Nostalgitræf 2 fandt sted 2. tirsdag i maj kl.13.30, den 9. maj 2017. Der var 10 deltagere. Nogle var gengangere fra sidste år, andre førstegangsdeltagere.
Vejret artede sig. Det var mest overskyet, men en smule solskin viste sig også. Der var udsigt til en lille smule regn, men det holdt tørt. Skoven viste sig fra en lysegrøn side, uagtet det vinterkølige vejr vi har haft og stadig har.
Efter en præsentationsrunde på parkeringspladsen, gik vi gennem Klosterhaven og ud mod Verdens Ende (af deltagerne fra St. Spjellrup kendt som Højen i Vemmetofte. Er man fra Vemmetofte, ved man, at Højen er ved stranden, hvilken høj ikke havde noget navn, hvis man kom udenbys fra. Interessant.) Stien mellem den nordlige låge og Verdens Ende er Kærlighedsstien, og den tur var den længste klosterets beboere i tidligere tider måtte gå.
Her er vi nået til det sidste kryds før Verdens Ende. Fra venstre ses Nina, Jytte, Stefan, Mikael og Randi.
Her er fotografen udskiftet med en anden. Jørgen har overladt kameraet til Randi.
Her kommer Frits, Anne og Reijo. Bente må gemme sig bag Fritz.
Kildeåen passeres lige før Verdens Ende.
Her er den så, enden altså. I tidligere tider var det lettest at bestige knolden højre om træet, men stien synes at være groet noget til.
Stengærdet, der angiver grænsen til St. Spjellerup, ligger hvor det har ligget i umindelige tider. Om der stadig bor ræve i det vides ikke.
Her er Bente på vej op ad den stejle adgang til knolden.
Deltagerne muntrer sig med gensynet.
Igen er jeg kommet med på et billede.
Vi fortsatte turen og snakken – til venstre over engen, til venstre derefter og til højre i dette kryds – og atter til højre.
De gamle ege står endnu.
Især var gensynet med det hule træ fornøjeligt. Frits mindes hvorledes det var muligt at presse sig opad i træet.
Han huskede også at hjælpemidler var anbragt – og sandelig var et stykke ståltråd stadig at se.
Snart efter var vi nået til kirkegården.
På billedet ses den lave mur, som Leif Madsen sidste år forklarede var en rest fra Prinsessens lysthave. Den havde derfor intet at gøre med at markere fraværet af lighed efter døden som jeg ellers havde ytret mig om.
På den anden side måtte vi jo konstatere at ingen konventualinder var gravsatte på den vestlige side af muren og ingen tjenende ånder på den østlige.
Men det er nok ganske tilfældigt.
Reijo synes især vi skulle dvæle ved Priorinde Rosenørns grav. Han huskede bl.a. at hun havde fortalt hvorledes hun og familien måtte tage væk i 1864, idet hun da var 4 år. Jeg tænker af og til på at hun altid sagde “faer” om min far og Reijo huskede hvorledes krig og børn blev udtalt på tilsvarende vis.
Reijo genfortalte i øvrigt min fars oplevelse af spøgelset på Vemmetofte den første nat han sov i sit nye værelse i 1929. Det puslede og puslede – men spøgelet var det nu ikke, blot skorstensfejeren, der var tidlig på den.
… hvorefter vi gik hen til Præsteboligen og fik kaffe og kage hos Vibeke. Mikael syntes det var meget morsomt at være i huset igen. Han mindedes 25 juleaftener i en af stuerne.
Det var en fornøjelig eftermiddag. Næste gang er anden tirsdag i maj den 8. maj 2018. Som tiden dog ubønhørligt går.
“På den anden side måtte vi jo konstatere at ingen konventualinder var gravsatte på den vestlige side af muren og ingen tjenende ånder på den østlige. Men det er nok ganske tilfældigt.”
Selvfølgelig er det ikke tilfældigt, men hvor moderne konspirationsteoretikere rundet af 60’generationens ligeberettigelsestanke, gerne ser en markering af forskel på “adel og bonde”, der rækker ud over døden, er situationen en anden:
Omkring 1860 måtte det daværende kapel rives ned. Det stod tæt ved den nuværende indgang, som dengang var i et hjørne af kirkegården. I dette kapel var priorinder og konventualinder fra gammel tid traditionelt blevet gravsat – dvs. sat på hylder med en kisteplade i stedet for en gravsten. Fornuftigvis valgte man ikke at fortsætte traditionen i det nye kapel, men at jordbegrave alle kisterne på en gang. Kirkegården blev derfor udvidet. Det er fra den omtalte indre mur og nordøst ud. På kirkegårdens nye areal blev alle disse kister begravet og et nyt kapel bygget. Det er sådan set derfor, alle priorinder og konventualinder ligger begravet samlet der. Man har måske i praksis fortsat traditionen med at begrave afdøde på den respektive side af den indre mur, men der er mig bekendt ingen forskrift herom eller andet arkivmateriale, der skulle vise, at der ligger en særlig ideologi bag. De nye gravsteder forekommer hverken større eller anderledes eller på anden måde mere attraktive i forhold til de gamle gravsteder.
Og kistepladerne? De blev pillet af inden begravelsen og hængt op i klosterkirken, hvor de ses den dag i dag.
Selvfølgelig bøjer jeg mig for forklaringerne. Fakta er at foretrække for alternative fakta, og nu går den så længere at forfægte min gamle onkels synspunkt om muren, som ellers var en del af min “barnelærdom”.