Nostalgitræffet 2025

Årets nostalgitræf fandt sted den 15. maj 2025. Vejret var næsten det bedste det kunne blive. Solen skinnede, men der var lidt rigelig vind. I skoven var der læ.

Vi samledes på parkeringspladsen i Vemmetofte, 21-22 personer havde fundet vej, nogle gengangere, nogle nye. Morten, der har skrevet om sin indsats da posthuset brændte natten mellem 1969 og 1970, havde taget turen fra Fåborg for at deltage. Læs hans beretning nederst i indlægget om hvorfor parkeringspladsen ligger hvor den ligger.

Efter den sædvanlige runde, gik turen ad stien mellem de to hække til skolen. Det gode spørgsmål om, hvorfor den inderste hæk tidligere var betydeligt højere end den yderste, blev stillet, men ikke besvaret. Hækkene blev i sin håndklippet af Lille Aksel (Store Aksel blev omtalt i forrige indlæg). Det var et stilladskrævende arbejde, der hver sommer varede mere end to uger.

Ved skolen gjordes holdt, men det viste sig (atter), at de to store bøgetræer med diverse indridsede ord og tegn ikke længere stod at skue ved indgangen til skoven.

I adstadigt tempo gik vi mod Kildeåen. Hvor meget der blev talt om skovens betydning i barndommen, er ikke klart, men jeg talte dog med Nina og Frits herom. De havde mest af alt brugt skoven som legeplads, og vi huskede utallige cykelture ad stierne som den vi gik på. En yndet tur var ud til Verdens Ende – op ad den lettere vej og ned ad den stejle – og tilbage igen. Eller omvendt – op ad den stejle, da kræfter og fart var til det.

I forhold til billedet (se lidt nede) jeg tog for ca 67 år siden, er ovenstående billede taget lidt længere fremme. Man ser at broen ikke længere er udstyret med rækværk. Det er muligvis det samme træ, der står på det fjerne hjørne til venstre, men træet der stod på det nærmeste hjørne til højre er nu et stød, der lige anes på billedet.

Den let ændrede position kan give det indtryk, at det lyse træ med de to grene øverst er det samme som der ses herunder. Stien ser i øvrigt ud til at være blevet lidt smallere, men sådan kan det jo gå.

Det gamle sort-hvide billede fra en god forårsdag for længe siden.

Vi gik videre ad Evighedsstien i nordlig retning og talte om slægtsforskning, skælrod, Prins Carls 3 små søer til karbehold, hvoraf en ses herover efter vi var drejet til højre lige efter søerne. Der var ingen bro længere, hvilket skyldes, at Kildeåen er ført ad en lidt anden vej og ikke længere løber gennem rør på disse kanter. Herfra var retningen direkte mod kirkegården.

Zeltners kapel fra vist nok 1863 stod som det altid har stået.

Der skulle, som det ses, en håndfuld nøgle til at åbne døren. To gange rundt skulle nøglen. Randi havde lånt nøglen, således at kapellet atter kunne besøges eller genbesøges.

I smågrupper indfandt deltagerne sig efterhånden i kapellet.

Her ses lidt af kirkegården inde fra kapellet.

At være i kapellet endnu engang, var en speciel oplevelse. Det var som om roen faldt på. Folk var der bare. Det virkede som en stund til refleksion og stille væren i denne urolige verden i et rum, hvor man intet andet skulle end blot være. Hvilket dejligt moment.

Der blev dog også talt lidt. Frits kunne fortælle, at en af hans fars første opgaver som maskinist i Vemmetofte i 1949, var at ordne et eller andet i kapellet. Det lykkedes ham af en grund der endnu er ukendt at låse sig inde i selvsamme kapel og først efter en rum tid at komme ud igen.

Da undertegnede så Priorinde Rosenørns navn blandt de mange konventualinders og priorinders navne på kapellets tavler, fik det mig til at tænke på, at hun er den ældste person jeg husker og har kendt. At hun var født i 1860, altså før krigen i 1864, siger et og andet om, at Anna Rosenørn blev en gammel dame. Hun døde i 1958. Det fortæller også, at jeg er blevet en gammel mand – fra 1860 til 2025 er der trods alt en del år.

Torben Lassen har sendt sine indtryk fra kapellet, der ses i galleriet herunder. Tryk på et billede og dem større.

Herefter fortsættes med flere indtryk fra kirkegården.

Efter denne psykisk set velgørende oplevelse, gjordes kirkegården endnu engang. At damernes gravstene af marmor er blevet renoverede ses tydeligt. Karen Bardenfleths gravsten står flot og skarpt.

Effekten af tidens tand ses imidlertid også på kirkegården. Således er det tydeligt, at Karen Danielsens gravsten ikke længere er hvad den har været, men den giver dog stadig alt hvad der i denne sammenhæng skal vides om Karen Danielsen af Vemmetofte Strand.

Efterhånden forlod vi kirkegården i grupper. De fleste gik nok igennem klosterhaven, som man naturligt kommer ind i gennem den låge, Prinsesse Sophie Hedevig vel har benyttet, efter at være gået over Prinsessebroen over Kildeåen, når hun skulle ud i sin lysthave, der nu er kirkegård. Det er et fint lys der ses her.

Nogle kom forbi den gamle kæmpeeg med en omkreds jeg ikke husker, men der skal adskillige mennesker til at kramme den, som man selvfølgelig skal gøre med et træ i ny og næ.

Tilbage på parkeringspladsen blev kaffe og kage indtaget som det nu faldt sig for, veludstyret med, som det ses, moderne bekvemmeligheder.

Det var en dejlig eftermiddag.

Dette var således det sidste nostalgitræf. Det viste sig at være en god ide, jeg fik for ti år siden efterfulgt af Randis (hun kigger mod kameraet herover) ide om at gøre det igen og igen. 10 gange er noget. Coronaåret var uforeneligt med et træf, men året efter blev det til to.

Må jeg herved sige tak til de af klosterets beboere, der viste rundt, til direktør Leif Madsen for hans deltagelse, herunder muliggørelse af oplevelser, der er forundt de få, og til Vibeke for kaffe og kage i præsteboligen ude som inde afhængigt af vejret.

Men en særlig tak må naturligvis lyde til samtlige deltagere gennem alle 10 år. Det har været en storartet oplevelse, som de gamle konventualinder på klosteret ville sige.

At dette format ophører, er ikke ensbetydende med, at det er umuligt at gå en tur og snakke i og om Vemmetofte. Som det ses i feltet til højre, er der allerede angivet en dato for en gåtur. Der er plads til flere.