Nostalgitræffet i Vemmetofte fandt i 2019 sted den 14. maj, hvilket er det seneste tidspunkt anden tirsdag i maj kan falde.
Sidste år blev der fremsat det ønske, at vi skulle se klosteret ved en rundvisning, der gerne måtte omfatte et besøg øverst oppe så urværk m.v. kunne genopleves. Efterfølgende besøget sluttede træffet med kaffe og kage i præsteboligen hos Vibeke.
21 deltagere havde meldt sig. Nogle var barnefødte i Vemmetofte, andre var tilflyttet tidligt i barndommen, en boede i Spjellerup, nogle havde været på ferie i Vemmetofte, nogle havde boet i byen i en kortere årrække, andre havde besøgt familie der var ansat på klosteret, nogle havde ikke set det indvendigt de sidste 50 år eller siden man var til børnenes juletræ 4. juledag. Der var ægtefæller og chauffører med.
Parkeringspladsen, hvor vi skulle mødes, var ved at blive forbedret, og derfor gik vi hen på plænen foran Det gl. Apotek og lavede den sædvanlige præsentationsrunde, hvorefter vi gik til klosteret, hvor de tre rundvisere, der er beboere på klosteret, valgte at bænke os i kirken og fortælle om Vemmetoftes historie. Så gik det videre herfra.
Herunder følger et par glimt fra dagen.
Fra parkeringspladsen er der fin udsigt til mit fødehjem, Det gl. Apotek. Lindetræerne i baggrunden tager sig fine ud i dagens solskin. Den lille have er forsynet med flagstang og vimpel.
Fra samme sted er der også udsigt til klosteret. Der er vokset meget op hvor der i min barndom var køkkenhave med mistbænke. Udsigten fra anretningens vindue var bedre end i dag, i alle tilfælde fik min far øje på at vi børn huggede gulerødder – som i øvrigt smagte fortrinligt. Vi blev beordret til at henvende os til gartner Rasmussen og undskylde den tvyagtige adfærd. Han syntes vist ikke det var så slemt, hvad vi havde gjort.
Bag et af de helt små tagvinduer gemte der sig et mørkekammer i sin tid. Alle mine 6×6 billeder er fremstillet i dette mørkekammer ved kontaktkopiering.
Malerierne af de første konventualinder, der hænger på rad og række, passeredes
før vi via trappen
kom til Spisestuen, hvor fortællingen om inventaret og om, hvorledes man nu om stunder bruger spisestuen til to daglige fællesmåltider, blev fortalt.
Der var mulighed for et smut ud på terrassen, der er forsynet med plantekummer og småkroge, så man ikke behøver sidde på rad og række, når vejret tillader ophold her.
Turen gik videre til Røde Stue og til
Fruerstuen, hvor bl.a. gyldenlædertapetet blev omtalt.
Her blev der også lejlighed til at deltagerne kunne fortælle nogle historier fra gamle dage, og lige før vi skulle op ad vindeltrappen til urværket, kom klosterets direktør, Leif Madsen, der efter en kort tale om bloggen her, overrakte mig et legat for min indsats med formidling af historier om de aspekter af Vemmetoftes historie, der mere knytter sig til de ansattes end til beboernes tilværelse.
Det var mig en stor glæde at modtage legatet – og en stor overraskelse. Tak for det.
Her er urværket, der får klosteruret til at gå og slå. Det var Stefan der gerne ville se det. Han skulle se om han huskede årstallet rigtigt, 1846 var det vist, og om hans autograf et eller andet sted stadig var at finde. Årstallet var rigtigt, men signaturen var ikke at finde.
Her ses Stefan ved et tagvindue efter han havde fået svar på sine spørgsmål.
Efter stemningen at dømme – både på klosteret og ved kaffen – var alle glade for forløbet af eftermiddagen.
Dette kan fx illustreres ved Karen Marie Nielsens (Ellen Pedersens niece) kommentar til forrige indlæg:
Tak til alle for en dejlig dag med Nostalgitræf. Det er første gang jeg har været med. Det blev for mig en fantastisk spændende og minderig oplevelse. Rigtig spændende var det også at møde jer alle sammen – at høre om jeres relationer til Vemmetofte Kloster, og om hvordan I havde kendt min faster Ellen. Det er 50 år siden jeg sidst havde været indenfor på Vemmetofte Kloster – derfor var det også for mig, en stor oplevelse at komme der igen. Jeg kom ofte på Vemmetofte Kloster i min barndom, hvor jeg holdt ferie, bl.a. sammen med et par jævnaldrende piger fra Sydslesvig. Min søster og jeg har været med til det årlige juletræsfest. Det var dagen hvor vores faster også havde fødselsdag. Ligesom jeg også har haft feriejob på Klosteret. Jeg kendte også mange af Damerne, som jeg gik ture med i parken og i skoven. Jeg har sammen, med de unge piger der dengang arbejdede på Vemmetofte Kloster, cyklet til både Vemmetofte Strand, til Karise og Faxe Ladeplads. Jeg er født og opvokset i Åshøj ved Køge. Siden 1973 har jeg boet i Karup i Midtjylland. Så jeg har ikke til daglig min færden i Vemmetofte eller omegn. Jeg var derfor rigtig glad for, at jeg i år kunne kombinere et familiebesøg i Hillerød med Nostalgitræffet i Vemmetofte og desuden få kørelejlighed med et vennepar fra Køge. Jeg ser frem til næste års Nostalgitræf og håber vi ses igen.
Denne og andre hilsener har fået mig til at tænke lidt over, hvad det er der gør, at vi “hænger fast” i Vemmetofte. Vi har en tilknytning af en eller anden art til Vemmetofte, vi søger tilbage til de gode gamle dage – eller hvad er der egentlig tale om? Er det et ganske almindeligt fænomen, at man søger tilbage til barndommens steder, når man bliver ældre? Eller er dette lidt mere usædvanligt? Kan man ligefrem tale om et fænomen, der kan kaldes Vemmetoftepsykologi?
Kommentarer herom imødeses gerne. (Husk din kommentar skal godkendes, hvis det er en førstegangkommentar).
Der følger flere indlæg med udgangspunkt i nostalgitræffet.