Du kan gøre det samme, hvis du har lyst til at gå nogle timer. Det burde kunne lade sig gøre at komme rundt ved at følge min beskrivelse her, der i øvrigt vil være en lille smule anderledes end den DVL valgte.

Stil bilen på P-pladsen i Vemmetofte.

Gå over vejen og ind gennem lågen til Klosterhaven. Gå ret frem til en lille bro og en hæk er passeret, drej til højre og lidt efter ses en stor hvid låge, men bliv i haven og følg stien langs voldgraven også når den drejer til højre. Ved den store lindeallé er der et blik langt ud i skoven, gå her mod nord, forbi thehuset og ud i skoven. Her ligger det gamle ishus til venstre.

Gå lige ud til du ikke kan komme længere. Så er du ved Verdens ende.

Gå tilbage og drej til venstre ad den første skov-kørevej du møder, og til venstre igen. Gå ligeud og når du kommer ud af skoven følger du vejen rundt og fortsætter ad den vej der nærmest går tilbage igen.

Efter nogen tid bør du komme til Vemmetoftes kirkegård med den gule mur. Den kan besøges og du kan se den lille mur der skiller klosterets tidligere beboere fra deres tjenerskab.

Går du videre af kørevejen kommer du snart til Klosterhaven igen, men bliv på vejen mod venstre. Du bør se på hegnet til Klosterhaven, idet du lidt fremme møder et meget gammelt egeplankeværk, der efter det oplyste er fra Prins Carls tid, og der er stadig skudhuller at se – her sad man åbenbart og skød dyrene i Dyrehaven.

Du drejer til højre og snart er du ved broen til Klosteret.

Når du kommer forbi det første hus på højre hånd – Det gl. Apotek – drejer du til højre ad stien (og ser om bilen stadig står hvor den skal), og fortsætter længe mellem de to hække. I gamle dage var den inderste meget højere end den yderste, og de blev håndklippet af en medarbejder.

Hvis du når til enden af stien er du gået for langt, thi lidt før en stor åbning i hækken – efter du har passeret en hel del huse – skal du til venstre over i Vesterskov.

Her går du på en kørevej og følger den til venstre ved et T. Og herfra går det nærmest lige ud, forbi en skovfogedbolig, til du når en astfalteret vej – ved Skovriddergården. Lige før skal du til venstre – og ligeud til du ikke kan komme længere, hvorefter du holder til højre og nu skulle du gerne kunne se Klosteret igen. Ved astfaltvejen går du til venstre og er straks ved P-Pladsen.

God tur.

NB. Skriv gerne i kommentarfeltet om instruksen virker.

Min far har skrevet, at det var 31. maj 1952, pinselørdag. Skorstensbranden havde udviklet sig på en sådan måde, at der var ild i mellemrummet mellem etagerne, og han sørgede for – ved en resolut indsats – at begrænse branden. Jeg antager at hans træning som strålemester kom ham til gavn i den situation.

Her er et ikke særligt illustrativt billede.

En væsentlig grund til dette er naturligvis min tilknytning til Vemmetofte, og fordi jeg tænkte det kunne være spændende at gå den tur jeg så ofte som barn cyklede fra Vemmetofte til Sibirien ved Fakse Ladseplads – eller omvendt.

Det foregik et langt stykke af vejen ad en ganske smal sti hel ude ved skrænten. Undertiden havde havet taget lidt af stien, og man måtte af cyklen i en fart – hvis der da ikke allerede var lavet en ny sti lidt længere inde.

Den 6. april var ikke en dag vejrudsigten var særlig god ved, men alligevel skulle det vise sig at blive en meget fin tur i nogenlunde stille vejr og med ikke så lidt sol.

Kl. 10.45 mødtes 9 medlemmer af DVL ved stationen – og det varede ikke længe før flokken drejede mod stranden. Efter lidt gang i sand kom vi til det lille stykke strand mellem det sidste hus i Fakse Ladeplads og vejens sving gennem skoven mod Vemmetofte og en P-plads.

Dette sted kaldes Sibirien – hvorfor ved jeg ikke. En kommentar modtages gerne.

Her holdt vi en lille kaffe-vand pause, hvorefter turen fortsattes – dels på køreskovvej, dels på den smalle sti.

Som det ses af billederne er stien stadig tæt ved vandet, og et par billeder viser netop det fænomen at stien er forsvundet.

Det skulle ikke undre mig om jeg har kunnet køre på den sti, der nu ikke længere er farbar, i 1950erne. Fascinerende var det at gense den.

Efter en frokostpause med udsigt til molen ved Vemmetofte strand fortsattes lidt længere inden det var nødvendigt at vende om.

Østbanen kører hver anden time i weekenden – af hensyn til passagererne! Vendingen skete lige efter broen over Kildeåen.

At jeg skulle blive 64 år før jeg bed mærke i at barndommens å hed sådan er lidt mærkværdigt – på den anden side var den der jo bare.

Der var modvind tilbage – men det var ikke vanskeligt at holde varmen.

Velankommet til Fakse Ladeplads viste skridttælleren, at der var gået mellem 17000 og 18000 skidt. Hvilket havde været en sand fornøjelse. Så det gør vi gerne igen.

Man går i øvrigt på Sydsjællandsleden, der er en del af Sjællandsleden – den østdanske pendant til Skåneleden.

Det var fint at mødes med andre og slå en sludder af med dem om det der nu faldt sig for at tale om undervejs.

Og lad det været sagt uden omsvøb – det er en god ide at være medlem af DVL og deltage i et arrangement som dette. Straks hjemkommet er næste tur spottet.

Da jeg læste om denne tur, traf vi her i familien den beslutning, at dette skulle være vores første tur som nye medlemmer af DVL.

Barndommens cykelsti

Det er meget længe siden jeg har taget turen fra Vemmetofte Strand til Sibirien ved Fakse Ladseplads, men som barn i Vemmetofte var en tur på cykel ad den smalle sti helt ud til vandet en af de store fornøjelser. Hvis stien ellers var der. Det var den ikke altid, og man måtte af cyklen til en ny var dannet uden om det stykke af stien havet havde snuppet.

For at genopleve turen, naturen – skoven og stranden i et – og Musestenen – eller Mussestenen, som den også ses stavet – ser jeg frem til denne tur. Og vender tilbage til bloggen med en beretning.