Hold dig orienteret om nyt

Annonce

Voldgraven om Vemmetofte Kloster

Kan du huske da jumben faldt i voldgraven?

Min mor stillede mig dette spørgsmål før jul. Umiddelbart kunne jeg ikke huske det, men efterhånden forekommer det mig, at jeg har hørt om det.

Vemmetofte - Voldgraven mod øst

Vemmetofte - Voldgraven mod øst

Men mere om denne og andre vandgange i voldgraven senere i denne post.

Da det nu er vinter, er det nærliggende at tænke tilbage på de vintre i barndommen da frosten gjorde det muligt at løbe på skøjter.

Det kunne man først gøre på kokæret – det firkantede kær, der ligger ved de to skarpe sving i Vemmetofte.

Det var en stor flade at løbe på skøjter på. Man holdt sig på afstand af slusen midt på den modsatte side, hvorfra der er vandafløb til voldgraven. Vandet frøs til is til sidst her. Det samme var tilfældet hvor åen vest fra løber ud i kokæret.

Man spændte sine skøjter på skistøvlerne eller gummistøvlerne, satte en støtterem på og afsted gik det. Rundt og rundt.

Undertiden faldt der en masse sne, men det medførte blot, at der så blev lavet stier på isen, man kunne løbe på.

Jeg husker en særlig begivenhed, nemlig da Bodil Loft mistede balancen da hun lige var kommet ud på isen og faldt med et sådan brag at isen revnede fra den ene side til den anden. Utroligt at hun ikke kom til skade – så vidt jeg da husker.

Når voldgraven var frosset til blev også den brugt til at løbe på skøjter på. Man kom ned på isen i det sydøstlige hjørne fordi afstanden til isen her var kortest.

Når det havde frosset grumme godt kunne man løbe hele vejen rundt, men man måtte naturligvis passe på at isen kunne holde under broerne og i hjørnet hvor tilløbet fra kokæret var.

Det var tider.

Voldgraven mod vest

Voldgraven mod vest

Men tilbage til historien om jumben.

Min mor berettede om, at der på det plejehjem, hvor hun bor, havde været et foredrag af Karsten Mathiasen, der havde talt om Jordbær Christian, der var søn af Jordbær Jørgen.

Sønnen var en dag kørt til Vemmetofte med nogle gæster i jumben, men hesten var ikke meget for at blive styret ved at nogen gjorde det forfra, idet den så gik baglæns. Det var åbenbart nødvendigt at hjælpe lidt til med at vende hesten m.v., men blot med det resultat at hesten bakkede således at jumbe, indhold og hest røg baglæns i voldgraven.

Du kan læse mere om Jordbær Christian her.

Da ovenstående var skrevet sendt jeg Karsten Mathiasen en mail og bad om rettelser til historien. Den skulle vise sig at være lidt anderledes, se en post længere fremme.

Rækværk mod voldgraven

Rækværk mod voldgraven

Historien fik mig til at huske at urmageren fra Fakse engang faldt i voldgaven. Han havde enten været på Klosteret for at hente er ur til reparation eller havde afleveret et. Det var mørkt og han havde fået at vide at han skulle gå efter et bestemt lys, men tilsyneladende gik han efter et andet, men forkert lys – og plask… Urmageren kom op igen, og vist også uret – så det tyder på at det var et han hentede.

Den tredje dukkert overgik min fætter. Som det ses af billederne er afskærmingen til voldgaven jernstænger mellem sten. Disse jernstænger blev naturligvis benyttet som støtte når man på cykel havde brug for at holde ved voldgaven. Det gjorde min gode fætter – men det syntes jernstangen ikke om. Den faldt ud og han faldt i.

Der er plads til flere historier om voldgraven i kommentarfeltet.

2 comments to Voldgraven om Vemmetofte Kloster

  • Lis Larsen

    Jeg husker det ikke selv, men har hørt historien om min bror der en vinter gik gennem isen nede i hjønet ved tjenerboligen. Desværre strækker min erindring sig ikke til hvem der reddede ham op, kun om hvordan familien skiftedes til at løbe rundt om bordet med hamfor at han kunne få varmen igen. Jeg er ikke sikker – men var det 1.tjener Hansen der reddede ham op ? Årstallet må have været mellem 1938 og 40. Det var vist også netop isvinter eet af de år.
    Familien blev hentet af klosterkusken i kane på stationen i Karise, og det skulle have været en forfærdelig kold tur for alle. Jeg selv var spæd – og gemt ned i kanen mellem de voksnes ben for at holde varmen.
    Det er meget tænkeligt at der har været en klosterdame eller en gæst til klosteret med i kanen, da det netop var når damerne skulle bruge hesog køretøj mine bedsteforældre fik tilbud om at køre med. Morfar var maskenist på klosteret i 45år, mormor syede kjoler for enkelte af damerne,bl.a priorinde Rosen.

  • Hej Lis Larsen,
    Jeg har spurgt min mor om hun husker historien om den noget kolde vandgang, men det gør hun ikke, og jeg kan ikke svare på hvem der reddede din bror op af vandet. Er der andre læsere der ved noget?