Vemmetofte set fra luften

Det følgende billede er et luftfotografi fra ca. 1938. På bagsiden har min far skrevet: Vemmetofte Kloster og Hovedgård set fra luften ca. 1938.

Han har sat en ring om Posthuset (den er ikke let at se på billedet), og har tilføjet: Det gamle posthus brændt nytårsnat (12.30) 1970. Han mener formentlig 0.30 1. januar 1970, hvilket passer meget godt med den kommentar Jens har skrevet til et tidligere indlæg.

Luftfoto af Vemmetofte

Hvad ser man på billedet?

I forgrunden er Vemmetofte hovedgård, og tv er køkkenhaven, der hørte hertil. Tv er også Klosterkontoret og Klosterforvalterens bolig.

Selve Klosteret ligger omgivet af en voldgrav der ikke ses særligt godt på billedet, bedst th.

Ridebanen fører op til Klosteret, og på begge sider er der en lang længe. Det meste af den til højre anvendtes af Gården, og i den tv. var Præsteboligen nærmest Klosteret. Den rummede endvidere to stalde for henholdsvis de heste der stod for persontransport henholdvis materialtransport. Der var et tømmerværksted, vognporten, hvor Klosterets vogne holdt – og siden min fars bil, samt endelige brandsprøjten, som stod i den sidste port.

Følger man vejen vinkelret på ridebanen ses maskinisten hus og brændepladsen. Brændet blev dengang stablet i bikubeformede brændestabler efter at være blevet flækket. Sådan foregik det også hjemme hos os – da mine forældre fik 10 rummeter brænde. Siden benyttedes en lang brændestabel da mængden blev øget til 22 rummeter.

Går man i den modsatte retning ses Det gamle Apotek (gavlen), og på den anden side vejen gennem Vemmetofte ligger Kantorboligen. Efter den er det posthuset, gartnerboligen og snedkerstedet.

Der ses drivhuse i klosterhaven på dette tidspunkt.

Forrige post

Vemmetofte set fra luften – billede 2

Næste post

Verdens Ende i Vemmetofte og Højen ved Vemmetofte Strand

Comments

    • Verner Larsen
    • 30. september 2011
    Svar

    Brandsprøjten, der er omtalt i teksten til billedet, kan ses på Stevna Museeum overfor traktørstedet ved Højeruplund.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.