Tag-arkiv: Molen ved Vemmetofte Strand

Molen ved Vemmetofte Strand

Sådan omtrent ser molen ved Vemmetofte Strand ud på nuværende tidspunkt. Hvad tidens tand har gjort ved molen ved jeg ikke rigtig, men den ser lidt medtaget ud. Den bruges jo heller ikke til noget længere. Tidligere var der to badehuse til højre for molen. De blev stillet op om sommeren og taget ned for vinteren. En gangbro gjorde det muligt at nå det yderste.

Desværre har jeg ikke umiddelbart billeder af badehusene, men måske findes der et i gemmerne på et tidspunkt. Måske ikke. Vi må se.

Norma Knudsen har sendt et billede af molen, som Erik Nielsen har. Det kaldes Molen ved Lysterhust. Hvornår molen er etableret melder historien ikke noget om, men det er jo tydeligt at se, at det var meningen molen skulle bruges – der er jo nærmest en vej på den. Skal vi gætte på, der har været transporteret gods, der ankom med skib? Og måske omvendt.

Da jeg i sin tid måtte benytte det yderste badehus, skulle nøglen hentes i Lysterhuset. Den hang på sin plads i vindfanget.

 

OPDATERING:

Norma Knudsen har i en mail tydeliggjort hvad de øvrige huse på det gamle billede kaldes.

Hun skriver:

Nu er jeg jo ikke klar over, om  du kender navnene på de andre huse på stranden…… Så for en sikkerheds skyld: Nr. 1 th. Skovfogedstedet – nr. 2 Den gl. Skovriddergård – nr. 3 Birthes Hus – nr. 4 ved jeg ikke, men JEG kalder det Krarups hus (fam. har lejet huset siden sidst i 1800-tallet! Du kan sikkert få det officielle navn på klosterkontoret.
Jeg bor i “Birthes Hus” og har forsøgt at finde ud af hvem Birthe var. På kirkegården i Vemmetofte ligger en “Birthe af Vemmetofte Strand” – måske er det hende?
I den gl. Skovridderbygning boede en familie Danielsen, der mistede deres far i Bøgestrømmen under stormfloden i 1873. Klostret bekostede senere sønnens (Jens 1868-1942) uddannelse til lærer. Jens Danielsen har skrevet om sin barndom i Vemmetofte, en lærerig lille sag, som kan erhverves på “Faxe Herreds Lokalhistoriske Arkiv”.