Står man ved stengærdet hvor Vemmetofte Købmandshandel lå – som jeg gjorde g.d. – og vender sig, ses først en del af Gården og dernæst Forpagterboligen, som ses på billedet herunder. Forvalteren boede i sin tid i lejligheden længst til højre.
|
|||||
|
Jeg havde et ærinde i Vemmetofte tidligere på dagen, og forinden var tanken faldet på Vemmetofte Købmandshandel, som er nedlagt – og forsvundet fra jordens overflade – for mange år siden. Men stengærdet er der endnu. Det må vel være det samme? Erindringen er at det var lidt højere end det nuværende, men der er vel blot tale om en erindringsforskydning. Stengærdet var meget anvendeligt til cykelparkering. Havde man ikke støtteben på cyklen, kunne den let stilles ved gærdet.
Vejen til venstre er mod Fakse Ladeplads, og den mod højre fører til Vivede og Fakse. Lige på dette hjørne lå købmanden. På pladsen, der stadig ses, lå en benzinstander.
Min skolegang i Vemmetofte foregik først i “Lille klasse” hos Fru Bitsch. Siden kom jeg i “Store klasse” hos Kantor Bitsch. Han ses på billedet. I 1956 fortsattes skolegangen i Karise Kost- og Realskole. I 1960 rejste jeg fra Vemmetofte til Haslev Gymnasium. I alle skoleårene gik man i skole om lørdagen, hvilket vist afskaffedes straks da jeg var færdig med at gå i skole. Således atter et eksempel på at verden aldrig har været retfærdig! Det skal straks indrømmes, at jeg ikke har læst Brasch: Vemmetoftes Historie i 3 bind, der blev udgivet i perioden 1859-1963. Værket kan sædvanligvis findes antikvarisk, det er sat med gotiske bogstaver, som nok kan læses, men langsomt. På Google Books kan man imidlertid finde en scannet udgave. Klik på fremhævelsen ovenstående og første side skulle dukke op. Nu 150 år senere er Vemmetoftes historie genskrevet af Mikael Venge. Bogen er ikke udkommet endnu, men det kan vel ikke vare længe, idet den er mulig at forudbestille. Det har jeg allerede gjort via SAXO (husk at betale med Forbrugsforeningen, hvis du er medlem), og jeg ser frem til at læse bogen. På Saxo skrives blot Vemmetofte i søgefeltet. I gamle dage i Vemmetofte, var der to steder man kunne købe is. Hos bageren. Og ved Vemmetofte strand i Skovfogedstedet. Der er imidlertid et ishus i Vemmetofte, som ikke sælger is. Det er det lille hus der ligger i skoven, når man lige netop er gået uden for lågen for enden af alleen i Klosterhaven. Før i tiden fyldtes det med is om vinteren – til brug senere på året. Således som man kunne have gjort i vinteren 2010.
I forlængelse af tidligere mailkorrespondance har Per Diepgen sendt teksten, der knytter sig til indscanningen af rationeringsmærkerne fra hans mormors gemmer. Den E. Pagh, der har signeret legitimationskortene var fuldmægtig i Vemmetofte. I en køtid: Venligst Per Diepgen!
Sidste sommer fik jeg en mail fra Per Diepgen, der havde læst mine historier fra Vemmetofte på bloggen. Desværre gik der nogen tid inden jeg vendte tilbage med et spørgsmål om et bidrag til bloggen. Det har ført til både historier og fotos. Og Per Diepgen skriver følgende om offentliggørelsen af vores mailkorrespondance: Har ingen indvendinger over for viderebringelsen, blot det fremgår, at indlægget er en ordveksling mellem dig og mig. Gerne med en opfordring til supplerende indtryk, imødegåelse og udveksling af mindelser. Her følger vores udvekslinger, og jeg håber meget at opfordringen til flere indtryk, imødegåelser og udveksling af erindringer følger som kommentarer. I den første mail skrev Per Diepgen følgende: I forbindelse med en annonceret ”kirkeudflugt” fra et af sognene her på Falster til Vemmetofte kloster, fik jeg, skønt ikke medlem af menigheden, bekendtgjort somme erindringer fra Vemmetofte og lovede at fortælle lidt om mine mindelser på deres udflugt til september. Således fik jeg læst dine historier på internettet og skriver af samme grund et par kommentarer hertil. Jeg er født og opvokset i København, men tilbragte det halve af min barndom i Vemmetofte i 30’ og 40’erne hos mine bedsteforældre og færdedes overalt i byen og omegnen, på klostret (i den tid priorinden var Rosenørn eller blot Rosen) og på forpagtergården (hos hr. og fru Tuxen) og i mange hjem, i skole og stalde og forretninger, deltog i skoleudflugter med hestevogn og til juletræsforestillingen på klostret. Langt om længe skrev jeg følgene tilbage: Da jeg fik din mail sidste år i august skrev jeg til dig at jeg ville skrive igen, når jeg kom hjem samme dag. Det kom jeg fra, hvilket jeg beklager. Jeg kan se på nettet at du er en flittig skribent. Har du lyst til at skrive en post til offentliggørelse på bloggen? Hvis ikke, må jeg da omtale ovenstående? Håber i øvrigt at udflugten til Vemmetofte i september var en succes. Per Diepgen reagerede med følgende: Menighedsudflugten til Vemmetofte syntes mig god, og den unge beboerske i maskinisthuset viste mig venligt omkring i huset. Blot ville selskabets udmærkede fortæller i kirken korrekse min opfattelse, idet jeg fortalte om pietismens inderlighed, af, at Vemmetofte kloster var blevet til med royal baggrund som udtryk for enevældens sociale klasseprofil, til trods for at fundatsen, som han selv så glimerende fortalte, skyldtes kongens bror og søster. Nok om det. I 30’ og 40’erne kom jeg stort set overalt i Vemmetofte, på klostret og fra landarbejderhuse på vejen til Ll.Torøje til forpagtergårdens mange spændende opdagelsesrejser, hvor jeg færdedes oppe og nede og andægtigt spiste sammen med hr. og fru Tuxen. Og ofte tog jeg med kusken Peter efter brænde i skoven eller sand og tang på stranden (oprindeligt sammen med klosterforvalterens børn), eller uhøvisk deltog i klostrets dystre og sortklædte begravelsesoptog i patetisk rangorden til kirkegården. Priorinde Rosen kendte vi i min tid hos mine bedsteforældre, navnlig min mormor, som udvekslede broderier med lampeskærme (- hun malede store fine lampeskærme med blomstermotiver), og min mormor samlede i nogle år pigerne fra klostret til vintersystue i maskinisthuset. I øvrigt fulgte jeg fra bar mark opførelsen af den ny skole, eftersom min morfar (Carl Christensen) sammen med arkitekten og ingeniøren planlagde og byggede, som altid efter klostrets egne forskrifter. Vi kendte jo lærerparret Bitsch fra den gamle skole – min mor havde gået i skole dér og jeg i en kort periode, ligesom jeg deltog i skoleudflugter, f.eks. med hestevogn til St.Hedinge, foruden til den traditionelle juletræsfest på klostret. En vinterdag var sønnen Jørgen så foretagsom at skrabe sneen bort fra isen på voldgraven (ud for præstegården), så vi sammen kunne løbe på skøjter. Qua mine bedsteforældre og min mor havde vi forbindelse til mange familier uden for byen, bl.a. til Amagergården, til læreren i Spjellerup, hvor også den gode hushjælp gennem mange år, fru Kikkert, boede, til skovfogeden ved Faxe Ladeplads, lægen boede i Karise, bageren i Faxe Ladeplads, brugsen lå i Ll.Torøje, den årlige fotograftur gik til Faxe osv. Et af de feudale scenarier fandt sted under den årlige inspektion af kuratorerne, greverne på Bregentved og Gisselfelt, når hele familien militærisk stillede op til gennemsyn med håbet om at få huset istandsat. Hermed lidt løst og fast, som man siger, med en bemærkning om, at mine år i Vemmetofte var uhyre berigende og med til at farve de bitre krigsår, mens jeg her genfremkalder billedet af mange af datidens folk, skytten, bageren, skomageren, brugsuddeleren, oldfruen, staldkarlen o.m.fl. Og så kom der fotografier… I forlængelse af din forespørgsel om materiale til hjemmesiden sender jeg nogle enkelte fotografier. De tre viser interiør fra klostret 1933/34. Fra samme år er indgangspartiet fra skoven over åen til Vemmetofte, hvor maskinisthuset dengang lå som det første hus (det næste beboedes af familien Gammelmark). Din i foto viste brændeplads må være fra en sen tid, idet et nyt hus hen mod skoven er opført. Det store opragende træ er antagelig det ene af to asketræer i maskinisthusets have. Den åbne plads foran åen, hvor man kunne fange hundestejler, må være folden for ungheste, men åen var i min tid bevokset af småtræer og på en strækning passeredes forpagtergårdens grisestalde og en meget ubehagelig sommerlugt af mødding med tusinder af fluer. På brændepladsen fyldtes hvert år brænde sat op i store, jeg anslår ca.50 kubeformede stabler, der efterhånden blev kørt over til klostrets skakter og gennem slidsker væltet ned til brændefyrene (6 i 2 rækker, så vidt jeg husker). På pladsen fandtes også den meget farlige, firkantede, dybe og ganske åbne grube med læsket kalk (måske 4×4 meter), hvor man som dreng let forestillede sig utiltalende personer forsvundet. Jeg svarede tilbage: Og der kom mere… Man må styrke offentligheden i ikke blot forvaltningen, men i almindelighed, og mine udtalelser er åbent tilgængelige (hvilket også PET og FE mener), mens forbeholdet findes i de midlertidige og forhåbentlig små forskydninger i hukommelsen, såsom navne og årstal. Hermed følger et par billeder fra før 1.verdenskrig, som folk i Vemmetofte bortset fra klosterdamerne og bønderne følte mere restriktiv end 2.verdenskrig (- det fremmede hjemavlen og naturalieøkonomien), hvortil for alle våbenføre mænd og deres familier lå den evige trussel om genindkaldelse. Fotografierne viser familiemedlemmer hos Gammelmark og Christensen. Min mor optræder på alle billeder, på billedet af fire børn i deres fineste puds som den mindste, Gitta, mens de tre andre (vistnok) hed Carl, Margrethe og Karen (klostret bagved). Herefter fulgte endnu en mail: Kort tilføjelse ved nærmere granskning: Det må være fætteren Carl (men ikke Gammelmarks) ved siden af trillebøren, og det var hans far Oskar (Carls bror) der fungerede som portrætfotograf skønt smed af profession og var ophavsmand til billedet af sin bror og dieselmotoren. Den blev installeret 1907/08 af min morfar og hans arbejdskammerat, der rejste i Danmark og Sverige som montører for et stor ingeniørfirma i København. De boede på pensionat i Faxe og gik frem og tilbage, indtil vejen syntes dem for lang og de anskaffede sig en lille hest med vogn, hvorpå også det tunge smedetilbehør kunne transporteres (- esse m.v. blev i øvrigt fragtet rundt i Vemmetofte, når der skulle smedes eller installeres rør m.v., akkurat som beslagsmeden over et par dage oprettede sin arbejdsplads i vognporten til hestestalden på forpagtergården). Stillingen som maskinist blev opslået, søgt og opnået på ganske særegne vilkår som hørte tyendesamfundet til, og familien (min mor 2-3 år gammel) flyttede fra Nørrebro, der dengang var nyopført, til en halvthundredårs tilværelse på landet (min morfar arbejdede til han var over 70, og de flyttede derefter til den nedlagte, men istandsatte skomagerbolig på vejen til Karise, hvor de boede nogle år.) Og til sidst er kommet dette: I forbindelse med din henvendelse har jeg bladret i de gamle fotoalbums og heri fundet bl.a. flere selskaber fra de årlige personaleudflugter fra klostret, hvoraf jeg sender dig en kopi af det ene selskab, da du talte om tjener Hansen (der, så vidt jeg husker, boede nærmest klosterhaven). Ifølge påskriften skulle nr.6 f.v. stående forestille tjener Hansen og nr.6 siddende fru tjener Hansen. (Min morfar sidder som nr.1 f.v. og vanskeligt genkendelig men af udelukkelsesgrunde må det være min mormor ved siden af, nr.2 f.v.). Jeg skrev: Mange tak for mailen og de gamle fotos. Det bliver mere og mere spændende. Det forekommer mig at jeg kan genkende fru. Hansen – og det er rigtigt at tjener Hansen boede nærmest klosterhaven. Jeg har talt med min mor, der udmærket husker din morfar og siger at hun mener der ofte var et barn med på udflugter dengang. Det må vel have været dig? Da den var skrevet sendte jeg den med denne bemærkning: Jeg har lavet en blogpost med dine historier. Fotografierne indsætter jeg på passende steder. Hvad siger du? Er det ok sådan, eller skal der nogle småjusteringer til? Her følger svaret – som kort blev omtalt indledningsvist: (Internettet er, så vidt jeg forstår, en forlængelse af andre mellemfolkelige meddelelsesformer, et simpelt middel, hvis fortrin består som så meget andet i dag i hurtigheden. Carl Christensen byggede meget tidligt sine egne radioer, de første med høretelefoner, hvorfra københavnernyhederne formidledes til Vemmetofte, informationer og sladderhistorier, som ellers gik over Karise og den daglige Østsjællands Folkeblad. Mig bekendt havde ingen telefon, bortset fra klostrets, som man i sjældne tilfælde kunne låne – den stod ved opgangen fra porten lige indefor – ligesom vi ugentligt lånte badefaciliteterne. Vi telefonerede yderst sjældent til hinanden, men skrev af og til breve og kort, et smukt, personligt og desværre uddøende meddelelsesmiddel.) Lejlighedsvis kan jeg forsynes dig med alskens mærkeligt billedmateriale, som eksempel sender jeg et udpluk af min mormors samling af rationeringsmærker fra 1.verdenskrig. Det glæder jeg mig til – og rationeringsmærkerne følger i en kommende blogpost. Tusinde tak til Per Diepgen for alle fotos og forklaringer. Jeg glæder mig til at alle der har lyst uddyber med flere informationer i kommentarfeltet.
Her er endnu et foto fra det gamle fotoalbum. Det ser ud til at der har været tre tjenere engang – eller at der ved særlige lejligheder, f.eks. ved prinsessemiddagen, var brug for ekstra kræfter. Jeg ved ikke hvem tjeneren i midten er, men min far er til venstre og tjener Hansen ses til højre.
|
Mit navn er Jørgen Carlsen. Jeg er født i Vemmetofte i 1943 - og bloggen har til formål at fortælle lidt om gamle dage. Men ikke kun. Kommentarer er meget velkomne. |
||||
|
Copyright © 2012 Vemmetofte - All Rights Reserved |
|||||
Seneste kommentarer