Kategoriarkiv: Fakse Ladeplads

Ryttervagten Vemmetofte 1916

Fotografiet herunder har Leif Madsen sendt mig. I den ledsagende mail skriver han:

Efter mere end 30 år i det skønne Vemmetofte er det efterhånden sjældent, jeg bliver præsenteret for noget, jeg ganske regulært ikke ved noget om eller har hørt om (flere gange) før.

Det er så sket med dette foto med 10 beredne mænd i soldateruniform og med geværer. Fotografiet er påskrevet “Ryttervagten Vemmetofte 1916”. Derudover er der ingen øvrige angivelser.

Du, som tilsammen med dine læsere er alvidende om hvad der er foregået i Vemmetofte navnlig i historisk tid, kan utvivlsomt hjælpe mig med oplysning om hvad det er for en ryttervagt, der åbenbart har haft en fast opgave i Vemmetofte-området under 1. verdenskrig?

Ryttervagten Vemmetofte 1916

Således provokeret er der jo ikke andet at gøre end at komme i omdrejninger, idet bemærkningerne om alvidenhed dog anses for en anelse overdrevne.

Er der læsere, der kender billedet og har informationer om det? Er der måske ligefrem læsere, der kan sætte navne på rytterne, hvor de var indkvarterede og så videre?

Google er jo ofte god for en hjælpende hånd, men synes ikke at kunne levere specifikke informationer om Vemmetoftes rolle under 1. Verdenskrig. Men der er dog noget at finde om emnet.

Danmark var neutral under 1. Verdenskrigen. For at kunne hævde og forsvare neutraliteten blev den såkaldte Sikringsstyrke mobiliseret. En del af denne styrke havde opgaver langs Øresund og Østersøen. Der var særligt tale om to typer opgaver, gravearbejde og vagttjeneste.

I mit nuværende nabolag er især Tunestillingen og Mosede Fort kendte foranstaltninger fra den tid.

Sikringsstyrken mobiliseredes i medfør af forsvarsloven af 1909, og det der i henseende til billedet formentlig er mest interessant, er en udgivelse i 2007 fra Forsvarsakademiet:

Nedslidningen. Udvalgte kildeklip om danskerne og deres neutralitetsforsvar under 1. Verdenskrig, redigeret af Michael Hesselholt Clemmesen

De samme 150 sider kan også ses på Clemmesens hjemmeside.

Jeg har skimmelæst alle siderne og her følger et udpluk af de de indtryk læsningen har givet.

Det fremgår at flere end 60.000 var indkaldt til at sikre landets neutralitet, og det omtales, at det ved arbejdet med kilderne hurtigt stod klart, at det var en betydelig belastning for såvel de indkaldte og deres familie (mange havde egne familier) som for de “værter”, der var forpligtede til at huse og forpleje styrkerne. Jeg husker fx. at der kom 520 soldater til Køge. Byen havde på det tidspunkt 4300 indbyggere.

Naturligt nok blev forsvaret af hovedstaden prioriteret højest i begyndelsen. Man kan imidlertid læse i et uddrag af en artikel fra Østsjællands Folkeblad 9. april 1915 om indkvarteringen i Østsjælland, at der har færdedes et “Militærautomobil” rundtom i regionen, hvilket har at gøre med den planlagte indkvartering af hele 2den division på ca. 6000 mand. Det udvalgte område er Haarlev, Himlingeøje, Valløby og Store Taarnby sogne, byerne Enderslev og Uggerup samt Faxe og Stevns herreder. Nu er turen kommet til Østsjælland, som det fremgår, idet Københavns omegn skal lettes for de byrder man har haft i 3/4 år. Se side 58 og 59 på Clemmesens hjemmeside.

Den 4. maj 1915 meddeler Østsjællands Folkeblad, at nu skal Østsjælland have indkvartering “og det, saa det forslaar noget.” Det anføres, at det bliver meget bekosteligt og til meget besvær, men også at byrderne med rimelighed må fordeles, således at presset fra de hidtil bebyrdede kan flyttes til andre. Se side 60 og 61. Avisen argumenterer dog også for at byrderne burde fordeles mere ligeligt, således at ni tiendedele af befolkningen ikke slipper for at bidrage.

Man kan læse at de indkvarterede soldater var hjælpsomme, idet de gav en hånd med når det var muligt, og der synes ikke at have været meget at klage over, dog husker jeg, at en soldat var klatret op i en lygtepæl, hvilket fandt plads i den lokale avis.

Om 2den division blev i de østsjællandske kvarterer længere end til oktober, er jeg ikke blevet klar over ved læsningen, ligesom jeg heller ikke har set Vemmetofte nævnt.

På side 36 ser man et billede af havnevagten i Fakse Ladeplads. Det hele ser fredeligt og afslappet ud. Billedet er fra 1916.

På siden lige før får man indtryk af hvilke forskellige typer vagttjeneste, der var tale om, når man altså ikke gravede.

Man havde havnevagter, brovagter og kystvagter. De sidste er øjensynligt ryttervagter. Det drejer sig om en

“Opgørelse over mangler ved kystdetachementerne (der da havde været aktive i 2½ år):

  • Ved Fakse Ladeplads – herunder ryttervagt ved Strandegård
  • Ved Karrebæksminde – herunder Vesterhavevagten, ryttervagten ved Gumperup
  • Guldborgsundbrovagt
  • Susåbrovagt

Ved samtlige vagter manglede skraberiste, gulvmåtter, termometre.”

Man kan således se, at der var en ryttervagt ved Strandegård, men det giver naturligvis ingen viden om, hvorvidt ryttervagten Vemmetofte kom fra Fakse Ladeplads eller om den var indkvarteret i Vemmetofte.

Det bliver spændende om tydeliggørelser dukker op i kommentarfeltet!

Med DVL fra Fakse Ladeplads til Vemmetofte Strand og tilbage

Det er ikke så længe siden mine kone og jeg meldte os ind i Dansk Vandrelaug.

Da vi opdagede, at der den 6. april 2008 var en tur fra stationen i Fakse Ladeplads, gennem Strandskoven til Vemmetofte Strand og tilbage igen, tænkte vi, at dette måtte blive vores første vandretur som medlemmer af DVL.

En væsentlig grund til dette er naturligvis min tilknytning til Vemmetofte, og fordi jeg tænkte det kunne være spændende at gå den tur jeg så ofte som barn cyklede fra Vemmetofte til Sibirien ved Fakse Ladseplads – eller omvendt.

Det foregik et langt stykke af vejen ad en ganske smal sti hel ude ved skrænten. Undertiden havde havet taget lidt af stien, og man måtte af cyklen i en fart – hvis der da ikke allerede var lavet en ny sti lidt længere inde.

Den 6. april var ikke en dag vejrudsigten var særlig god ved, men alligevel skulle det vise sig at blive en meget fin tur i nogenlunde stille vejr og med ikke så lidt sol.

Kl. 10.45 mødtes 9 medlemmer af DVL ved stationen – og det varede ikke længe før flokken drejede mod stranden. Efter lidt gang i sand kom vi til det lille stykke strand mellem det sidste hus i Fakse Ladeplads og vejens sving gennem skoven mod Vemmetofte og en P-plads.

Dette sted kaldes Sibirien – hvorfor ved jeg ikke. En kommentar modtages gerne.

Her holdt vi en lille kaffe-vand pause, hvorefter turen fortsattes – dels på køreskovvej, dels på den smalle sti.

Som det ses af billederne er stien stadig tæt ved vandet, og et par billeder viser netop det fænomen at stien er forsvundet.

Det skulle ikke undre mig om jeg har kunnet køre på den sti, der nu ikke længere er farbar, i 1950erne. Fascinerende var det at gense den.

Efter en frokostpause med udsigt til molen ved Vemmetofte strand fortsattes lidt længere inden det var nødvendigt at vende om.

Østbanen kører hver anden time i weekenden – af hensyn til passagererne! Vendingen skete lige efter broen over Kildeåen.

At jeg skulle blive 64 år før jeg bed mærke i at barndommens å hed sådan er lidt mærkværdigt – på den anden side var den der jo bare.

Der var modvind tilbage – men det var ikke vanskeligt at holde varmen.

Velankommet til Fakse Ladeplads viste skridttælleren, at der var gået mellem 17000 og 18000 skidt. Hvilket havde været en sand fornøjelse. Så det gør vi gerne igen.

Man går i øvrigt på Sydsjællandsleden, der er en del af Sjællandsleden – den østdanske pendant til Skåneleden.

Det var fint at mødes med andre og slå en sludder af med dem om det der nu faldt sig for at tale om undervejs.

Og lad det været sagt uden omsvøb – det er en god ide at være medlem af DVL og deltage i et arrangement som dette. Straks hjemkommet er næste tur spottet.

Vandretur fra Fakse Ladeplads til Vemmetofte Strand t/r

Dansk Vandrelaug, Roskilde afdeling har planlagt en vandretur den 6. april 2008 fra stationen i Fakse Ladeplads til godt og vel Vemmetofte Strand, nemlig rundt om Marelunden.

Da jeg læste om denne tur, traf vi her i familien den beslutning, at dette skulle være vores første tur som nye medlemmer af DVL.

Barndommens cykelsti

Det er meget længe siden jeg har taget turen fra Vemmetofte Strand til Sibirien ved Fakse Ladseplads, men som barn i Vemmetofte var en tur på cykel ad den smalle sti helt ud til vandet en af de store fornøjelser. Hvis stien ellers var der. Det var den ikke altid, og man måtte af cyklen til en ny var dannet uden om det stykke af stien havet havde snuppet.

For at genopleve turen, naturen – skoven og stranden i et – og Musestenen – eller Mussestenen, som den også ses stavet – ser jeg frem til denne tur. Og vender tilbage til bloggen med en beretning.