen, man kunne løbe på.

Jeg husker en særlig begivenhed, nemlig da Bodil Loft mistede balancen da hun lige var kommet ud på isen og faldt med et sådan brag at isen revnede fra den ene side til den anden. Utroligt at hun ikke kom til skade – så vidt jeg da husker.

Når voldgraven var frosset til blev også den brugt til at løbe på skøjter på. Man kom ned på isen i det sydøstlige hjørne fordi afstanden til isen her var kortest.

Når det havde frosset grumme godt kunne man løbe hele vejen rundt, men man måtte naturligvis passe på at isen kunne holde under broerne og i hjørnet hvor tilløbet fra kokæret var.

Det var tider.

Voldgraven mod vest

Men tilbage til historien om jumben.

Min mor berettede om, at der på det plejehjem, hvor hun bor, havde været et foredrag af Karsten Mathiasen, der havde talt om Jordbær Christian, der var søn af Jordbær Jørgen.

Sønnen var en dag kørt til Vemmetofte med nogle gæster i jumben, men hesten var ikke meget for at blive styret ved at nogen gjorde det forfra, idet den så gik baglæns. Det var åbenbart nødvendigt at hjælpe lidt til med at vende hesten m.v., men blot med det resultat at hesten bakkede således at jumbe, indhold og hest røg baglæns i voldgraven.

Du kan læse mere om Jordbær Christian her.

Da ovenstående var skrevet sendt jeg Karsten Mathiasen en mail og bad om rettelser til historien. Den skulle vise sig at være lidt anderledes, se en post længere fremme.

Rækværk mod voldgraven

Historien fik mig til at huske at urmageren fra Fakse engang faldt i voldgaven. Han havde enten været på Klosteret for at hente er ur til reparation eller havde afleveret et. Det var mørkt og han havde fået at vide at han skulle gå efter et bestemt lys, men tilsyneladende gik han efter et andet, men forkert lys – og plask… Urmageren kom op igen, og vist også uret – så det tyder på at det var et han hentede.

Den tredje dukkert overgik min fætter. Som det ses af billederne er afskærmingen til voldgaven jernstænger mellem sten. Disse jernstænger blev naturligvis benyttet som støtte når man på cykel havde brug for at holde ved voldgaven. Det gjorde min gode fætter – men det syntes jernstangen ikke om. Den faldt ud og han faldt i.

Der er plads til flere historier om voldgraven i kommentarfeltet.

Jeg tænker på husene på billedet. Klik på det for at se et større.

Billedet er malet af Hans Th. Hansen i 1944. Som jeg husker det er han bror til købmanden i Spjellerup. Denne købmand lå først på vejen mod Lille Spjellerup, altså umiddelbart syd for campingpladsen.

Kommer man fra Karise og fortsætter gennem Spjellerup, kører man ind i Vemmetofte hvor Kildeåen krydses – i et let, men uoverskueligt højresving.

Her passeres et gult hus – det var skomagerens hus før i tiden. Dernæst kommer et hus med røde mursten – enkeboligen, så efter at have kørt fordi den nu nedlagte tømmerplads eller savværket lige før skovvejen til højre kommer endnu et rødt hus.

Endelig følger husene på billedet, og i baggrunden Vemmetofte Bageri med den høje skorsten.

Siden følger vægterboligen, kuskehuset og fuldmægtigens hus. Så skolen, siden pedellens og gartnerens hus. Når man kommer til parkeringspladsen, kan man holde der og tænke at her lå Vemmetoftes posthus, der brændte en nytårsnat. Så følger kantorboligen overfor Klostervej, hvor det gamle apotek ligger, og endelig er klosterforvalterboligen beliggende i det næste sving.

Kan nogen biddrage med yderligere om husene i hvad man vel kan kalde en husrække, er kommentarer mere end velkomne.