I november 2015 mødte jeg Inge, der i en årrække arbejdede på Vemmetofte Kloster, hos hendes bror Kaj Larsen. Kaj blev kaldt Store Kaj, og han ses på billedet fra Vemmetofte skole.
Det blev til flere timers snak om at være ansat på Vemmetofte Kloster. Sammenskrivningen af mine noter følger her. Noterne foreligger i form af et mind-map, hvilket gør det let at skrive efter, selv efter en vis tid.
Inge hed Larsen til efternavn til hun blev gift og kom til at hedde Kristensen. Hun er født i 1936 (det år min mor 1. november blev kokkepige på klosteret). Hun gik i skole i Spjellerup, men da familien Larsen flyttede til Vemmetofte, fortsattes skolegangen i Vemmetofte skole i et par år – til Inge var færdig hermed i 1949. Samme år blev Inge konfirmeret.
Efter at være gået ud af skolen, havde Inge diverse job og var på højskole i en periode. I 1954 blev hun ansat på Vemmetofte Kloster.
Inge blev ansat som stuepige, nærmere betegnet i den funktion, der kaldtes priorindens stuepige. Det indebar at hun først og fremmest havde en arbejdsmæssig funktion tilknyttet priorinden, men jobbet indebar også at hun skulle afløse tjenerne, når de havde fri, og servere til måltiderne. Derudover var der rigeligt andet at se til i jobbet.
I 1958 tog Inge atter på højskole, men i 1959 vendte hun tilbage til jobbet som priorindens stuepige. Arbejdet havde hun i et år – til hun blev gift.
Egentlig har jeg vist aldrig sat mig ind i hvorledes hierakiet var blandt de ansatte. Det forklarer Inge.
Pigerne, som de med en fællesbetegnelse kaldes, havde Oldfruen som chef.
Herefter fulgte 1. stuepigen, som på det tidspunkt var Marie.
2. stuepigen var priorindens stuepige og altså Inge.
Hertil kom 3. stuepigerne samt rengøringspersonalet.
Inge havde en del funktioner. Hun serverede morgenmad for priorinden, afløste Marie, når hun havde fri, serverede, som anført, deltog i vask, især af duge, som skulle stryges eller rulles. Det var Maries job at rulle dugene. Ellen Andersen var i øvrigt ansat til at vaske og gøre hovedrent.
En af de særlige opgaver var at sommergardinerne på klosteret skulle udskiftes med vintergardinerne om efteråret – og omvendt om foråret. Det var et krævende arbejde.
Ordnefunktionerne, som de kan kaldes, var således mangfoldige.
Arbejdsdagen var fra 7 morgen til 5 eftermiddag eller senere, hvis der var senere forekommende opgaver, der skulle klares. Personalet i køkkenet arbejdede lidt længere tid.
Hvordan var det at være ansat og arbejde på Vemmetofte Kloster, vil jeg gerne vide?
Inge forklarer, at der var et godt sammenhold mellem de ansatte, det var festligt og hyggeligt at være på denne arbejdsplads.
Stuepigerne blev også kaldt damepiger og det var de stuepiger, der betjente klosterdamerne, damerne, konventualinderne eller hvad man nu kaldte dem. De sørgede for 2 damer hver. Morgenmaden blev serveret i damernes lejlighed. De fungerede som påklæderske og serverede frokosten for deres respektive damer. Man sagde De til damerne og priorinden blev tiltalt i 3. person. Har Priorinden sovet godt?
Ledelsesmæssigt var det Oldfruen, Inge Nielsen, der dirigerede pigernes arbejde. I køkkenet var det Husjomfruen, der var chef for de ansatte kvinder og køkkenkarlen, Peter Jensen. 1. tjeneren var Carlsen (min far). 2. tjeneren var Christiansen, om hvem man sagde han lignede H. C. Andersen, bemærker Inge
Arbejdsmæssigt var der nok at se til. Der var tryghed i ansættelsen og, som nævnt, et godt sammenhold. Man havde weekendfri hver 3. weekend og først 8 og siden 14 dages ferie.
En gang om året var der en personaleudflugt. Man medbragte selv mad i form af sovs, steg og kartofler, og man skulle spise et sted hvor man kunne få varmet sovsen.
De gamle damer havde man ikke meget med at gøre, men fx deltog personalet i at klippe og flette julehjerter til børnenes juletræ (som altid var 4. juledag) sammen med priorinden.
Var man på arbejde juleaften, deltog man i fællessangen og fik små julegaver.
Hverdagen var i øvrigt præget af, at der blev afholdt morgenandagt i kirken. Deltagelsen var frivilligt “tvungen”, idet man helst så, at personalet deltog heri. Man samledes således og der blev sunget en salme. Hvorefter arbejdet kaldte igen.
Klosterpræsten på dette tidspunkt var Pastor Bøgh. Han afholdt ungdomsmøder med kaffe, te og hjemmebag. Det var for de unge mennesker fra Vemmetofte og omegn. Han opfordrede de unge til dels at tage på højskole og dels til at flytte så langt hjemmefra “at man ikke kunne se røgen fra mors skorsten”. Inge flyttede ikke så langt væk, men hun kunne ikke se røgen, idet skoven lå imellem hjemmet og arbejdspladsen.
Samme præst huskes også for sin hovedbeklædning i form af en alpehue og en knallert, en cykel med motor bagpå, en såkaldt “røvskubber”. Han var en festlig mand, og Kaj, Inges bror, var præsten behjælpelig med at flække brænde og stable det.
Kaj fortæller i øvrigt på dette tidspunkt sin bedste historie i forbindelse med klosteret. Elever fra Vemmetofte hovedgård – eller ungkarle andre steder fra – som kurtiserede pigerne, blev kaldt svogre. De skulle være ude inden klokken 22, idet vægteren lukkede porten på det tidspunkt. En aften var der en af dem, der bankede på måske et vindue, og støjen medførte, at en af damerne åbnede sit vindue, hvorefter svogeren sagde “slip mig for helvede og lad mig komme ned”.
Klosterets bibliotek fungerede som folkebibliotek. Det blev passet af Frk. Madsen, Hilda Madsen, der arbejdede på klosterkontoret, og der blev lånt mange bøger dengang.
På samme klosterkontor blev lønnen afhentet når det var lønningsdag.
Inge fortæller i øvrigt, at priorinden inviterede mange gæster, hvilke var opførte i hendes kalender. Noget var skrevet på indisk (hvor priorinden tidligere havde arbejdet som missionær), men denne hemmeligholdelse kunne Gartner Rasmussen, der åbenbart kunne se med i kalenderen, ikke lide.
Hver søndag kom der en ren dug på bordet i spisestuen og tilsvarende fik damerne rene servietter. Det kunne naturligvis ske, at der kom pletter på dugen, hvilket klaredes med kridt, anbringelse af skylleskåle over pletterne eller ved at vende dugen, hvis det var nødvendigt.
På det tidspunkt blev klosteret opvarmet med brænde, og det var maskinisten, der sørgede for at fyre. Det har selvfølgelig krævet en del brænde at varme så stort et hus op, og det passede ifølge Inge ikke maskinisten at vinduerne stod åbne, hvorfor han forklarede, at der ville blive lukket for varmen, hvis det blev ved at ske at vinduerne stod åbne.
Inge husker også Simonsen, der var smed fra København og som kørte Harley Davidson med sidevogn. Han indlagde bl.a. vand i husene, men da han var en vældig stor mand, var det nødvendigt, at de render der blev gravet i forbindelse med rørlægningen var af dobbelt bredde, da han ellers ikke kunne udføre arbejdet.
Nogle dage efter vores møde ringede Inge og tilføjede lidt. Det er medtaget de relevante steder dog med undtagelse af følgende:
På Vemmetofte havde man et såkaldt brudelegat, som kunne uddeles til piger, der blev gift efter at have arbejdet på klosteret i mindst 2½ år. Da Inge var blevet gift, blev legatet egenhændigt af afleveret til priorindens stuepige af Priorinde Bardenfleth, som det jo var. Hun udbad sig en kvittering for det erlagte beløb, idet der jo skulle være orden i sagerne.
Dette var således historien om en periode i Inges liv som ansat på Vemmetofte kloster. Jeg agter at sende en udskrift af dette indlæg til hende for at evt. unøjagtigheder kan korrigeres, hvilket i givet fald efterfølgende vil ske.
Billederne herunder er scannet fra Inges album. Kvaliteten af scanningen blev ikke altid lige god, idet jeg scannede en hel side ad gangen og undertiden kom til at bevæge albummet under scanningen. Måske kan der blive lejlighed til at foretage en omscanning en dag og ellers er det bare sådan.
Jeg har forsøgt at inddele billederne i grupper. Det kunne givet vis være gjort på anden vis, men god fornøjelse med at se billeder fra 1950erne.
Klosterdamer
Da udgangspunktet er priorinden stuepige, er det rimligt at begynde med et billede af Priorinde Bardenfleth.
Jeg kan være i tvivl om, hvem disse to damer er, men måske er det frk. Scharling og frk. Kofoed.
Medarbejdere – stuepigesektionen
Oldfruen, Inge Nielsen ses her – sammen med sin hund. Hun havde to værelser – et på hver side af en gang.
Ellen var en af damepigerne. Hun passede i øvrigt mig ved lejlighed da jeg var helt lille.
Faster Stine, som Stine Poulsen blev kaldt, var meget festlig og jeg har spillet mangt et slag kroket med hende.
Køkkenpersonalet
Husjomfruen.
Køkkenkarlen Peter Jensen.
Det sidste billede her er ganske dårligt scannet, men er medtaget fordi kvinderne er ved at spege sild.
Øvrige
Sygeplejsersken.
Fest.
Stuepiger i serveringspåklædning
Pauser skal der til
Tant og fjas skal der også til
Jeg husker så udmærket kørestolen.
Diverse
Komsammen udendørs. På billedet ses bl.a. priorinden, min bror, Frits og Nina, Carsten m.fl.
Pludselig dukket et lille 6 x 6 cm billede op i albummet. Jeg har taget det og fremstillet en kontaktkopi på mørkekammeret på klosteret, som jeg havde adgang til bruge. Det er en komsammen efter min konfirmation (september 1957), og med skam må jeg melde at jeg ikke kan huske hvem der var med, men Inge har jo været der. Det er mig på skænken, min bror Mogens for bordenden, Ellen Andersen tv for tjener Christiansen og frk. Poulsen helt til højre.
Løndrup
En af de ansatte på Vemmetofte Kloster var Løndrup. Hun rejste fordi hun skulle giftes. I den anledning blev der holdt en fest, og man ser tydeligt det sammenhold Inge omtaler som kendetegnende for de ansatte.
Husbukke
Husbukke må der have været i nogle trækonstruktioner, men det ser også ud til at man fik lidt fest og ballade ud af den situation. Oldfruen med hund ses også.
Håndbold
Inge havde medbragt et jubilæumsskrift fra Spjelleup-Torøje Gymnastikforening, og her lykkedes det heller ikke at scannede ordentligt. Det fremgår at min far var initiativtager til en kvindehåndboldafdeling og mange af pigerne på Vemmetofte Kloster var aktive spillere, som det fremgår af billederne. Man måtte vente med træningen til de var færdige med deres arbejde.
Udflugt
Det ser ud til at denne sommerudflugt er gået til Møns Klint, men hvor statuen på det andet billede befinder sig er ikke godt at vide.
Cykelpiger næsten uden benklæder – cykeltur til Sydslesvig
På et tidspunkt skulle Inge og kollega Sonja på cykel til Tønning i Sydslesvig. De drog af iført shorts, og det må åbenbart have været for meget for en af klosterdamerne, frk. Scharling, der sagde: “Og så stod de dernede næsten uden benklæder”. Denne bemærkning kan passende indgå i samlingen af anekdoter jeg har et eller andet sted.
Der skulle lidt fast føde og drikke til undervejs.
Cykelpiger
Cyklen var et almindeligt transportmiddel på det tidspunkt.
Badehusene
Det er endnu ikke lykkedes at finde billeder af de to badehuse, der blev opstillede hver sommer, men her ses hvorledes broen til husene så ud hvor den drejer fra molen ved Vemmetofte Strand. Og trappen man gik ned ad.
