Vemmetofte Bageri

I forrige indlæg fortalte jeg at Vemmetofte Klosters Bageri kan beses på et museum. Jeg har ikke nogen erindring af at Vemmetofte Bageri fungerede som sådan da jeg var barn, men jeg ved på den anden side ej heller hvornår det ophørte.

Siden blev brød m.v. leveret fra Bager Olsen i Fakse, og man kunne i mange år købe brød, kager, is og slik i brødudsalget.

Jeg husker naturligvis Svend Ipsen og hans kone Solvej, men dette skal meste handle om Alma, søster til Svend. Hun stod for brødudsalget. Jeg husker naturligvis også Svend og Solvejs søn, Niels – kaldet BagerNiels, og bl.a. står den støj, han bedre end de fleste kunne levere, når han løb på rulleskøjter igennem Vemmetofte, tydeligt i erindringen. Han formåede at få en usædvanlig fart på ved hjælp af nogle meget imponerende armsving. Det var dengang, der var noget ved rulleskøjter- og deres jernhjul.

Inden jeg skriver om at købe brød hos Alma er her et billede af Svend foran den bil hvori brødet – før min tid – transporteredes. Jeg vil antage, at det er fra ca. 1930, idet det sidder i et gammelt album lige før billeder der er dateret 1930. Billedet er taget foran voldgraven kan man se, idet jernstængerne er tydelige.

Svend fra Vemmetofte Bageri

Når man skulle til bageren, foregik det på cykel. Man kunne stille den ved husmuren – eller man kunne lande ved trappen og hoppe af der. Når døren blev åbnet lød der en klokkeringning, idet en pal ramte en klokke i en fjeder – og Alma kunne høre, der var kunder i butikken. Hun ville sikkert høre hvad det skulle være.

Det kunne være et lille rugbrød. Et lille rugbrød var halvdelen af et rugbrød. Et rugbrød var halvdelen af et stort rugbrød. Egentlig var et lille rugbrød et kvart rugbrød. Det blev skåret over på en brødmaskine.
Alma havde et formidabelt øjemål – hun anbragte brødet, justerede det lidt – og skar det igennem. Det tiloversblevne blev lagt tilbage på hylden og det andet pakket ind i et stykke let bagerpapir, som lå i en bunke på disken.

Skulle man have et halvt franskbrød – dengang var der kun en slags, men det var godt – blev et helt på tilsvarende vis skåret over. Med en kniv. Jeg husker ganske præcist de håndbevægelser Alma gjorde. Kniven blev anbragt, vendtre hånd blev løftet lidt, justering blev foretaget – og venstre hånd holdt fast om brødet, der blev skåret over med højre. Og pakket ind …

Man kunne få kager af forskellig slags – såvel flødeskumskager som tørkager, og desuden wienerbrød, stænger og kringler.

Ispinde og andre slags slik var en mulighed. En rund 25-øres jordbæris var ikke at foragte og det var en 10-øres salmiakstang heller ikke. Det blev vist indkøbt enkelte flere end aftalt med husholdningspungens indehaver.

Naturligvis kunne man også købe morgenbrød – om søndagen. Vi fik rundstykker og kryddere. I lange tider leverede Alma morgenbrødet. Hun kom farende – alt hvad hun gjorde gik hurtigt – på sin cykel med en kurv med poser med brød bag på cyklen og en tilsvarende stor en på styret. Stærkt gik det, og det var med at komme væk. Hvor længe hun holdt til det race ved jeg ikke.

Jeg må se at komme på besøg på museet…

Forrige post

Prins Carls plankeværk

Næste post

Vemmetofte Klosters Bageri

Comments

  1. Svar

    Fin beskrivelse af et bagerudsalg fra dengang, nogle af os var børn!

    • Verner Larsen
    • 26. januar 2012
    Svar

    Jeg mener, at der var bageri de første år, jeg kom hen til Niels i 1947 – 48.
    Fru Ibsen levede flere år efter bageren og ekspederede i butikken.
    Alma var kendt langt omkring. Om sommeren var det samlingssted for de unge fra Vemmetofte og Spjellerup. Der kunne godt være 10 – 15 mennesker med knalderter og motorcykler. Alma havde is og slik og havde åbent til hun gik i seng.

    1. Svar

      Det forekommer mig at jeg et eller andet sted har skrevet at jeg ikke husker om den gamle fru Ipsen ekspederede i butikken, men det kan jeg godt, når jeg tænker efter. Verner, du boede nærmere bageren og husker nok bedre end jeg stedet som samlingssted.

    • Helle Gantzel
    • 13. november 2013
    Svar

    Vidunderlig stemningsfyldt beskrivelse af hvad der lyder som et super hyggeligt sted.

    1. Svar

      Takker.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.