Nostalgitræffet 2024 – Vemmetofte Klosters bibliotek

Nostalgitræffet  2024 fandt sted den 22. maj.

En dejlig forårsdag mødtes omkring 25 tilmeldte på parkeringspladsen i Vemmetofte. Det viste sig dog at være lidt blæsevejr, hvorfor den sædvanlige præsentationsrunde blev henlagt til ”lille plæne” vest for Det gamle Apotek. Undervejs blev stillet enkelte spørgsmål. Jeg husker 2 af dem. Det første var om hospitalet i Spjellerup. Det var ikke et hospital i traditionel forstand, men en institution hvor værdigt trængende kunne nyde ophold i den sidste del af deres liv. Man finder et billede på arkiv dk og en kort forklaring. Hospitalet er i øvrigt blevet solgt.

Om hospitalet kunne Frits oplyse, at dets sidste beboer i traditionel forstand var Alma Ipsen. Han nævnte også, at hendes bror, Svend Ipsen fra Bagerstedet, havde dyrket jorden, der hørte til hospitalet.

Det næste spørgsmål drejede sig om hvorvidt H. C.  Andersens havde besøgt Vemmetofte. Leif Madsen kunne berette, at han havde været her en enkelt gang – uden overnatning. Det var i den forbindelse HCA nævnte, at man kaldte den yngste konventualinde, som var 60 år, for barnet.

Det viser sig, at man kan finde den tekst i H. C.  Andersens dagbøger hvor netop turen til Vemmetofte omtales. Han opholdt sig på det tidspunkt på Bregentved. Her følger teksten fra hans dagbog, idet det jo kan være interessant at læse, hvad Andersen havde oplevet den dag, som var som var søndag den 17. juli 1842.1

Bestemt mig til at opgive Besøget paa Breitenburg og blive her Contessens Geburtsdag over! – I Kirken hørt Brasch, spist 1 ½ og kjørt Klokken 3 ¼ til Vemmeltofte; (Unsgaard er død) vi lagde Veien over Jomfruens Egede, tæt ved Veien staar to kolosale Ege; paa Vemmeltofte er Priorinden en Frøken Leth, den ældste er 90 Aar, den yngste, der kaldes Barnet, henved 60; de kom alle til Vinduet, hele Klosteret i Bevægelse; Skytterne holdt til Hest for os ved Indkjørselen. Flere Værelser med forgyldt Læder eller Silketøi med forgyldte Fugle. Prinser og Prindsesser unge og smukke hang paa Væggen, nu ere de døde og døde, som gamle, een af disse gamle Frøkeners Moder har maaskee elsket ulykkelig en af disse og nu ser den gamle Datter Moderens evig unge Elsker. I en Sal var et Vippebret, endnu fra Stifterindens Tid. Frøken Morgenstjerne førte mig om. – Vi kjørte en deilig Skov-Vei til Stranden, som vi fulgte under Skov, hen til Lodsens Huus, hvor Døren var pyntet for os med Grønt. Flag vaiede; Søen Blikstille, Solen gik ned med et blændende Guld, saa der stod en Regnbue op mod Kjøbenhavn; inde i Skoven glødede Luften / mod de mørkegrønne Træer, som den rigeste Forgyldning; Folk stod og svingede med Hatten; jeg kjørte alene med Greven; Maanen i første Qvarteer var baade i Opgang og i Nedgang, dette sælsomme Tusmørke. Flugten vi toge, gav det noget fremmed, eiendommeligt, Kl 12 hjemme.

Fra lille plæne gik turen til Vemmetofte Klosters bibliotek som var målet for årets træf. I porten blev forsamlingen orienteret om et ny toilet i Vemmetofte. Det ligger først i porten til højre – i det værelse min far beboede fra 1. maj 1929 og i øvrigt havde som værelse i det meste af sin tid på klosteret.

Det var en storartet oplevelse at være på besøg i biblioteket igen. Det er mere end 60 år siden jeg var der sidst. Dengang kunne jeg lide at være der. Mængden af bøger, fint indbundne, gjorde stort indtryk. Vægten af nogle af bøgerne, når jeg holdt dem i hånden, var imponerende, ligesom lyden af papiret, når jeg kiggede i indholdet. Det var ikke just 80 gr. papir. Trykket var interesseret at se, de gotiske bogstaver kunne læses, hvilket var lært i Vemmetofte skole.

Leif Madsen fortalte om biblioteket og de meget få ændringer der er foretaget. Man har den nye afdeling med bøger tilkommet efter 1892, og den gamle afdeling, som rummer bøger erhvervet før 1892. Denne sidste afdeling er nu aflåst. Herudover er der ikke længere mulighed for at låne bøger på biblioteket i en åbningstid, men Klosterets beboere har adgang til at låne efter behov i den nye afdeling.

Det var prins Carl og prinsesse Sophie Hedevigs livlæge, Etatsråd Andreas Høyelse eller Høielse, som han nogle gange staves, der testamenterede en del af sin omfattende bogsamling til Vemmetofte efter sin død i 1775. Den er grundstammen i bibliotekets samling, der nu er ganske omfattende.

Leif Madsen kunne endvidere fortælle, at 1892 er et vigtigt årstal, fordi det var året, hvor alle bibliotekets bøger blev katalogiserede. For nogle år siden gennemgik man enkeltvis alle de gamle bøger ved at sammenholde dem med katalogets angivelse. Der var stor overensstemmelse og det viste sig at næsten alle bøger var til stede. Særligt bemærkede jeg hans bemærkninger om, at de unge mennesker, der hjalp til med at tage bøgerne ned og sætte dem på plads igen, havde udvist en stor glæde ved dette arbejde. Det var bemærkelsesværdigt at høre om deres fornøjelse ved at have disse gamle værker i hånden.  Lige netop dette kan jeg meget vel forstå. Det var også det der i sin tid fascinerede mig, når jeg gik over på biblioteket og så på herlighederne. Det må være disse gamle bøger, der siden førte til, at jeg altid har kunnet lide gamle bøger og ind imellem har kunnet købe nogle til ganske få penge i genbrugsbutikker.

Som det fremgår af de to billedgallerier (klik på et billede hvorefter de kan gennemses i stor størrelse) blev en del bøger taget frem. Man fornemmer næsten lyden, når man ser billederne. Tykke bøger, bibler, muslinge- og sneglebogen på næsten 1 m2 – eller lidt mindre. Flora Danica. De håndskrevne ligprædikener holdt ved begravelserne af Prins Carl og Prinsesse Sophie Hedevig, hendes lille skitsebog med hænderne.

Det første billede fra skitsebogen herunder er stillet til rådighed af C. D. Reventlow, der var hurtig til at tage billedet, da jeg ikke kunne få mit kamera til at fokusere. Det har nogenlunde den rette farve. Det diapositiv jeg tog for mere end 60 år siden af samme motiv har tidens tand ikke været så god ved. Bedre er det gået med billedet af lukketøjet på skitsebogen. Jeg havde 3 mellemringe til mit spejlreflekskamera, der muliggjorde nærbillederne dengang.

Efter en times tid var vi færdige med at se biblioteket. Tak til Leif Madsen for at muliggøre denne storartede oplevelse. Og i øvrigt tak til Leif for indsatsen ved tidligere træf.

Turen fortsatte til Tehuset i klosterhaven hvor Vibeke havde dækket op til kaffe og bagværk. Der var en lystig snak til vi nåede til vejs ende og skiltes for at gå hver til sit efter endnu en spændende tur i Vemmetofte.

Lad mig i øvrigt slutte med følgende om nostalgitræffene:

Alt har som bekendt sin tid. Det første nostalgitræf fandt sted i 2016, og jeg har – som følge af nedadgående energi – besluttet at træffet i 2024 var det sidste med organisering af kaffebord. Det sidste og 10. nostalgitræf med et særligt blogindlæg som introduktion til træffet bliver det i 2025. Nærmere følger, men datoen fremgår allerede nu i sidebjælken til højre.

Senere kan man naturligvis mødes og gå en tur – også nærmere følger.

  1. H. C. Andersens dagbøger 1825-1875 bind II 1836-1844, udgivet Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gads Forlag, 1973 side 248-249. ↩︎

Tags: ,
Forrige post
Skolekomedie Vemmetofte skole ca 1953 (2)
Skolen

Vemmetofte skole – skolekomedie ca 1953

Næste post
Personale-omkring-1910-15
Vemmetofte

Vemmetofte Kloster omkring 1910

Comments

    • Randi Madsen
    • 11. april 2025
    Svar

    Tak Jørgen for fint referat og fotos fra vores sidste træf. Det var interessant at se de mange gamle bøger og høre om biblioteket .
    Vi ses om en måneds tid.
    Hilsen Randi Madsen

      • Jørgen
      • 11. april 2025
      Svar

      Velbekomme – ja, det var en fornøjelse at besøge biblioteket.
      Vi ses den 15. maj.

    • Gunilla Kristina Heick
    • 11. april 2025
    Svar

    Jeg besøgte biblioteket sammen med en bibliotekarveninde for måske 25 år siden. Dengang var Palle Rosenhøj bibliotekar, og han viste os bl a de flotte Flora Danica-bøger. En stor oplevelse!

      • Jørgen
      • 11. april 2025
      Svar

      Sådanne dejlige oplevelser er gode at huske!

      • Jens-Erik Winther Hansen
      • 11. april 2025
      Svar

      Organiseret kaffebord eller ej, vi glæder os til den 15 maj.
      Sonja og Jens

        • Jørgen
        • 12. april 2025
        Svar

        Vi ses.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.