For 75 år siden, den 4. maj 1945 kl. 20.36, lød frihedsbudskabet. Danmark var ikke længere besat af Tyskland.
I Vemmetofte blev meddelelsen fra London naturligvis også hørt, og jeg antager at det førte til begejstrede reaktioner, hvor alle og enhver, der kunne kom ud i byen fejrede at nu var det slut med de mørke år. Mørklægningsgardinerne blev afløst af levende lys i vinduerne og begejstringen ville givet vis ingen ende tage.
Jeg var ikke så gammel på tidspunkt, og tidspunktet for frihedsbudskabet var sikkert ensbetydende med at jeg sov sødeligt i min seng. Jeg har naturligvis ingen som helst erindring om at jeg blev forladt sovende denne aften, idet mine forældre antagelig havde let ved at forlade mig – han plejer jo ikke at vågne – og det var dem som sådan vel undt. Der var grund til at fejre at WWII nu var slut for Danmarks vedkommende. Det skete naturligvis også på klosteret, har jeg siden forstået.
De efterfølgende år vedblev man med den opståede tradition – levende lys skulle sættes i vinduerne den 4, maj. Det var en betydningsfuld dag – og det er det stadig.
Er der læsere af bloggen der husker aftenen, er en kommentar meget velkommen.
Herunder følger to ting. Først frihedsbudskabet. Derefter et brev til mine forældre og mig. At jeg var med i det kan ses af indledningen: Kære alle tre.