TV-vejret havde forleden en sammenligning af vejret i 1952 med nutidens vinter. Dengang var der vinter til – tror man. Men vinteren i starten af januar 1952 var ganske som den er i 2008. Våd og trist.
Heldigvis hjælper erindringen på det.
Snevejr
Når det var snevejr, skulle veje, skovveje og stier naturligvis ryddes for sne, så trafikken og fordgængerne kunne komme frem.
Der var – som jeg husker det – 4 sneplove i Vemmetofte – og siden kom en enkelt ny til.
De 4 sneplove var alle lavet af træ, var lodrette, og der benyttedes hestekræfter til at fremdrive dem.
Den største sneplov blev trukket af 2 eller 4 heste, den kom fra Gården – Vemmetofte Hovedgård – og forpagteren må have været forpligtet til at gøre vejen gennem Vemmetofte farbar. Det var en stor sneplov, den var bred som vejen, og føreren af den stod på tværplanken. Sne blev fjernet og trafikken kunne forløbe på passende vis. Siden blev denne sneplov afløst af en metal-sneplov, formet som sneplove nu engang er formet, for at de kan være effektive – og der var ikke heste foran , men en tyraktor nbag. Nøj, hvor det gik – sneen stod op fra den i kaskader.
Den anden sneplov var lidt mindre end den første – den passede til skovvejene, der skulle ryddes så man kunne forsætte arbejdet med at passe skoven , og så brænde kunne leveres til de husstande, der skulle have brænde i løbet af vinteren.
Den 3. sneplov var smal, og trukket af én hest. Opgaven var med den at rydde sne på stierne.Da det ophørte fabrikeredes den 4. sneplov – jeg lavede en og sørgede for med den at holde stierne nogenlunde fri for sne – eller hvad der nu om ud af det.
Skøjteløb
Om vinteren løb børnene på skøjter – dem man skulle spænde på gummistøvlerne, eller skistøvlerne, ved at bruge en dertil indrettet nøgle.
Vi løb på skøjter på Kokæret, og, når det var til det, på Voldgraven (vandet omkring Klosteret). Det var spændende, de var gang i den, og det gav frisk luft, røde kinder og frosne fingre og kolde tæer – så det var dejligt at komme hjem og varme sig ved brændeovnen.Det var sædvanligvis kolde. Min far havde imidlertid den opfattelse af hans søn ikke måtte se slap ud ved at have hænderne io lommen – så unset temperaturen, råbte han til mig, når han cyklede forbi på vejen, at jeg skulle få hænderne op af lommerne. Stakkels mig!
Skolevejen
Fra 1956-60 gik jeg i skole i Karise Kost- og Realskole. Skolebusser var ikke opfundet, og forældrene havde ikke rigtigt fundet ud af at køre børnene i skole, hvis de overhovedet havde bil. Derfor brugtes cyklen.
En vintedag efter en god gang sne, cyklede jeg med stor fornøjelse igennem alle snedriverne, lige til jeg kom til en bakke før Karise. Snedriven jeg drønede ind i, viste sig at være ganske kompakt – jeg kom en ½ meter ind i den og stod på hovedet ud over cykelstyret – men det skete der ikke noget ved. Det var nu meget sundt med de 14 km på cykel dagligt i de fire år det var min skolevej.