En mail fra Sigurd Gudiksen

Kære Jørgen Carlsen.

Jeg har lige været på din Vemmetofteside, og haft glæde af såvel teksten som billederne.

Måske du kan bruge nogle af nedenstående oplysninger:

Mit barndomshjem var en nu nedlagt gård i Ll.Spjellerup. Jeg blev døbt i Vemmetofte kirke den 22. september 1929, da Spjellerup kirke dengang var under restaurering. Som beboere i nærområdet havde vi mulighed for at låne bøger på Klosterets bibliotek, og jeg besøgte gerne biblioteket i den fastsatte åbningstid, hver fredag. Bibliotekaren var klosterfuldmægtig Pagh, der altid var iført ulastelig stribet habit – og cigar!

Jeg blev konfirmeret den 9. april 1943, og var gymnast på Spjellerup- St. Torøje gymnastikforenings såkaldte karlehold vintrene 43/44, 44/45, 45/46. En af disse vintre var klostertjener Carlsen leder af holdet, som jo trænede ugentlig i Spjellerup-Smerup centralskoles fine, nye gymnastiksal.

Min afdøde svoger, Christian Madsen, St. Spjellerup, har fortalt mig, at Carlsen og han var iniativtagere til at få stiftet en af de første håndboldklubber på Sjælland, og at holdet på et tidspunkt nåede at blive sjællandsmestre. Holdet trænede på skovengen i Vemmetofte Dyrehave.

Jeg erindrer klostertjener Carlsen som en meget venlig mand, i besiddelse af en rolig værdighed, som bevirkede, at han havde let ved at lede de undertiden ret robuste karle på gymnastiokholdet.

Jeg har som pensioneret præst megen glæde af at holde foredrag, bl.a. om digterpræsten Chr. Richardt. der jo var klosterpræst efter pastor Brasch (forfatter til “Vemmetoftes
Historie”).

De venligste hilsener.

Tak for denne hilsen om bl.a. min far som leder af håndbold- og gymnastikhold. I et gammelt fotoalbum har jeg fundet et billede af Spjellerup Karlehold. Det sidder blandt billeder fra 1935 og er måske fra den tid.

Spjellerup Karlehold ca 1935

Er der nogen der kan genkende karlene?

Opdatering:

Efterfølgende skriver Sigurd Gudiksen følgende:

Kære Jørgen Carlsen.
Tak for flot anbringelse af mit bidrag. Det var spændende for mig at
se “karlebilledet” nedenfor. Din far burde jo være med på billedet,
men jeg kan ikke “identificere” ham. Men personen i midten, bagerste række,
er Christian Madsen, fra 1946 ejer af fædrenegården “Kærholm”, hvis jorder omgiver
Spjellerup Mølle. Han blev 26. juni 1945 gift med min søster Gudrun.
Bedste hilsener.
Sigurd G.
Jeg kan tilføje at Gudrun Gudiksen kan ses på konfirmationsbillede fra 1938. Billedet er ikke fra Vemmetofte, som det fremgår af en kommentar. Min far er i øvrigt ikke med på billedet.
Tags:
Forrige post

En mail fra Lise Møller om savværket i Vemmetofte

Næste post

Badehusene ved Vemmetofte Strand igen

Comments

    • Svend Erik Madsen
    • 10. marts 2014
    Svar

    Vedr. ovenstående billede kan jeg bidrage. Bagerst i midten gdr. Christian Madsen, St. Spjellerup, født 1910, husker ikke dødsår. Mener at slægtsgården hedder “Kærholm” og er fortsat i slægtens eje. Bagerst tv. hans bror og min far, Johannes Peter Madsen, født 1913 og død i 1993. Hilsen Svend Erik Madsen

      • Jørgen
      • 10. marts 2014
      Svar

      Tak for koblingen af navne på billedet.

Leave a Reply to Svend Erik MadsenCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.