Molen ved Vemmetofte Strand

Sådan omtrent ser molen ved Vemmetofte Strand ud på nuværende tidspunkt. Hvad tidens tand har gjort ved molen ved jeg ikke rigtig, men den ser lidt medtaget ud. Den bruges jo heller ikke til noget længere. Tidligere var der to badehuse til højre for molen. De blev stillet op om sommeren og taget ned for vinteren. En gangbro gjorde det muligt at nå det yderste.

Desværre har jeg ikke umiddelbart billeder af badehusene, men måske findes der et i gemmerne på et tidspunkt. Måske ikke. Vi må se.

Molen ved Vemmetofte Strand

Norma Knudsen har sendt et billede af molen, som Erik Nielsen har. Det kaldes Molen ved Lysterhust. Hvornår molen er etableret melder historien ikke noget om, men det er jo tydeligt at se, at det var meningen molen skulle bruges – der er jo nærmest en vej på den. Skal vi gætte på, der har været transporteret gods, der ankom med skib? Og måske omvendt.

Molen ved Lysterhuset

Da jeg i sin tid måtte benytte det yderste badehus, skulle nøglen hentes i Lysterhuset. Den hang på sin plads i vindfanget.

Vil du i øvrigt vide mere om huset er her et link til Lysterhuset.

 

OPDATERING:

Norma Knudsen har i en mail tydeliggjort hvad de øvrige huse på det gamle billede kaldes.

Hun skriver:

Nu er jeg jo ikke klar over, om  du kender navnene på de andre huse på stranden…… Så for en sikkerheds skyld: Nr. 1 th. Skovfogedstedet – nr. 2 Den gl. Skovriddergård – nr. 3 Birthes Hus – nr. 4 ved jeg ikke, men JEG kalder det Krarups hus (fam. har lejet huset siden sidst i 1800-tallet! Du kan sikkert få det officielle navn på klosterkontoret.
Jeg bor i “Birthes Hus” og har forsøgt at finde ud af hvem Birthe var. På kirkegården i Vemmetofte ligger en “Birthe af Vemmetofte Strand” – måske er det hende?
I den gl. Skovridderbygning boede en familie Danielsen, der mistede deres far i Bøgestrømmen under stormfloden i 1873. Klostret bekostede senere sønnens (Jens 1868-1942) uddannelse til lærer. Jens Danielsen har skrevet om sin barndom i Vemmetofte, en lærerig lille sag, som kan erhverves på “Faxe Herreds Lokalhistoriske Arkiv”.
Tags: , ,
Forrige post

Piger og andre kvinder ansat på Vemmetofte Kloster i 1950erne

Næste post

Musestenens landing i 1892-93

Comments

    • Bodil Gandsager
    • 17. november 2018
    Svar

    Hejsa
    Spændende læsning. Jeg interesserer mig for Skovrider Friedrich Christian Saust, som var skovrider i Vemmetofte fra 1/5 1811 til hans død 1833. Han må så have boet i den gamle skovriderbolig de første år. Det er bare svært lige at afgøre, hvilket hus, der er nr. 2, når man ikke ved hvor stort nr. 1 er. Der findes billeder af en gammel skovriderbolig på arkiv.dk.
    Hvor er så den nyere skovriderbolig, som han må være flyttet hen til ca. 1814, da den blev bygget?
    Vi gik rundt på klosterets kirkegård, da vi var der, men kunne ikke finde hans grav. Er der et sted, hvor vi kan få flere oplysninger om ham og hans familie (Jeg har det, kirkebøgerne kan fortælle -og lidt til)? Jeg læser en del om klosteret. Det er mange spændende historier om Vemmetofte.

  1. Pingback: Badehusene ved Vemmetofte Strand « Vemmetofte

    • Svenn Erik Kristensn
    • 9. november 2012
    Svar

    Jeg synes lige, jeg vil føje et par kommentarer til de bemærkninger som Jørgen har omkrin inddelingen af kirkegården i Vemmetofte. Oplysninger om kirkegården og fordelingen af gravene skal findes i sognets kirkegårdsprotokol. Da sogn og kloster i Vemmetofte er “sammenfaldende” vil denne protokol sikkert kunne findes i enten klosterets arkiv eller hvis det er afleveret på Rigsarkivet. Der er afleveret meget til dette arkiv, hvilket fremgår af en søgning i Daisy. Desværre fremgår det ikke, at der er aflevereten begravelsesprotokol.
    Jørgen, ser man på systematikken på kirkegården, kan du have ret i dine overvejelser – i hvert fald for en placering år tilbage.

      • Jørgen Carlsen
      • 9. november 2012
      Svar

      Tak for de uddybende bemærkninger om kirkegårdsprotokol m.v.

    • Hanne Demsitz
    • 8. oktober 2012
    Svar

    Er der nogle, der ved noget om “jordopdeling” på Vemmetofte kirkegaard?

    Min ane ligger i mellemste jord.

    Der må nødvendigvis så være en “underste jord” opg en “øverste jord”.

    Venter spændt!

    1. Svar

      Det har dog været voldsomt dramatisk i 1840.
      Jeg har aldrig hørt om inddelingen af jorden på kirkegården, men er der andre informationer i kirkebogen? F.eks. er det måske omtalt hvor klosterdamerne er begravede. De er alle jordfæstede til venstre for indgangen og bag den lille mur der deler kirkegården op i damerne og de ansatte. Og når jeg tænker over det kunne man måske ane at de der var mere honoratiores end andre er begravede langs muren rundt om kirkegården og i nærheden af muradskillelsen. Hvis der overhovedet er noget om disse spekulationer kunne den mellemste jord være den midt på kirkegården. Hvad det så end er.
      Spændende hvad løsningen er!

    • Hanne Demsitz
    • 8. oktober 2012
    Svar

    Præsten skriver sådan nogenlunde her i Vemmetoftes kirkebog:
    Den 21. August begraves paa mellemste Jord Husbeboer i gl. Skovridergaard
    Jens Pedersen, 42 Aar gl. Han døde d. 15. August som en følge af at have tilbragt den forregangne Nat tillige med 4 andre i Søen paa Relingen af en kæntret Seilbaad med hvilken de aftenen tilforn vare gangne ud for at komme et på grund stødt skib til Hjelp, men inden de naaede samme – omkastede Baaden af en Søestyrtning, de bleve kl. 4 om Morgenen d. 15.de – alle reddede men saa senere efter døde benævnte Jens Pedersen.

    Tak for alle de gode råd! Jeg må snarest på Lokalarkivet

      • Hanne Demsitz
      • 8. oktober 2012
      Svar

      Det hele sker i 1840

    • Svenn Erik Kristensen
    • 7. oktober 2012
    Svar

    Hej alle

    Hanmne Demsitz efterlyser et billede af Gl. Skovridderbolig v. Vemmetofte Strand. Jeg vil tro, det er muligt at finde et billede, hvis du henvender dig til Faxe Lokalarkiv (http://lokalarkiv.faxekommune.dk/). Jeg har i et lille hæfte udgivet af Faxe Herreds Lokalhistoriske Arkiv i 1988 fundet et billede af Gl. Skovriddergaard. Det ligner et postkort, så mon ikke de har det på arkivet.
    Jeg kommer senere med lidt om molen ved Vemmetofte Strand. Jeg har fundet forskellige oplysningen og skal blot have skrevet dem sammen.

      • Jørgen Carlsen
      • 8. oktober 2012
      Svar

      Hej Svenn Erik,
      Tak for uddybningen. Det ser ud til at lokalarkivet er en god kilde til information. Spændende at se hvad du finder ud af om molen. Især tænker jeg nogle årstal kunne være interessante.

    • Hanne Demsitz
    • 4. oktober 2012
    Svar

    Hej alle!

    Efterlysning: Et billede af Gl. Skovridderbolig (skulle ligge tæt ved Vemmetofte Strand og omtalte PIER).

      • Jørgen Carlsen
      • 8. oktober 2012
      Svar

      Hej Hanne,
      Jeg har lavet en opdatering af ovenstående indlæg – du har her et billede af den gl. skovridderbolig, du efterlyser, men måske dukker der et andet op på et tidspunkt.

    • Hanne Demsitz
    • 4. oktober 2012
    Svar

    Min tip-tip-oldefar på min mors side: Jens Pedersøn, Gl. Skovridderbolig, Vemmetofte var bådfører under Vemmetofte og havde ansvaret for udskibning af tømmer fra “pieren” (ikke molen)på Vemmetofte strand.
    “Skovbrug: Ved Vemmetofte Strand findes der stadig en anløbsmole, som blev benyttet til indskibning af bygningsmaterialer til restaurering af Vemmetofte kloster. Sideløbende med dette er molen blevet benyttet til udskibning af træ, bl.a. til byboerne “ovre i København”, som skulle bruge det til boligopvarmning.Også tømmer er blevet udskibet fra Vemmetofte Strand”.
    Han deltog også i redningsaktioner og under en sådan aktion druknede han.
    Folketælling fra 1840:
    Navn: Jens Pedersen Alder: 42 Civilstand: Gift
    Erhverv: Søefarende
    Kilde: FT-1840 Amt: Præstø Herred: Fakse Sogn: Vemmetofte Stednavn: Vemmetofte
    Matr.nr/adresse: forrige Skovriderboelig Husstands-/familienr: 21 F1
    ”gammel skovridderbolig”
    Samtlige personer i husstanden
    Præstø, Fakse, Vemmetofte, Vemmetofte, forrige Skovriderbolig, 21 F1, FT-1840.
    Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
    Jens Pedersen 42 Gift Søefarende
    Ane Kirstine Pedersdatter 34 Gift hans Kone
    Ane 5 Ugift deres Barn
    Inger Kirstine 3 Ugift deres Barn

    Ane på 5 år bliver min tip- oldemor og hendes datter Cathrine Kirstine Erikka Marie Jensens bliver min oldemor.

      • Jørgen Carlsen
      • 8. oktober 2012
      Svar

      Tak for den oplysende kommentar, hvorved der kommer personer, om jeg så må sige, på billedet.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.