Med en smule forsinkelse …
Her følger en kortfattet omtale af nostalgitræffet 11. maj 2023. Nederst ses et galleri af billeder fra dagen. De kan ses i større udgave ved klik på et og piletasterne den ene eller anden vej.
Vejrudsigten lovede sol og behaglige temperaturer, men tilsyneladende havde man overset en slags havgus eller kølighed, der drev ind over Vemmetofte fra havsiden – og det var jo ikke så godt, når en del af tiden blev brugt på at stå stille og tale om hvad vi så.
Fra parkeringspladsen bevægede deltagerne i træffet sig mod ridebanen og især den vestre længe. Vi havde taget udgangspunkt i branden i 1857 og kunne fornemme voldsomheden i den, da vi gik forbi apoteket og forestillede os flammernes rasen i den bygning og gartnerboligen, men måske især også hvordan det har været på den store plæne, hvor præsteboligen og gæstgiveriet lå – og hvor pastor Brasch heldigvis reddede arkivet og sine manuskripter til Vemmetoftes historie fra at blive flammernes bytte. Det var vanskeligt at forholde sig til den kraft branden havde – og som bevirkede at disse bygninger og længerne langs ridebanen m.fl. i løbet af meget kort tid var blevet antændte efter branden udbrød i en af gårdens bygninger.
I Prins Carls vestre længe blev indrettet præstebolig efter branden, og derefter lå hestestaldene. Staldkarlen havde et værelse i forbindelse med den stald klosterets køreheste stod i. Det er i og for sig bemærkelsesværdigt, at det var sådan i en årrække efter anden verdenskrig, men det var tilfældet.
I den næste stald holdt arbejdshestene til og lige over for parkerede Peder hver dag sin store vogn og om vinteren også sneploven.
Længere fremme var vognporten, hvor klostervognene havde til huse. Indenfor til højre stod ligvognen, et meget stort og tungt skrummel af et køretøj, som faktisk blev brugt til sit formål. Om det var før eller efter vognporten Ingvor havde sit tømmerværksted, husker jeg egentlig ikke, men det var her lugten af træ og vindueskit var fremtrædende – og nogle glemmer aldrig hvorledes kit lugter.
Herefter var det meningen, at vi ville gå en tur ud til skovfogedboligen i Vesterskov, men det skulle vise sig at foregå i spredt fægtning – og ingen nåede vist ikke så langt.
Som det ses af billederne herunder blev der ført mangt en dybsindig samtale om livets gang i hine tider og nu om stunder. Heldigvis har nogen fundet på at anbringe en fin bænk på “store plæne”, og som det ses, kan den glimrende anvendes til sit formål: at sidde på den og tale sammen.
Det hele sluttede med medbragt kaffe og en dejlig kringle, som Torben havde medbragt fra København.
