I disse dage for 89 år siden var min far 21 år. Han havde netop fået stillingen som 2.tjener på Klosteret og hans tanker må have kredset om hvad det mon var for en arbejdsplads der skulle blive hans om et par dage.
Dengang en blok med brevpapir kostede mindre end 2 kroner, skrev min far en slags historie om sit arbejdsliv. Det blev til mange sider.
Desværre nåede han ikke længere end til beskrivelsen af sin første dag som 2. tjener på Vemmetofte Kloster. Den slutter den 1. maj 1929.
Det er som bekendt ikke spor overraskende at tilfældighed er en ret afgørende faktor i tilværelsen, og således også i min. At han fik denne stilling er en af tilfældighederne.
Min far blev født i Radsted på Lolland den 24. august 1907. Da han forlod skolen efter 7. klasse, kom han i gartnerlære på Oreby Gods, en plads hans far havde skaffet ham.
Efter kortere tid skulle det vise sig at hans løbebane ændredes. På slottet manglede man en dag en ung mand til at servere sovsen til middagen. Min far blev spurgt om det var noget for ham. Det var det – og kort efter blev han tilbudt at tage med baronen til dennes svenske besiddelse, Rösjöholm, og blive tjener.
Dette var begyndelsen af arbejdslivet, hvilket nogle år senere førte ham til Vemmetofte. Inden da havde han forskellige stillinger, herunder som chauffør. Alle steder fik han gode anbefalinger.
Livet i København huede ham vist ikke, han fandt sig sikkert lidt ensom. Det førte til at han i 1929 søgte tre stillinger, herunder stillingen på Vemmetofte Kloster.
Han fortæller, at han fik svar på alle tre ansøgninger på samme tidspunkt, og det sidste brev han åbnede, var fra Vemmetofte.
“Det var meget udførligt skrevet.” Han fik indtryk af, at her var der virkelig orden i tingene.
Brevet var underskrevet af Førstetjener C. Hansen. Med agtelse. Brevet ses herunder.
Det fremgår, at min far kunne tiltræde stillingen 1. maj eller før, hvis han ønskede den. Måske blev den i slutningen af brevet anførte anmodning om at komme en tur forinden til noget, men det vides ikke.
Lønnen var 300 kr. halvårlig. Støvlepenge udgjorde 25 kr. – og der var fri uniform m.v.
Arbejdsopgaverne er omtalt og det er ret let at læse, hvad tjener Hansen skrev. Brevet er uden dato, men det kan dokumenteres ved fx. sygekasse-flyttebog at året var 1929. Han var en ung mand på 21 år.
Min far skrev tilbage, at han efter de oplysninger han havde fået, “gerne kunde tænke sig stillingen”. Lønnen, der ikke kunne blive højere, i alle tilfælde ikke det første år, blev udbetalt hvert halve år.
Det var begyndelsen til et arbejdsliv i Vemmetofte, der med en enkelt pause, varede til min far døde i marts 1975.
Dagen før min far skulle møde i Vemmetofte, pakkede han sit tøj, så han var klar til at tage med det første tog næste dag. “Der var mange med toget, en forventningsfuld ungdom, der skulle prøve noget nyt.” (1. maj var skiftedag).
“Langt om længe nåedes stationen, derfra med rutebil, det var en ejendommelig bil, sæderne var anbragt på langs i bilen, og med en bred dør bagi, trinbrættet var anbragt så viseligt, at når døren blev lukket op, blev trinnet af sig selv lagt på plads. Efter planen kunne det ikke vare længe endnu inden han var ved rejsens mål. Dér lå et forsamlingshus, dér en bagerforretning, på venstre side af vejen en velplejet bøgehæk, stovte gamle ege- og bøgetræer, ja, og dér til venstre en stor bygning med sort tegltag, men uden tårne.”
Han tænkte det måtte være her. Det var det, idet rutebilen kort efter stoppede, chaufføren gik ned gennem midtergangen i vognen og åbnede hoveddøren bagi. “Så er vi her”, sagde han.
Da rutebilen var kørt videre, kom en herre ham i møde. Han spurgte om det var Christian Carlsen. Det var det. Det var førstetjeneren, C. Hansen, der kom for at byde den nye andentjener velkommen. Han gik lidt foroverbøjet og spurgte til hvorledes rejsen var gået. Den var gået godt, bortset fra at toget ikke standsede ved et trinbræt (“det skal bemærkes at det var en lille sidebane”), og passageren der skulle af toget, skulle lige til at trække i nødbremsen, da toget standsede og bakkede tilbage.
“Her er dit værelse”, sagde tjener Hansen. Det lå lige ved hovedporten og kaldtes portnerværelset af gamle folk, men ellers hed det tjenerværelset. Der var en hvælving og meget højt til loftet. Jernsengen faldt sammen midt på og kunne se ud til at lide af “træt metal”. Stolene var hårde, kun servanten var vist ny, vandfad og kande manglede noget emalje. En behagelig stol fandtes ikke. Gulvene var nyskurede, de var ikke tørre endnu, derfor duggede vinduerne af em. Det var ikke til at vide, hvilken træsort gulvet var lavet af. Det var ikke almindelige gulvbrædder, men store, store planker.
Kort efter kom tjener Hansen og sagde at klokken var 12, og den nye tjener fik anvist plads for bordendens venstre side.
Efter den lange rejse var det godt at få lidt at spise, men det blev også en af de mest urolige timer han havde oplevet endnu. Det var en følge af at det var skiftedag – farvel, goddag, velkommen, levvel, tak for den tid vi har været sammen. Den unge tjener undrer sig over hvor de andre mon skulle hen og hvor de kom fra.
Da der endelig blev lidt ro, var der en “underlig tavshed”. “Sikke en flot tjener”, var der en af de bortdragende, der sagde til en af de blivende.
Herefter var det tid til at hilse på Priorinden (Hendes Naade, som tjener Hansen kaldte hende). Den nye tjener blev budt velkommen med ønsket om et godt samarbejde i fremtiden. Om arbejdets udførelse kunne han tale med tjener Hansen, blev det forklaret. Hansen sagde i øvrigt, at han plejer sige “du” til sin 2.tjener. Denne tænkte at det kunne være lidt vanskeligt at være dus med en ældre kollega, men sådan blev det.
“Når du er færdig med at pakke ud, kan du komme op i anretningen, så skal jeg vise dig tilrette med forskellige ting”, sagde Hansen.
I folkestuen blev der spist tidligt til aften, bordet var dækket allerede kl. 16. Der blev snakket mere end til frokost, men trods alt var der en behersket tilbageholdenhed. En af de ældre piger tog mod til sig og henvendte sig til Carlsen med en bemærkning om, at der “ovre i tjenerværelset, hvor “De” skal bo er der spøgelser”. Det troede han nu ikke på, men historien blev bekræftet med diverse øjekast til sidemanden.
Den nye tjener skulle ikke være med at servere middagen den første dag, men han “skulle være med ved opvasken af stiftelsens sølvtøj”. Der var orden i tingene, glassene blev sat på plads, skeer lå til venstre og gafler til højre i skuffen osv. Efterfølgende ville den nye medarbejder vide hvor skraldespanden befandt sig, idet han stod med en nævefuld teblade i en serviet. Sådan et monstrum brugte man ikke i anretningen, men “Kirsten kan vise dig hvor en sådan findes”, sagde tjener Hansen.
Og så er den historie ikke længere.
Det kan dog tilføjes at spøgelset spøgte tidligt næste morgen, men det viste sig nu at være skorstensfejeren der var tidligt i gang med arbejdet.
Billederne er fra min fars album og de er taget i 1929.
—-
Forrige indlæg omhandler nostalgitræf 8. maj 2018, hvis det skulle være overset og i øvrigt have interesse.
Det er et godt billede, din far har af huset Vemmetofte. Hvis han selv har fotograferet, har han i 1929 været bedre stillet (økonomisk) end de fleste andre familier med arbedstager-forældre. Tror jeg da. 🙂
Det er det, men jeg ved ikke om han selv er fotografen. Måske, idet han også har mange billeder fra andre arbejdsforhold. Faktisk var han ikke arbejdsløs på noget tidspunkt, og lønnen har måske været ret god når man tænker på, at kost og logi var en del af den.
Din fars beretning tegner et godt tidsbillede, og førstetjenerens brev siger meget om, hvordan sprog og tiltaleformer har ændret sig. Der er så mange af de “fine”, der har skrevet erindringer, og de kan være interessante nok, men det er guf at læse menigmands, blot er der ikke så mange af dem.
Tak for kommentaren, der jo ganske præcist siger hvad det handler om. Dels er der sket ikke så lidt i løbet af de sidste 90 år med tiltaleformeer og sprog osv, og dels forstår jeg fint hvad du mener med at det er guf at læse om hvorledes de tjenende ånder sørgede for at det hele kunne foregå. Uden dem havde de fine ikke kunnet skrive deres erindringer.
Hvis duhar bemærket det, har der lige været et træf i Vemmetofte, hvor bl.a. førstetjenerens barnebarn deltog. Han laver undertiden en tur hvor han netop fortæller om, hvem der boede hvor, hvilket jo slet ikke fremgår af den sidste udkomne bog om Vemmetoftes historie.
Egentlig burde jeg gøre et større nummer ud af at indsamle informationer om meningmands funktioner, men jeg er ikke sikker på jeg orker det. Sådan for alvor, altså.
Sådan et skriv er altid interessant.
Vi to har tidligere skrevet lidt om sammenfald, da både din far og min mor har arbejdet på Oreby Slot, så jeg vidste at din far var fra vores område, men ikke at han var født i Radsted. Det er min mor også født, dog først noget senere.
Jeg har også lidt historie fra mors tid på Oreby i mine gemmer, og et par små helt private breve, som hun som 1. dame, har fået af baronessen på Oreby Slot.
Det er det – og, ja, vi har tidligere berørt sammenfaldet, der jo nu viser sig endnu større eftersom en af vore forældre er født i samme by.
Gamle papirer bør man glæde sig ove at have.
Som Pia er jeg jo også tidligere slægtsforsker, og har derfor også styr på skiftedage og skudsmålsbøger. Jeg tænker egl., at datiden skudsmålsbog er at ligne med vore dages CV.
Det er så dejligt at du passer på din fars skriverier, og at du behandler dem og offentliggør dem. Det er vigtigt ikke bare for os i nutiden men også for dem, der kommer i fremtiden. Almindelig menneskers historie er også vigtig for os nu til dags.
Ja, almindelige menneskers historier er meget vigtige, og derfor synes jeg det er fint at offentliggøre flige af dem.
Det er vel rigtigt at nutidens CV er at sammenligne med skudsmålsbøgerne, men de var vel også mere end det, nemlig et redskab til at holde styr på hvor folk var.