En mail fra Sigurd Gudiksen

Kære Jørgen Carlsen.

Jeg har lige været på din Vemmetofteside, og haft glæde af såvel teksten som billederne.

Måske du kan bruge nogle af nedenstående oplysninger:

Mit barndomshjem var en nu nedlagt gård i Ll.Spjellerup. Jeg blev døbt i Vemmetofte kirke den 22. september 1929, da Spjellerup kirke dengang var under restaurering. Som beboere i nærområdet havde vi mulighed for at låne bøger på Klosterets bibliotek, og jeg besøgte gerne biblioteket i den fastsatte åbningstid, hver fredag. Bibliotekaren var klosterfuldmægtig Pagh, der altid var iført ulastelig stribet habit – og cigar!

Jeg blev konfirmeret den 9. april 1943, og var gymnast på Spjellerup- St. Torøje gymnastikforenings såkaldte karlehold vintrene 43/44, 44/45, 45/46. En af disse vintre var klostertjener Carlsen leder af holdet, som jo trænede ugentlig i Spjellerup-Smerup centralskoles fine, nye gymnastiksal.

Min afdøde svoger, Christian Madsen, St. Spjellerup, har fortalt mig, at Carlsen og han var iniativtagere til at få stiftet en af de første håndboldklubber på Sjælland, og at holdet på et tidspunkt nåede at blive sjællandsmestre. Holdet trænede på skovengen i Vemmetofte Dyrehave.

Jeg erindrer klostertjener Carlsen som en meget venlig mand, i besiddelse af en rolig værdighed, som bevirkede, at han havde let ved at lede de undertiden ret robuste karle på gymnastiokholdet.

Jeg har som pensioneret præst megen glæde af at holde foredrag, bl.a. om digterpræsten Chr. Richardt. der jo var klosterpræst efter pastor Brasch (forfatter til “Vemmetoftes
Historie”).

De venligste hilsener.

Tak for denne hilsen om bl.a. min far som leder af håndbold- og gymnastikhold. I et gammelt fotoalbum har jeg fundet et billede af Spjellerup Karlehold. Det sidder blandt billeder fra 1935 og er måske fra den tid.

 Er der nogen der kan genkende karlene?

Opdatering:

Efterfølgende skriver Sigurd Gudiksen følgende:

Kære Jørgen Carlsen.
Tak for flot anbringelse af mit bidrag. Det var spændende for mig at
se “karlebilledet” nedenfor. Din far burde jo være med på billedet,
men jeg kan ikke “identificere” ham. Men personen i midten, bagerste række,
er Christian Madsen, fra 1946 ejer af fædrenegården “Kærholm”, hvis jorder omgiver
Spjellerup Mølle. Han blev 26. juni 1945 gift med min søster Gudrun.
Bedste hilsener.
Sigurd G.
Jeg kan tilføje at Gudrun Gudiksen kan ses på konfirmationsbillede fra 1938. Billedet er ikke fra Vemmetofte, som det fremgår af en kommentar. Min far er i øvrigt ikke med på billedet.

Badehusene ved Vemmetofte Strand igen

Endnu er par billeder er dukket op, som er illustrative for hvorledes badehusene blev sat op. Dette skal ses i forlængelse af forrige indlæg.

Begge billeder er taget ved badehuset længst fra molen. Der var behørigt skiltet med “Adgang forbudt”, så man kunne have det for sig selv.

På billedet ses tydeligt hvorledes huset var pælebåret. Der var gelænder for, så man ikke faldt i vandet, og stof eller noget på trappen, så man ikke fik splinter i fødderne eller gled, når den blev glat.

Billedet er er sommeren 1954. Jeg er øverst, i midten sidder Frits, maskinistens søn, og nederst ses min bror Mogens. Det er snart 60 år siden.

Dette billede er taget en dag med fralandsvind. Kan det passe der er lavet en lille tilbygning til dette badehus, så der er en læplads. Det ser i alle tilfælde ud til der er to bænke. Sådan er det ikke på det øverste. Konstruktion gangbroen hviler på ind mod molen anes i baggrunden.

Øverst ses min fætter Frank, så min kusine Inge-Lise, min bror og nederst overtegnede, nu med lidt flere armmuskler.

Badehusene ved Vemmetofte Strand

Som omtalt i et indlæg om molen ved Vemmetofte Strand har jeg ikke umiddelbart fundet billeder af badehusene. Jeg har imidlertid fundet et par stykker nu.

Badehusene kom man til ved at gå ud på molen. Et pænt stykke ude, når det flade sykke holdt op, kom man til en gangbro, der lå på stenene og derefter gik mod højre. Nærmest molen lå badehuset som benyttedes af klosterdamerne og de øverste embedsmænd.

Mon ikke det er det badehus der ses på billedet. Jeg husker der var en læ-væg på dette badehus. Den ses. Hvem pesonerne er kan man ikke ane noget om. Mon ikke manden i vandet er min far, der jo holdt til i det andet badehus, hvorfra billedet formentlig er taget.

Badehus ved Vemmetofte Strand

Det andet badehus kunne benyttes af personalet – og af os børn, når vi blev store nok. Det lå længere fra molen.

Badehusene blev tage ned om efteråret og sat op igen om foråret.

 Her ses min far ved badehuset. Han må have været ret ung dengang, dels jvf. påklædningen, som jeg ikke har se ham i og dels fordi han da vist ikke er helt skaldet endnu. Tasken mener jeg ganske bestemt at kunne huske hjemmefra da den ikke længere var i brug.

Vemmetofte Købmandshandel

Heidi Stage har skrevet en kommentar til mit indlæg om Stengærdet ved Vemmetofte Købmandshandel. Hun efterlyser et billede. Jeg er ikke så sikker på, der gemme sig et i samlingen af billeder, men i en mappe med udklip samlet af min far fra tiden før 1975 har jeg fundet et af “Købmanden” som min mor har gemt og lagt i samme mappe. Det er fra 1987 – og bygningen var altså ikke revet ned endnu på dette tidspunkt, men det må vel være sket relativt hurtigt derefter, antager jeg. Er der nogen der ved det?

Det er meget sjovt at se billedet, der givet vis er fra Dagbladet. Af uforklarlige grunden synes man at “Købmanden” var en Brugs. Måske var det tilfældet, men jeg tror det nu ikke.

Det er ren nostalgi at se billedet. Utallige er de gange jeg er gået op ad trappen for at købe 1/4 pund kaffe (125 gram). Den gode, gamle kaffemølle stod i vinduet, der her er skjult af Faxe Fad. Derunder ses lemmen gennem hvilken opfyldning af øl og sodavand – i trækasser – fandt sted. Det var hårdt at være bydreng og være med til at håndtere disse kasser, der siden skulle op i butikken – og måske videre ud til kunder der skulle have en kasse med 50 Tuborg.

Hvem mon manden med trillebøren til venstre for bygningen er?

Jeg må heller spørge Dagbladet, hvordan indstillingen til Copyright på dette billede – og andre udklip – er?

Lis Larsens erindringer fra Vemmetofte

Maskinisthuset 1934

I løbet af oktober 2013 har Lis Larsen skrevet en række kommentarer på bloggen og jeg har desuden korresponderet lidt med hende pr. mail.

Hun har tilbragt mangt en barndomsferie i Vemmetofte – hos sine mor-forældre, Carl og Anna, der boede i Maskinisthuset.

Hendes bror er Per Diepgen, der døde sidste år, og som har bidraget med en omfattende beretning, Gammelnyt fra Vemmetofte, forskellige kommentarer samt noget Om rationeringsmærker.

De fleste kommentarer fra Lis Larsen findes under et indlæg om Musestenen, men der findes også kommentarer under På Vemmetofte Kloster igen og Forpagterboligen i Vemmetofte.

I forbindelse med de sidste kommentarer har Mikael Vakkala omtalt Reijo, hans far, og Satu, hans faster, og Lis husker mange gode stunder sammen med dem.

Billedet af Maskinisthuset er fra 1934 og sidder i min fars album.