Skolevejen i Vemmetofte

Skolevejen i Vemmetofte

På billedet ses min bror, Mogens (1947-2023), på vej til skole. Mon det er på hans første skoledag, vores far har taget dette billede? Det er i alle tilfælde scannet fra hans negativer, om end scanningen ikke er særlig god.

Hvis det er første skoledag, er det sikkert 1. april 1954. Det er koldt, der er ikke blade på træerne. Han går dér ganske alene med plus-fours, vinterjakke, skindhue og skoletasken over skulderen. Der foregår ikke andet på billedet end at Mogens går. Alligevel er der meget at se.

Han er ud for kantorboligen, de hvide sten står der vist ikke mere. Han er også ud for sit barndomshjem i Det gl. Apotek. Lille Plæne ses til højre, hækkene på hver side af stien ses tydeligt, den inderste højere end den yderste. Der holder en bil ud for brevsamlingsstedet, og bygningen anes til venstre. Nu er der P-plads, idet huset brændte nytårsnat 1969-70. I grøften sad vi om foråret og skrev bilnumre. H 1 var ambulancen i Fakse, H 3 var dr. Pedersen, Fakse Ladeplads. H var kendingsbogstav for Præstø Amt. Når solen havde bevirket skoldning på de bare ben, plukkede vi skræppeblade og brugte dem som skyggegivere.

Skolen ligger nogenlunde hvor et vejskilt i højre side kan anes. Lille klasse og Musebogen ventede.

Der forekommer at være en emotionel tone over billedet. Jeg har gennem nogen tid spekuleret på, hvilke ord det kunne være passende at anvende om denne emotionelle tone. Ordene er: Lille mand på vej ud i stor verden.

2 tanker om "Skolevejen i Vemmetofte"

  1. Randi Madsen

    Interessant foto, for ja, der er meget at se på det foto af Mogens på vej til skole. Bl.a. er det et tilbage-kig til tiden, hvor vi gik i højre side af vejen (Mogens går i hvert fald næsten i højre side). Husker ikke helt hvornår det blev indført, vi skulle gå i venstre side, men at det var svært at vænne sig til, husker jeg.
    Men hvorfor gik han mon ikke i sikkerhed ad stien bag hækken ……… Formentlig fordi at han og/eller jeres forældre har vurderet, at det dengang næsten var helt ufarligt som lille skoledreng at færdes på vejen.
    Dejligt foto, ja.

    Svar
    1. Jørgen Carlsen Forfatter

      Det er sjovt du nævner, at Mogens går i højre side af vejen med ryggen til trafikken. Jeg tænkte over om jeg skulle nævne det, men valgte det fra.
      Der var sikkert ikke meget trafik dengang, og egentlig tror jeg vi gik på vejen, når vi gik. På stien var de jo ikke meget at se.
      Jeg ved ikke hvornår det blev indført, at man skulle gå i venstre side, men jeg lærte det af en onkel. Nu om stunder ser det ikke ud til, at det er en almindelig forståelse. Ganske ofte er der fodgængere på cykelstierne her med ryggen mod trafikken, hvilket ikke er så smart.
      Det glæder mig du kan lide billedet. Det var i øvrigt dejligt med en kommentar.

      Svar

Kommentarer værdsættes - skrives i feltet herunder, navn og email udfyldes. Tryk send. Er det en førstegangskommentar afventer den godkendelse.

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.