Eleanor Roosevelt i Vemmetofte 1956

Kære Jørgen. 

I vinter så jeg serien Atlantic Crossing. Der blev præsident Roosevelt  og hans kone Eleanor portrætteret på bedste vis. Mrs Roosevelt  var en stor personlighed og var jo i mange år efter hendes mands død meget engageret i menneskerettigheder i FN regi. Jeg kom i tanke om at Mrs Roosevelt besøgte Vemmetofte i 1956. Hun besøgte også mit hjem og jeg gav hende en buket blomster! Jeg husker at der var en del ståhej inden  besøget af så prominent en person og flere ministre. Jeg tror hun spiste frokost på Marelundsgården. Måske serverede Jørgens mor til frokosten?

Jeg fandt nogle gamle billeder fra besøget, det ene min far og mor, mig og storesøster Ruth. Det andet foto er Mrs Roosevelt, mig og vist en minister! 

Hilsen Mette. 

Mange tak for tekst og billeder.

Da Mette første gang omtalte besøget, søgte jeg på nettet for at se om noget kunne findes herom.

Eleanor Roosevelt var på besøg i Danmark nogle dage i august 1956. Det fremgår af hendes næsten daglige avisindlæg, My Day, at hun besøgte Marelundsgården og desuden et mindre og større landbrug. Besøget på Marelundsgården er omtalt den 28. august 1956. De andre besøg er omtalt dagen før og dagen efter.

Af teksten må man forstå, at der ikke fandt et besøg på Vemmetofte Kloster sted, idet stedet passeredes på afstand.

Min mor serverede for Eleanor Roosevelt og hun omtalte med mellemrum begivenheden med en vis stolthed.

I mellemtiden har jeg læst hendes meget interessante bog On My Own. Den begynder med at hun forlader Det Hvide Hus efter hendes mand, Præsident Roosevelt, var død kort før afslutningen af Anden Verdenskrig. Hun bemærker i denne situation, at hun for længe siden havde været klar over at livet består af serier af tilpasninger – og gentilpasninger. Det er en god måde at beskrive beslutninger på.

Besøget i Danmark var ikke omtalt i bogen.

Tags:
Forrige post

Vigtig information

Næste post
1939-AK
Personer Vemmetofte

Soldater i Vemmetofte 1939 – 40

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.