En sidste gang følger her et indlæg om årets nostalgitræf, som finder sted som nævnt i overskriften.
At det er det sidste hænger sammen med med den oldingeregel, der hedder, at oldinge bør indrette deres gøremål efter den faktiske energi og derved ikke påtage sig forpligtelser, der ikke løbende tilpasses kræfterne. Det er ikke det samme som der ikke vil være mulighed for en slentre-snakke-tur i Vemmetofte. Det vil dog kun blive nævnt i et dertil indrettet felt til højre – og enhver der har lyst til at invitere til en gåtur med andre, kan sende mig en dato og et tidspunkt, hvorefter det anføres i feltet.
Til sagen – årets emne er “Skoven”. Hvad betød Vemmetoftes skove for deltagerne tidligere. De var der jo bare, som så meget andet, men måske knyttes særlige erindringer til skovene. Det kan vi snakke om på vores fodtur hen mod skolen, hvorfra drejes ind i skoven. Ved Kildeåen går vi til venstre og efter Prins Carls søer til højre med retning mod kirkegården. Her kan vi tage en snak med hvem vi måtte have kendt på turen rundt mellem gravene – og skulle en eller måske en anden have nøglen til kapellet, kan der blive mulighed for at gense dette – og måske høre Frits fortælle om, hvorledes hans far uden hensigt lukkede sig selv inde netop der. Herefter går vi tilbage til parkeringspladsen, og folk med trang til kaffe, som man selv har medbragt, kan drikke den og snakke videre – eller man kan køre uden kaffe, som man nu synes. Der er ikke så meget plads i læskuret, så en medbragt stol kan gøre underværker, hvis behovet for at sidde kræver det.
Hvis nogle ikke så godt gående gerne vil deltage, er det muligt at køre til kirkegården og mødes med de gående.
Når jeg tænker tilbage på Skoven i min barn- og ungdom, dukker mange erindringer op. Skoven var der jo, som nævnt, bare, men efterhånden udkrystalliseredes den.
Jeg husker mange gåture med min onkel Erik. Vi gik ofte ud forbi kirkegården og så hvorledes det gik med den dengang nyplantede birkeskov lidt længere fremme ad skovvejen. Det var spændende at se hvorledes de små træer voksede.
Undertiden var jeg med min far ude i granskoven i Dyrehaven og plukke champignon. Det blev ofte til en helt fyldt stor papirspose. Min mor lavede dem til en fortrinlig spise.
Der blev samlet kastanjer i skoven – de blev solgt efterfølgende til skovfogeden.
I skolen gik vi ikke mange ture i skoven, men hvert forår på rette tid, skulle vi ud og se skælroden – uden grønt – blomstre. Den voksede ved et bestemt træ i lindeallen mellem Prins Carrs små søer og Verdens Ende. Vi så naturligvis også kodriver og meget andet.
Der blev også kigget på de store bøgetræer ved skolen, dem med mangt en ridset og skåret inskription, og der kom brænde og juletræer fra skoven.
På engen i Dyrehaven fangede jeg sommerfugle inspireret af Torden W. Langer der deltog i Kvit eller dobbelt udsendelserne og vandt 10.000 kr. Siden gik jeg over til at fotografere sommerfuglene.
Strandskoven lagde ofte sti til en hurtig cykeltur mellem Vemmetofte strand og Sibirien, når jeg skulle til Faxe Ladeplads for at købe for 25 øre leverpostej. Det var fabelagtigt at køre på den sti, der lå helt ud til skrænten – og følgelig undertiden forsvandt i havet. Hvorefter en afvigelse blev etableret.
Når cykelturen gik til Tågerup, hvor min mormor og morfar boede, gik turen først gennem Vesterskov. Jeg kørte ind mellem Tømmer Pouls hus og savværket, drejede til højre og lærte efterhånden at åbne leddets lille låge i nærmest fuld fart. I Helledeskoven, drejede jeg ofte til venstre lige efter at have passeret en å, som jeg kørte langs med til stien drejede ad Galopstien, en bulet vej, der var sjov at køre på og som måske var opstået fordi der tidligere var reddet i galop på den, men det ved jeg nu ikke.
En af de meget gode oplevelser fra skoven var når den lige var sprunget ud i maj og det havde regnet en smule. Denne lysegrønne farvepragt kombineret med lugten efter nyfalden regn var uforlignelig og huskes næsten lige så godt som lugten af gammel kogt høne i min mormors køkken. Måske kan denne særlige erindring af majskovens herlighed genopleves på spadsereturen til kirkegården.
Hvad husker du om din skov i barndommen?
Billedet herover er fra ca 1958 og er taget på stien fra skolen mod Kildeåen. Man ser broen – og vi kommer forbi netop det sted hvor billedet er taget. Måske er der held til at tage et nyt samme sted – i farver.
Der er ikke behov for tilmelding til træffet. Mød blot op senest 13,30 og medbring, som nævnt, egen kaffe, hvis turen skulle aktivere kaffetrang efterfølgende.
Lyder herligt – jeg ser om jeg kan nå det ???
Vi ses måske.