I den seneste tid har jeg fornøjet mig med at læse i en gammel udklipsbog om Vemmetofte i perioden 1935 – 1985.

Det er Ellen Pedersen, der var ansat på klosteret i en meget lang årrække (1927-1970), der har samlet materialet og klistret det ind i bogen.
At jeg har kunnet læse i udklipsbogen, kan jeg takke Torben Lassen for. Han vidste vist godt, at han havde den – arvet efter sin far – men det var et tilfælde, at han så at sige genopdagede den.
Torben har lånt mig bogen – og her følger lidt forskellige nedslagspunkter.
Scrapbogen begynder med et fotografi af spisestuen på Vemmetofte Kloster, og overskriften indikerer naturligvis, at historien i avisen er tæt på den 10. juni 1935. Hvad historien i “Berlingske Søndag” den 9. juni 1935 har handlet om, kan ikke ses, men der står dog “Livet, saaledes som det leves i det daglige paa Vemmetofte.”
Billedet ligner helt og aldeles det indtryk af spisestuen jeg fik i min barndom – når det var hverdagens middage, der skulle spises. Den så lidt anderledes ud til børnenes juletræ 4. juledag og prinsessemiddagen den 28. august.
Der følger flere billeder og et udklip om priorinde v. Rosens 70 års fødselsdag.

Snart viser sig et billede af tjener Hansen, der boede i den høje del af Det gl. Apotek i min barndom, og hvis børnebørn jeg legede med om sommeren. Af folketællingen 1921 ses, at han kom til Vemmetofte i 1911, og da det fremgår, at han har været tjener i 43 aar, bør billedet være fra 1954, men det er lidt overraskende, at aar skrives med aa, hvilket vel burde være ophørt i 1949. Tjener Hansen ligner ganske sig selv på dette billede.

Straks efter billedet af tjener Hansen, møder jeg et billede af Priorinde Rosenørn. Hvornår billedet herover er fra, vides ikke, men hun ligner afgjort den Anna Rosenørn, jeg har kendt. Hun må være den ældste person, jeg har kendt, født som hun var i 1860. Hun blev priorinde i 1938 og var det til, hvis jeg husker rigtigt, 1952. Hun blev 98 år og døde i 1958.
Så følger der et par historier om priorindens 90-års fødselsdag i 1950. Priorinden, kan man forstå, censurerer ikke længere de øvrige klosterdamers post, men det er stadig sådan at porten lukkes klokken 22.30.
Ellen vender herefter tilbage til historier om 200-årsdagen i 1935. Scrapbogen er således ikke kronologisk.

Festlighederne illustreres med det adgangskort Ellen fik til at deltage i festgudstjenesten i kirken for at fejre klosterets første 200 år.
Efter gudstjenesten er der frokost og siden en stilfuld aftenfest. Kontinuiteten i Vemmetoftes historie illustreres ved bemærkningen om at gyldenlædertapetet i Fruerstuen er det samme som ved fundatsens virkeliggørelse, der i øvrigt havde et markant socialt sigte, men også at konventualinderne hver var berettiget til 10 potter natøl hver dag. Det lyder lidt overraskende, at der skulle være behov for små 10 liter øl hver nat uagtet maden måske har været lidt salt.

Fra festgudstjenesten i 1935 springer Ellen pludselig frem til en avisartikel fra 20. februar 1962. Artiklen handler om Priorinde Bardenfleth, der fylder 70 år, men også om, at man i slutningen af 1961 har vedtaget en “omordning”, som dog først senere skal træde i kraft, som Berlingske Aftenavis forklarer det.
Det lidt interessante er, at det afsløres, at en nyordning er på vej og at klosteret skal omdannes til ferie- og rekreationsophold for indskrevne damer.
Det leder selvfølgelig tanken hen på, at der sikkert har været fostret og diskuteret mangt en ide inden man nåede frem til den ordning, der endte med at blive etableret i midten af 1970erne og som vel er den der til stadighed fungerer.
Omstillingen var således en langvarig proces.
Priorinde Bardenfleth træder tilbage som priorinde i 1967, ser det ud til, idet en kort notits om at efterfølgeren er priorinde Gad er dateret 1967.

Pludselig dukker et vinterbillede af den lille række huse fra Prins Carls tid op. I det højeste boede Anna Hansen, hvis beretning om livet i Vemmetofte kan læses på bloggen, herunder beskrivelsen af hvorledes huset var indrettet da hun var barn.
Husene kan også ses på et maleri, der hang i mine forældres hjem altid. Det ses nederst i Anna Hansens netop nævnte beretning.
Jeg tror ikke jeg hørte, at stedet kaldtes Vemmetofte Bro da jeg var barn, men det har jeg siden fundet ud af det gjorde. Herom følger siden en historie.
I baggrunden ses Bagerstedet med den høje skorsten.

På samme side er et billede af min far, tjener Carlsen, fra en avis den 25. februar 1962. Det var det år han kunne fejre 25 års jubilæum. Han var kommet til Vemmetofte som en meget ung 2. tjener på 21 år i 1929, men var et smut på Ollerup gymnastikhøjskole nogle år senere. Og det er naturligvis med baggrund i 2. ansættelse at jubilæumsåret skal ses.
Det nævnes også, at der var en fin udstilling på klosteret i 1962 til fordel for Ulandshjælpen. Det var et tilløbsstykke med mange besøgende. Jeg var selv med som formidler af information om billederne på gangen før Røde stue.

Så følger et billede af klosterforvalter Gjørup, hos hvem min mor var kokkepige inden hun i 1940 blev gift. Jeg har undret mig over, at jeg ikke har fundet et eneste billede af ham i min fars gemmer, så derfor var det fint at få ansigtet på den mangeårige klosterforvalter, der ofte gik forbi Det gl. Apotek svingende med sin stok, når han skulle have en rask gåtur efter dagens arbejde.

Ellen har også fået med, at gartneriet blev nedlagt dels fordi gartner Rasmussen blev pensioneret og dels fordi det ikke længere var rentabelt at drive gartneri, men hvornår det lige var, står hen i det uvisse.
Så følger en artikel om Vemmetofte købmandshandel, som ingen tilsyneladende turde overtage, og havde jeg læst den artikel, kunne jeg se, at den havde til huse i den gamle landevejskro, hvilket jeg tidligere har nævnt at jeg ikke kunne huske jeg havde hørt om.

Gemt er også et interview med min barndoms læge, Dr. Petersen. Jeg tror han kom på besøg kort efter jeg var født i 1943, idet historien vil vide, at min far var cyklet til klosteret for at ringe til lægen, og da han kom hjem, var jeg født, idet jordemoderen jo må have været tilstede.
Jeg husker glimrende Doktoren, som min mor ærbødigt kaldte ham, og det største indtryk han gjorde på mig, var den dag to drenge druknede ved Vemmetofte Strand. Jeg løb til ishuset efter hjælp, skovfogeden alarmerede ambulancen og dr. Petersen. Han kom særdeles hurtigt tilstede, i løbet af 5 minutter, vil jeg tro, idet han kørte direkte gennem strandskoven fra Sibirien til Vemmetofte Strand. Det var meget dramatisk at se ham køre helt frem til stedet hvor de to drenge befandt sig. Desværre var det forgæves.
Bemærkningen om, at vi overfodres med indtryk, er stadig gyldig – blot mange fold værre.

Så blev det tid til i 1971 at åbne Skovfogedstedet ved Vemmetofte strand. Her har min mor holdt mange fødselsdage, min søn og svigerdatter deres bryllup og jeg min 80-års fødselsdag. Det var et dejligt sted at komme, men muligheden synes ikke længere at kunne benyttes, idet internettet fortæller, at stedet er lukket permanent.

Det er campingpladsen ikke, men det kan ikke ses af udklippet, hvornår den åbnede. Til gengæld er der tidligere i scrapbogen en lille notits om, at priorinde Gad ved indvielsen af campingpladsen fortalte, at hun var så interesseret i processen, at hun næsten dagligt kørte til stranden på sin knallert for at følge den.

Og sandelig om ikke Anna Hansens hus dukker op en gang til – i farver og forfra. Man skulle passe på hovedet når man besøgte Anna.
Herefter følger udklip om branden i Vivede Møllehuskro og sammenlægning af flere sogne, herunder Vemmetofte. Det ses også at Spjellerup præstegård er nedbrændt.

Marie Larsen arbejdede på klosteret i 40 år – og faktisk tror jeg Ellen gjorde det i lidt længere tid. Det ses ikke hvornår det var slut og pensionisttilværelsen kunne begynde.
Det kan ikke overraske, at Ellen også har gemt dødsannoncer og notitser om dødfaldene. Jeg har kendt mange af de døde hvorom informationer er samlet på de to sider.

Dette billede synes jeg er meget fint at få med. Der var købmandshandel i Vemmetofte, men der var også en brugsforening i Lille Torøje. Det var ikke så ofte turen gik dertil, hvilket sikkert skyldtes, at brugsmanden kom på sin cykel – Long John – en gang om ugen. Den var tungt overlæsset, men det gik. Han var en meget hyggelig mand, og jeg har stadig brugsbogen, som købene blev noteret i og betalt for en gang om måneden. Til højre ses brugsmandens kone, som tog del i arbejdet i butikken.

Her finder man også et billede af en travetur gennem Dyrehaven. Skovrider Lassen er i færd med at forklare om turen på “Lille plæne” foran Det gl. Apotek. Med 50 deltagere må arrangementet kunne kaldes et tilløbsstykke – og man har sikkert haft en dejlig tur i den gamle skov.

Mod slutningen af udklipsbogen dukker endnu et billede op af en kendt person. Vægter Carl Larsen fylder 80 år. Han runderede til forskellige poster i løbet af natten ledsaget af sin hund, men det var ikke sådan jeg kendte ham. Han havde en ganske særlig måde at grave have på, og den dag i dag kan jeg ikke grave selv nogle få sammenhængende spadestik i min have uden at komme til at tænke på vægterens bevægelser med spaden.

Således nåede jeg gennem denne herlige scrapbog, der såmænd slutter ved Vemmetofte Klosters 250 års jubilæum i 1985. Dronning Ingrid var en af deltagerne i jubilæumsarrangementet. Det var Ellen Pedersen også.

Det fremgår nemlig, at hun blev indbudt til fest på klosteret på jubilæumsdagen.

At hun takkede ja, ses af placeringen ved bord 17.

Dagen før havde Ellen sikkert benyttet sit adgangskort til festgudstjenesten.
Det var spændende at følge med gennem denne af to jubilæer afgrænsede tidsperiode.
Tiden er siden gået videre, som tiden uafbrudt gør, og lige om lidt skal der sikkert tænkes tanker om afholdelse af jubilæet i anledning af klosterets 300 års jubilæum den 10. juni 2035.
Tak for lån af udklipsbogen.

Interessant indlæg. Det har for mig været spændende læsning af Ellens udklips bog. Jeg husker også selv nogle af personerne som omtales. Hun har holdt styr på begivenhedernes gang gennem alle årene på Vemmetofte Kloster. Det minder lidt om hendes dagbøger.
Tak for kommentar. Jeg forstår fint, at du værdsætter Ellens forsøg på at holde styr på begivenhederne på hendes mangeårige arbejdsplads – både i dagbog- og scarpbogsform. Faktiske har min barndoms barnepige ydet vægtige bidrag til Vemmetoftes historie. Håber andre gør tilsvarende i fremtiden.