Som så ofte før har et billede sendt tankerne på vandring bagud i tiden.
De nåede til oplevelsen af meloner som barn. Nu om stunder er meloner – som så meget andet – tilgængelige året rundt. At smagsoplevelsen er varierende er en ganske anden sag.
Da jeg var barn kunne man ikke sådan lige få fat i meloner, men heldigvis var det en af afgrøderne, der blev dyrket i gartneriet i Vemmetofte Klosterhave. Og så kunne de ske, at gartner Rasmussen syntes vi skulle smage en melon. Det var en herlig spise.
Vindruer husker jeg ikke vi smagte, men at vindruer blev dyrket som led i den herskende selvforsyningstankegang er vel nærmest en selvfølgelighed.
Det gik til det ikke gik mere.
Dette billede har min far taget i 1968. Han kalder det “Birketræet på Vinhuset”. Det ser rigtig nok ud til, at det formentlig selvsåede birketræ vokser på drivhuset.
Det er lidt trist at se hvor forfaldent det drivhus, der gennem tiderne sikkert har leveret gode smagoplevelser til Klosterets middage, ser ud. Gartneriet synes for længst nedlagt. Mistbænkene i forgrunden er ikke i brug længere og det ser i det hele taget ud til, at drivhuset trænger til bortskaffelse. Vinplanterne ses stadig. Hvornår bygningen bag drivhuset og det drivhus man aner til venstre faktisk er fjernet, har jeg ingen anelse om.
For 75 år siden, den 4. maj 1945 kl. 20.36, lød frihedsbudskabet. Danmark var ikke længere besat af Tyskland.
I Vemmetofte blev meddelelsen fra London naturligvis også hørt, og jeg antager at det førte til begejstrede reaktioner, hvor alle og enhver, der kunne kom ud i byen fejrede at nu var det slut med de mørke år. Mørklægningsgardinerne blev afløst af levende lys i vinduerne og begejstringen ville givet vis ingen ende tage.
Jeg var ikke så gammel på tidspunkt, og tidspunktet for frihedsbudskabet var sikkert ensbetydende med at jeg sov sødeligt i min seng. Jeg har naturligvis ingen som helst erindring om at jeg blev forladt sovende denne aften, idet mine forældre antagelig havde let ved at forlade mig – han plejer jo ikke at vågne – og det var dem som sådan vel undt. Der var grund til at fejre at WWII nu var slut for Danmarks vedkommende. Det skete naturligvis også på klosteret, har jeg siden forstået.
De efterfølgende år vedblev man med den opståede tradition – levende lys skulle sættes i vinduerne den 4, maj. Det var en betydningsfuld dag – og det er det stadig.
Er der læsere af bloggen der husker aftenen, er en kommentar meget velkommen.
Herunder følger to ting. Først frihedsbudskabet. Derefter et brev til mine forældre og mig. At jeg var med i det kan ses af indledningen: Kære alle tre.
Brevet er fra min moster Ella. Hun blev født i marts 1922 og er derfor voksen. Når dette bemærkes skyldes det, at hun i brevet omtaler sin lillesøster Ulla, født juni 1926, som så ung at hun ikke kunne komme med ud i byen og registrere hvad der skete.
Du kan forsøge dig med at læse min mosters øjebliksskildring. Det er ikke nødvendigvis helt let, og derfor har jeg skrevet hvad der står under brevets to sider. Under alle omstændigheder er brevet en meget fin illustration af en dramatisk, glædelig aften – og den træthed der naturligt opstod.
Brevet lyder således:
4-5-45 Fredsaftenen
Kære alle tre! Jeg ligger i Sengen og hører danske melodier, klokken er 1 nat, og vigtige meddelelser ind imellem. En aften som denne har jeg aldrig oplevet, først det højtidelige Øjeblik, hvor vi hørte om Freden i Danmark gennem radioen. 2 sekunder efter at det var sagt vidste hele København det, vi kiggede ud af vinduet og Folk lo og græd på en Gang og der kom flag i alle vinduer og levende lys blev tændt i alle vinduer her i københavn, mange lys i hvert vindue. 1 time efter var næsten alle vinduer i byen klædt i rødt og hvidt. Folk gik til Amalienborg hvor de raabte på Kongen; men der blev sagt at han var sengeliggende. Alle havde Flag eller røde og hvide Farver, Sporvognene kørte med fuld belysning og Flag, folk stod op i sporvognene og raabte hurra og alle Mennesker raabte til lykke til hinanden. vi var fire her der fulgtes ad til Vestre fængsel men Fangerne bliver ikke lukket ud før i morgen. vi kunde høre gennem de tykke mure at de sang fædrelandssange og raabte hurra, og vi sang ogsaa med udenfor, men mest gribende var det dog at høre dem raabe Luk os ud – vi vil ud, vi kunde høre det tydeligt helt der hen hvor vi stod. Ulla var selvfølgelig syg efter at komme ind i Byen, men det vilde vi dog trods alt ikke. men vi var dog med i Frederiksberg alle bagved et mægtigt Flag som de var mange mennesker om at bære, vi gik til den franske Skole, hvor der blev holdt 2 Min. Stilhed. Ja, jeg kunde blive ved at fortælle om i aften men jeg er trods alt lige ved at være søvnig og det kniber med at holde mig til de smaa bogstaver og i maa meget undskylde skriften det er fordi jeg ligger ned. der er en masse Betjente i Byen i aften i fuld Uniform Hilsen Ella
Anledningen til aflysningen er naturligvis den aktuelle pandemi og at deltagerne i vidt omfang er i aldersgrupper som den lille, ubudne hidsighed har en særlig forkærlighed for at genere.
Vi må derfor vente til 11. maj 2021 med at mødes – formentlig under forudsætning af, at en vaccine er tilgængelig forinden.
Det er ikke første gang vi har haft en pandemi i Danmark.
Min mor blev født nogle måneder før 1. verdenskrig endte i 1918, og på det tidspunkt var verden plaget af en pandemi, den spanske syge. Min mor overlevede, som det forstås, men sygdommen ramte landet hårdt. Omkring 15.000 danskere døde i de år den var aktiv.
Forleden slog jeg op i kirkebogen for at se hvorledes det var gået i Vemmetofte.
Der fandt enkelte dødsfald sted og man kan se i kirkebogen, at dødsårsagen er angivet som “Influenza hispanica”.
Jeg er kommet til at tænke på, at jeg for ca. 50 år siden beskæftigede mig med psykiske reaktioner på fysisk handicap. Jeg stødte på et begreb, der blev kaldt ny psykologisk situation. Dette begreb kunne forstås på den måde, at man pludselig befandt sig på tynd is – og at man ikke kunne vide om det næste skridt, man tog, ville føre en et skridt nærmere land eller om man ville gå gennem en våge i isen.
Denne måde at anskue tilværelsen på har sandelig ramt verden med stor kraft i år. Både i henseende til om man smittes og til hvorledes forløbet arter sig, hvis det sker.
Jeg håber alle kommer godt igennem truslen fra SARS-CoV-2.
Der blev givet danseundervisning i Vemmetofte skoles gymnastiksal i en årrække, i alle tilfælde i 1954 og 1957.
Måske var det sådan, at man kunne gå til dans i Fakse Ladeplads tidligere. Jeg har en erindring om, at jeg gik til dans i en kort periode, og at jeg stoppede i utide fordi jeg åbenbart havde så vanskeligt ved at finde ud af hvornår jeg skulle bruge henholdsvis højre og venstre ben. Det foranledigede danselærerinden til at sparke mig over benet (sådan huskes det i alle tilfælde). Det var næppe den bedste pædagogiske metode, der blev anvendt, idet jeg traf den passende beslutning at ophøre med udsætte mig for sådanne plager.
Heldigvis ser det ud til at en lang række unge dansere har haft fornøjelse af at deltage i undervisningen.
Torben Lassen, der deltog i nostalgitræffet i maj 2018, har sendt en serie fotografier fra turen rundt i Vesterskov og haven i præsteboligen, hvor kaffe og kage blev indtaget. På billedet herover ses en mindre gruppe deltagere på vej mod Espehuset og Vesterskov. De øvrige billeder er anbragt i et galleri. De kan ses i stor størrelse ved at klikke på et af billederne og bruge pilene til at komme til næste eller forrige. Der er muligvis brug for en vis tålmodighed inden billederne ses.
