Vemmetofte pinsemorgen – brandøvelse

I min barndom i Vemmetofte var en af de årlige begivenheder brandøvelsen. Den fandt sted pinsemorgen.

Vemmetoftes brandsprøjte, der efterhånden var blevet en motorsprøjte, som dog ikke selv kunne køre, blev trukket af huse.

Den stod parkeret i den højre længe, set fra klosteret ned over ridebanen, allerlængst væk, i den sidste port. Den var flot rød. Der stod vist også en gammel mere ydmyg sprøjte derinde – men måske huskes forkert.

Gården måtte stille med en traktor, som trak sprøjten.

Maskinisten var vel ham der sørgede for at motoren gik og den kunne gøre det den skulle – sprøjte.

Min far var, hvad de betegnedes strålemester – med ret til at betjene strålerøret.

Vandet fik man rundt om hjørnet fra kokæret, og det blev vel stort set sprøjtet tilbage igen, måske lidt på taget. Jeg husker ikke om voldgraven om Klosteret blev benyttet.

Foruden dette lokale islæt kom brandsprøjten fra Fakse. Den blev kørt stilfærdigt til Vemmetofte – men til sidst kørtes med udrykning.

Og der sprøjtedes.

Hvad man gjorde når øvelsen var overstået husker jeg ikke – men en snak over et glas øl kunne vel være en mulighed. Når man nu havde brugt pinsemorgen til det.

En pinse gik det galt.

Mælkekusken fra Lille Spjellerup var på sin færd med at indsamle mælkejunger til Vivede Mejeri på vej gennem Vemmetofte – og hestene blev så forskrækkede da udrykningshornet blev aktiveret, at de løb løbsk. Det var ganske dramatisk. Jungerne faldt efterhånden af vognen og lå i grøften over et pænt stykke – og kusken, hvis navn jeg desværre ikke husker, slog sin hånd ganske alvorligt.

En anden pinse gik det næsten galt. Det var vist ved pinsetid. Der var skorstensbrand på Klosteret, og den havde varet længe. Det blev virkelighed, idet det brændte i mellemrummet mellem etagerne i Fruerstuen.

Branden blev klaret – og jeg skal se efter nogle billeder og vende tilbage med dem, men jeg husker særligt det, at den før omtalte brandsprøjte fra Fakse kom i en sådant tempo, at den kun kørte på hjulene i den ene side, da den drejede ned ad ridebanen. Det skulle også gå stærkt. Sådan husker jeg i hvert fald synet af den.

God pinse 2008.

Forrige post

Branden på Vemmetofte pinselørdag 1952

Næste post

Med DVL fra Fakse Ladeplads til Vemmetofte Strand og tilbage

Comments

  1. Pingback: Branden på Vemmetofte pinselørdag 1952 - Vemmetofte

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.