Da min far blev ansat på Vemmetofte Kloster i 1929, var Ellen Pedersen allerede ansat. Som det fremgår af det følgende havde hun sit arbejde samme sted i mere end 40 år (1927-1970). Ellen passede mig da jeg var lille, når der var behov for det. Efter at være gået på pension boede hun i en af to lejligheder på første sal i Enkeboligen. Min mor boede i stueetagen. Jeg har således kendt Ellen i mange år.
En af deltagerne i årets nostalgitræf i Vemmetofte var Ellens niece, Karen Marie Nielsen. Hun har ofte besøgt Ellen som barn og har som ung haft sommerferiejob på klosteret.
Hun har arvet Ellens fotoalbummer og dagbøger. Karen har sendt en udvalg af billeder og uddrag af dagbøgerne. Herunder følger Karens tekst. Direkte citater fra dagbøgerne er tydeligt angivet. Billederne har jeg placeret – og der følger siden et indlæg mere flere billeder, som ikke har passet til teksten.
Karen Nielsen beretter:
Min faster Ellen Pedersen, som boede og arbejdede på Vemmetofte Kloster i mere end 40 år, var ”damepige”. Hun førte dagbog i perioden maj 1957 til september 1961. Disse dagbøger og nogle fotos har jeg arvet. Dette materiale giver et indblik i livet på Vemmetofte Kloster, set gennem Ellen Pedersens briller, og hun har noteret stort som småt som f.eks. at hun i en periode må flytte ud af sit værelse på grund af håndværkerne der skal lægge rør ind til centralvarme, hvorfor hun i en periode bor på Poulsens gamle værelse på 2. sal.
Den 5. november 1960, er der skorstensbrand. Den nye skorsten udenfor Fruersalen og frk. Lerches lejlighed. Det varede det meste af dagen. Brandbilerne fra Faxe holdt parat hernede.
Klosteret som arbejdsplads
Der er tydeligvis et meget levende socialt liv og et godt arbejdsmiljø på Vemmetofte Kloster. Priorinden holder Kvindekreds for ”damerne” og kommer jævnligt på besøg hos de ansatte. Der arrangeres årlige skovture for personalet, det afvikles i to hold.
Man tager ansvar for hinanden. Ved sygdom blandt medarbejderne, bliver man passet af kollegaerne. Man hjælper hinanden med alle arbejdsopgaver. Man hjælper også hinanden med havearbejde i egne haver og med rengøring på egne værelser. Medarbejderne besøger hinanden i fritiden og om aftenen. Både de som bor på klosteret, og de som bor i egne boliger i Vemmetofte eller i de nærliggende byer, som Spjellerup, Karise og Faxe. De kommer til kaffe, kage og kortspil hos hinanden eller inviteres til at se TV. Det er ofte sene visitter som afsluttes med natmad.
I eftermiddag var Marie, frk. Poulsen, fru Pedersen og jeg ved stranden. Havde kaffe med og aftensmad. Det var et yndigt vejr og vi tog først hjem kl. 7.
Vi fem ældre havde aftenkomsammen. Her var Maskinistens, Carlsens, Bødkers, Christiansens, Niels Nord og frue og gartner Rasmussen. De fik fint kaffebord, så var der kortspil og de fik øl, sodavand og frugt og siden te og smørrebrød. En god aften.
Vi henter vores løn. 275 kr. Er steget med 25 kr. (1957)
Priorinden fortalte os i aften, at frk. Høyrup skal rejse. De har ikke råd til at betale så meget for en sygeplejerske. Jeg er meget bedrøvet derover, at hun nu skal bort fra os. (Sommeren 1959)
Der er afskedsmiddag for frk. Høyrup hos Priorinden. Vi legede, frk. Høyrup og frk. Krøigaard spillede og sang. Og vi sang alle. Drak kaffe og sang igen. Alt i alt en god aften.
Kl. halv tolv i dag 7/12 rejste frk. Høyrup her fra os og vi er nu uden sygeplejerske
Det er forbi med to tjenere på Vemmetofte Kloster. Christiansen, som har været her i 6 år, skal til Vallø og være portner. Her har vi i stedet fået en ekstra stuepige. (1960)
I foråret 1960 er stort set alle ramt af influenza på Vemmetofte Kloster. Oldfruen, husjomfruen, priorinden og flere af ”damerne”. Der sendes bud efter frk. Nielsen. Flere af damepigerne, stuepigerne og køkkenpigerne er syge. Det ser slemt ud, skriver Ellen, der også selv er ramt af influenza.
Oldfruen, Marie og Ellen rejser i 1960 på en 8 dages sommerferie sammen, hvor de flyver fra Kastrup til Tyrol. Det er vist Ellens første charterferie – men ikke den sidste.
Arbejdsopgaverne
Ellens arbejdsopgaver som ”damepige” på Vemmetofte Kloster er mangfoldige. Foruden opgaverne med at passe og pleje de adelige ”damer” og ledsage dem på spadsereture i parken, deltager hun også i rengøring i deres lejligheder. Hendes opgaver er her også at pudse vinduer og sølvtøj, vaske og stryge deres tøj. Vasketøjet fylder rigtig meget, men i 1960 lejer klosteret en vaskemaskine til det kulørte tøj.
Har sat tøj til vask. Vi har i dag vask, Poulsen og jeg. Vi stryger hele dagen og blev færdige kl. 5.
Jeg har støvsuget i dag, og i eftermiddag har jeg frk. Holm, og har aftenvagt.
Sat gæsteværelset i stand og har ugerengøring. Sat på plads i dagligstuen og poleret møbler.
Når ”damerne” har besøg af familie eller bekendte, passer hun også deres gæster. Der skal gøres gæsteværelse klar og serveres te for dem.
Hvis ”damerne” skal være bortrejst nogle dage eller uger, sørger hun for at pakke for dem.
Frk. Grüner rejst til København i dag. Jeg har travlt med at rydde stuen, for murerne kom og rev kakkelovnen ned og satte en ny en op.
Hun er ledsager, når de skal til frisør, læge, tandlæge eller til behandling eller indlæggelse på sygehuset, i enten Faxe, Næstved eller København.
Har i dag været hos gl. Priorinde, 2 timer. Gl. Priorinde Rosenørn død, 98 år gammel, den 21. august 1958. Familien Rosenørn kommer for at ordne boet efter Priorinde Rosenørn.
Ved sygdom og ”damerne” ikke kan deltage i fællesspisningen til middagen om aftenen, bringer hun maden op til dem. Der er en sygeplejerske ansat eller tilknyttet Vemmetofte Kloster, men Ellen og ”damepigerne” har også de mere personlige omsorgsopgaver hos ”damerne”, som f.eks. fodpleje, lægge forbindinger og pasning ved sygdom. Flere af ”damerne” er alderssvækkede med nedsat mobilitet og fysisk meget plejekrævende. Ellen og Poulsen m.fl. har både vagt om aftenen og om natten og de må periodevis yde terminal pleje.
Er i dag den 2. december 1959 begyndt på min nye gerning som sygemedhjælper her i huset for ”damerne”.
Først hjælpe frk. Kofoed, derefter frk. Smith og efter kl. 9 vaske og klæde frk. Holm på og så vaske og klæde frk. Fausbøll på og rede senge.
I dag hos frk. Holm og senere frk. Scharling i bad. I aften, aftenvagt. Frk. Holm vil ikke spise.
Højtider og fester
Ved den årlige Prinsessemiddag, der afholdes den 28. august, skriver Ellen:
Der er Prinsesse Hedvigs fødselsdag med stor middag: Klar suppe, kold laks med mayonnaise, kalveryg med gemyse og is med frugter.
Hun skriver også i sine dagbøger, hvordan højtiderne som julen og nytåret fejres på Vemmetofte Kloster:
Juleaften
I kirke kl. 4 og derefter hjælpe Damer op og Damerne spiste kl. 5. Vi spiste kl. 6½ og juletræ var kl. 8. Alle Damerne var med. To af dem i rullestol. Kl. 9 kørte vi op med frk. Holm og lagde hende i seng, hun var meget træt. Og så ned og hjælpe frk. Smith i seng. Hun kunne ikke se til det selv. Så ned hos Oldfruen til kaffe og juletræ og gaver. Alle fik vi dejlige gaver. I seng kl. 12.
Fødselsdag
Min fødselsdag den 28. december. I kirke til morgensang valgte jeg salme No. 3 og No. 28. Jeg har fået mange gaver. I eftermiddag børnenes juletræ. I aften var Emmy og Frederik Olsen her og lille Frederik og Marita og Gorm.
Nytårsaften
Alle de unge er ude, vi fem ældre er sammen med Priorinden og Damerne. Vi spiller lotteri og drikker te og et glas vin. Kl. 10½ går vi over til Christiansens og der gav de pølser og brød og øl og senere kaffe med likør. Hjem kl. 12½.
Mange tak for dette bidrag til belysning af de ansattes liv og arbejde på klosteret i den anførte periode.
Pingback: Storvask 1929 – Vemmetofte