Nostalgitræf i Vemmetofte

Ideen, jvf. forrige indlæg, om en nostalgisk rundtur og efterfølgende kaffe og kage i den gamle præstebolig, havde samlet 15 deltagere. Det blev til et par fornøjelige timer i et forbilledligt smukt vejr og i et magstempo, der gjorde at rundturen måtte halveres. Tak fordi I gad.

P1140007

Der var deltagere der har boet i Vemmetofte i deres barndom, været på ferie hos bedsteforældre, boet tæt på Vemmetofte, bor og virker der nu, er medlemmer af Vemmetofte Skoles Fritidskollektiv, har været lærere i Karise, og min fætter fra Lolland, som jeg ikke har set i umindelige tider, deltog også.

Alle tilmeldte mødtes på parkeringspladsen. Nærliggende var det at fortælle lidt om vejen vi stod ved siden af. Underligt nok var jeg bl.a. kommet i tanke om, at der i gamle dage var tre sneplove i Vemmetofte. Alle var af træ. En smal, der kunne trækkes af en hest og brugtes på stien mellem de to hække, en lidt bredere, der krævede to heste, og som ryddede skovvejene for sne og endelig en tredje, der med 4 heste (tror jeg nok) foran klarede snerydningen af vejen gennem Vemmetofte. Senere fik man en jernsneplov, der kunne spændes foran en traktor.

Vi gik forbi Det gl. Apotek, hvor jeg blev født for snart 73 år siden.

P1140002

Frits kunne erindre vores aftaler om leg; “Vi mødes på store plæne klokken ½7”. Her spilledes fx fodbold. Frits husker, at han smadrede en rude, i det sydvendte vindue, ikke en, men hele tre gange. Det var egentlig ikke noget problem, idet Henning Hansen, søn af tømrer Ingvor Hansen, isatte en ny rude, ikke i næste uge, men samme aften. Service!

Dengang lå murerstuen i udhusets sydende. Der var en særdeles karakteristisk lugt af mørtel, øl og tobak.

På den anden side af vejen ligger kantorboligen. Kantoren var lærer i skolen og organist i kirken.

P1140004

Den videre færd gik forbi kokæret. Min bror, Mogens, har spekuleret på, hvorfor det hedder sådan og mener det har været vandingsted for køer, der jo skal bruge meget vand for at Vemmetoftetræf (2)producere mælk. På kokæret blev der løbet på skøjter til den store guldmedalje om vinteren (naturligvis), og intet var bedre end efter for mange timer ude i kulden, blåfrossen at blive placeret jævnsides den varme kakkelovn og igen få varme i krop og tæer.

Modsat kokæret ligger klosterforvalterboligen, bolig for direktøren, som han kaldes nu, og også rummende klosterkontoret. Leif Madsen kunne berette, at der tidligere var tale om en trelænget gård med et større jordtilliggende mod vest, men på et tidspunkt blev den østlige længe revet ned, murstenene banket rene og anvendt til at opføre Marelundsgården af.

Frits kom til at tænke på Fru Gjørup (Hr Gjørup var klosterforvalter i hine tider, det var ham der viste mig, hvorledes man med stil går med stok) da vi var netop her. Jeg skulle engang som meget lille, på Fru Gjørups spørgsmål om, hvordan det gik, have svaret “Det går squ godt, Fru Gjørup”. Det var før squ blev optaget i retskrivningsordbogen.

Jeg har hørt historien, men jeg vidste ikke, at sætningen blev en talemåde anvendt i forskellige passende situationer.

Vemmetoftetræf (4)

Ved den sydlige del af den vestre længe, nævntes at vi om efteråret solgte kastanjer til at fodre vildtet med om vinteren. Siden – i kastanjealleen – forstod jeg, at de 17 kr. jeg havde solgt for, og som jeg troede var ganske fint, var et aldeles middelmådigt resultat sammenlignet med de virkelig gode kastanjesamleres. Således måtte denne opfattelse revideres.

Langs længen talte vi om den lokale brandsprøjte, som blev afprøvet pinselørdag. Fakse brandvæsen holdt parat til at deltage i løjerne og startede udrykningshornet lige om hjørnet. Et år gik det galt idet mælkekuskens heste løb løbsk med spild af mælk og en såret hånd til følge. Vi talte også om dVemmetoftetræf (5)en alvorlige skorstensbrand i 1952, der medførte at noget af gyldenlædertapetet i Fruerstuen måtte udskiftes. Frits nævnte at min far sørgede for at anbringe det nye tapet uden patina bag nogle billeder og flytte det der siddende frem i lyset. Det havde jeg ikke hørt om.

Vi kom forbi vognporten og hestestaldene, og talte om, at der boede en staldkarl i et lille hummer i den ene stald. Han havde ingen tænder i munden og måtte have en gummiring om piben for at kunne holde den i munden.

I den anden ende ligger præstens bolig, nu Vibekes bed and breakfast.

Ridebanen bruges ikke just til ridning mere, men det er tydeligt, at man har kunnet ride i ring om jeg så må sige.

Da vi nåede til Klosteret, måtte der naturligvis tages billeder af deltagerne, her følger mit.

Vemmetoftetræf (7)

Når man går mod øst, passeres den østlige længe. Jeg kender den bedst som kuratorboligen, men det gik op for mig at her boede Carl Nielsen og hans kone Alma til det sidste hus før skoven blev bygget. De to var de første beboere i huset, der siden beboedes af husjomfruen, køkkenchefen på klosteret. Carl Nielsen var brændepladsansvarlig. Der var selvfølgelig noget at se til da opvarmningen af Klosteret fandt sted med træ.

Vemmetoftetræf (8)

Lige efter kuratorboligen ligger maskinisthuset (i baggrunden ses det netop omtalte hus). For tre af dagens deltagere må huset have særlig interesse. Lis Larsen har tilbragt utallige ferier i huset, som beboedes af hendes morfar og mormor. Hendes morfar var maskinist, og der kan læses interessante ting hvis linket – og de links, der er i indlægget – følges.

Frits og Nina har boet i huset i deres barndom, idet deres far var den næste maskinist.

Deres gynge var stadig at se i gården. Der stod nogle store egetræer i nærheden, men de viste sig farlige og blev fældet. De kan måske ses på tidligere fotografier herfra.

Broen over Kildeåen passeredes og jeg omtalte de i den nedgravede rør, der ville kunne armeres i tilfælde af invasion og anvendes til brosprængning, således at fjenden formentlig kunne forsinkes i 30 sekunder på vejen mod Stevnsfortet. Da det var i brug, altså.

Sidst jeg var forbi var Prins Carls plankeværk nedtaget, men netop forleden var det ved at blive sat op igen. Jeg berettede naturligvis om Prins Carls skydehuller i plankeværket, men Leif Madsen mente det måtte være en myte at det er skydehuller. Hullerne måtte være naturligt opståede som følge af tidens tand. Efterfølgende er jeg kommet til at tænke på, at det er lidt specielt at tidens tand har placeret hullerne – dem der ligner skydehuller – i samme højde. Men det er naturligvis blot en tanke.

Vemmetoftetræf (12)

Tehuset tog sig fint ud fra skoven.

Herefter fulgte yderligere snak om kastanjer og de store mængder enkelte indsamlede. Lidt efter – pga af vores glimrende, adstadige tempo – blev besøg på kirkegården fravalgt. Det var vigtigere at komme til skolen.

Jeg bemærkede dog, at man måtte huske på den lille mur på kirkegården, der indebærer ulighed efter døden, idet de tjenende ånder er begavet på den ene side af muren og de betjente på den anden side.

Sådan kunne det godt se ud, forklarede Leif Madsen, men muren var en rest fra Prinsessens rosenhave, der lå hvor kirkegården nu ligger. Da det kapel, hvori konventualindernes kister var hensat var nedrivningstjenligt, blev tinnavnepladerne fjernet og anbragt i kirken, hvorefter kisterne blev gravsatte i det område hvor det nye kapel blev opført. Siden begavedes alle damerne på den side af resterne af muren, men det er sikkert helt tilfældigt.

Ishuset i Vemmetofte

Leif Madsen fik den glimrende ide, at vi hellere måtte gå indenfor i ishuset, der ligger lige efter Evighedsstien (der fortsætter til Verdens Ende) er krydset.

Det var også højst interessant at se. Der er to huse, det ene bygget over det andet, således at der er luft mellem mure og tag i de to huse. Det er en slags termokandeeffekt, man har søgt at udnytte så isen kunne opbevares længst muligt. Smart.

Billedet af ishuset er fra et tidligere indlæg. Det er lagt nyt tag på det yderste af husene, men ikke på det inderste for at man bedre kan se termokandeeffekten.

Vemmetoftetræf (14)

Det er tydeligt at se på dette billede.

Vemmetoftetræf (15)

Her ses deltagerne på et billede taget med blitz, men billeder uden blitz kan blive ganske interessante, jvf. de to næste.

Vemmetoftetræf (17)Vemmetoftetræf (18)

Tak for det spændende indblik i datidens køleteknik.

Vi nærmede os skolen, hvor 6 af os gik i skole. For mit vedkommende fra 1. april 1950 til 1956. Først i lille siden i store klasse. Vi gik i skole hver dag.

Vemmetofte Skoles Fritidskollektiv havde inviteret os indenfor. Det var en meget venlig gestus. Sidst jeg var i gymnastiksalen må have været i 1967 da min far blev 60. Hvornår jeg sidst var inde i selv skolen fortaber sig i det uvisse.

Vemmetoftetræf (19)

Det var fascinerende at komme ind i skolegården. Læskuret med stolpen i midten og toiletterne på begge sider var som i 1950. Plænen var blevet lidt større.

At være en smut i lille klasse, som havde den oprindelige størrelse var forunderligt – og der hang oven i købet en skolebillede fra måske 1951. Der var samlet en del materiale, således at der i Fritidskollektivet er en del viden om stedet man har lejet. Store klasse var inddelt i mindre rum, og på første sal var der fine soverum og en stor opholdsafdeling. At gå op ad trappen var morsomt.

Vemmetoftetræf (20)

På forhånd havde jeg tænkt hvordan gymnastiksalen var. Den var bredere end jeg huskede den, men ellers var alt – næsten – ved det gamle. Ribberne man fik styrket armmusklerne i står der stadig. Jeg har spillet Puk i en skolekomedie fru Bitsch havde skrevet.

Tak for oplevelsen.

Fra skolegården kunne man se over til snedkerstedet. Her boede pedellen, Aksel, og hans kone, Tulle. Og vel også sønnen Boye. De fik, som nogle af de første, fjernsyn og det var meget gæstfrit at invitere en masse folk til at se 6-dagesløb med Kay Werner og Evan Klamer. Vi sad tryllebundne i tætte røgskyer til midnat og ventede på de atter ville vinde løbet.

Herefter iledes i lidt mindre magstempo til præstebolighaven, som Vibeke havde omdannet til café. Snakken gik videre og videre over dejlig kaffe og en særdeles delikat hjemmebagt kage med rabarber fra haven og et tykt lag et marengs (tror jeg man kan kalde det) øverst. Mums.

Vemmetoftetræf (23)

Randi Madsen havde medbragt de to pokaler hun omtalte sidst i det indlæg, der kom ud af en mail fra hende. De var ikke lette at fotografere, men her er de:

Vemmetoftetræf (28)

Vemmetoftetræf (26)

Randi skriver om pokalerne:

Som supplement til min morbror Sigurd Gudiksens fortælling om håndboldklubbens opstart i Vemmetofte kan jeg fortælle, at jeg fra min far har arvet et par sølvpokaler fra Vemmetofte-tiden  – den ene med en  indgravering “Drengestævnet i Vemmetofte 25-9-32”, mens indgraveringen på den anden pokal vidner om en “Bykamp, Rødvig – Vemmetofte i Vemmetofte 21-8-32”. Ud fra disse datoer formoder jeg, at startdatoen for den håndboldklub, som vores fædre grundlagde i Vemmetofte, må have været omkring 1930 eller?

Så var det ved at være tid til afsked. For mig var det en dejlig dag. Det tror jeg også det var for alle andre.

Vemmetoftetræf (22)

Jeg kunne naturligvis ikke høre alle historierne, men opfordrer jer til at skrive nogle af de historier I hørte og fortalte i kommentarfeltet herunder. Er det første gang en kommentar skrives, skal den godkendes. Den kan derfor først ses når jeg har gjort det. Ellers er den straks synlig.

Ekstra:

1. I min lomme havde jeg et avisudklip om Vemmetofte fra Dagbladet 20. februar 1988. Verners kone havde sendt det til mig og jeg ville have givet det til en der måtte være interesseret heri. Jeg glemte imidlertid alt om artiklen. Hvem vil have den? Tilføjelse: artiklen er nu “udsolgt”.

Verner, vægterens søn, døde tidligere i år. Jeg tænker han ellers med fornøjelse ville have deltaget i vores træf, men sådan kunne det ikke være.

Hans kone medsendte også en artikel om Verners far, Carl Larsen, den sidste vægter på Vemmetofte. Han kunne også andre ting end være vægter. Således kan jeg ikke grave have uden at tænke på den graveteknik han benyttede.

2. Vibekes billeder kan ses på Facebook.

3. Waynes billeder kan ses i følgende galleri (klik på et billede og derefter på piletasten):

Tags: ,
Forrige post

Nostalgitræf i Vemmetofte 2. tirsdag i maj kl. 13.30 hvert år

Næste post

Skal vi mødes i Vemmetofte den 10. maj 2016?

Comments

    • Jørgen
    • 20. maj 2016
    Svar

    Fra RandiMadsen har jeg fået en email, som her bringes i sin helhed (med tilladelse). Randi skriver at hun jo ikke har boet i Vemmetofte, men i St.Spjellerup som barn, men når hun, som tidligere nævnt, ikke kan tænke på kit uden at komme til at tænke på tømmerværkstedet i Vemmetofte, må det være ganske rimeligt at bringe hendes erindringsglmt,

    Randi skriver:

    Hej Jørgen.

    Det var en rigtig god eftermiddag foranlediget af dit gode initiativ. Tak for det og for dagen – samt for de mange dejlige fotos, der nu ligger på hjemmesiden – suppleret af et fint resume over vores løbende snak eftermiddagen igennem. Hyggeligt at høre alle historierne – nogle få stykker havde jeg hørt før – og andre ikke.

    Men et par af jeres barndomserindringer – skøjteløb på Kokæret og rulleskøjteløb på “hovedvejen” gennem Vemmetofte, genfremkaldte også lignende minder fra min barndom i Spjellerup. På gadekæret i St. Spjellerup, som vist stadig kaldes Præstekæret, spillede drengene ishockey , mens vi piger forsøgte os med det mere graciøse!! Helt klar i min hukommelse står datidens skøjter og støvler – og de mange gange, hvor vi tabte skøjterne – ja, dengang hang støvler og skøjter jo ikke sammen . Det var et værre mas og koldt at bakse med værktøjet for at få sat skøjterne på støvlerne – igen og igen. Og den kolde tur i mørkningen hjem på cykel sidst på eftermiddagen – efter timer på isen – uh, det var koldt. De våde strikkede vanter lunede ikke meget – tøjet var halvvådt og der blæste altid en stiv modvind, ja, sådan husker jeg det i hvertfald, men dejligt at komme hjem til den varme kakkelovn, som du skriver om Jørgen – og kinderne , de blussede hele aftenen ?

    Rulleskøjteløb praktiserede mine søskende og jeg også på Præstemarksvejen i Spjellerup. Oprindelig kørte vi på vores private vej fra gården og op til Spjellerup Mølle, men da vejen på et tidspunkt fik ny belægning, som ikke egnede sig til rulleskøjter, ja, så forflyttede vi os op på den dejlige kommunale asfaltvej. Vi tre søskende cyklede ofte afsted midt på dagen med rulleskøjterne på bagagebæreren, og løbet startede så ved Spjellerup Mølle og mod Vemmetofte. Jeg erindrer, at det ofte var en aktivitet, som vi praktiserede, mens vores forældre hjemme sov til middag, og når vi vendte hjem, var såvel børn/unge som gamle opladet med ny energi til dagens fortsatte arbejde. Men ak og veh – vi opdagede, at der også var andre, som gerne ville sove til middag, nemlig nogle af beboerne langs Præstemarksvejen!! I hvertfald så fik vores forældre en dag en opringning fra en af beboerne på strækningen – de bad venligt og høfligt om, at rulleskøjteløbet blev flyttet til et andet tidspunkt på dagen! Og det blev det så – for selvfølgelig skulle vi jo ikke genere andre med vores sikkert larmende rulleskøjteløb. Om vi svingede med armene under løbet, som Jørgen beskrev, at drengene (Niels) i Vemmetofte gjorde, ja, det husker jeg ikke!

    Men, men – mit ærinde her var vel egentlig blot at takke for den dejlige 10. maj i Vemmetofte – og foreslå at vi gentager træffet?? måske på nogenlunde samme dato næste år under “mottoet”:

    Vi mødes hvert år i Vemmetofte den 2. tirsdag i maj måned kl 13.30
    (med medbragt kaffe, hvis Vibeke skulle “svigte” os).

    Hilsener fra Randi Madsen,
    tidligere St. Spjellerup

      • Jørgen
      • 20. maj 2016
      Svar

      Tanken om et træf i Vemmetofte den 2. tirsdag i maj, er så glimrende, at jeg laver et indlæg med datoer – og noterer det i kalenderen, således at en erindring herom kan skrives i begyndelsen af april.

    • Nina Sjøstrøm
    • 29. maj 2016
    Svar

    Hej Jørgen!
    Det lyder som en rigtig hyggelig ide’ med at mødes årligt i maj måned.
    Det vil jeg glæde mig meget til , og måske flere vil komme til næste gang . ??
    Mange sommerhilsner
    Nina.

  1. Pingback: Nostalgitræf i Vemmetofte tirsdag den 9. maj 2017 « Vemmetofte

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.