Vemmetofte skole 4. maj

På et af de sidste nostalgitræf talte jeg med Frits om befrielsesaftenen den 4. maj.

Vi talte om, at der i en del år efter 1945 blev afholdt et arrangement i Vemmetofte skole, hvor gymnastiksalen var pyntet med nyudsprungne bøgegrene.

Jeg har erindringer om, at disse sammenkomster blev afholdt, men ingen erindring om indholdet af dem eller hvornår det sidste gang fandt sted.

Et billede er imidlertid dukket frem af gemmerne.

Fotografiet illustrerer ganske fint, hvad det drejer sig om. Endevæggen var pyntet med skolens flag og bøgegrene. I ribberne var ligeledes ophængt bøgegrene. Der var lys og flag på bordene, der var dækket op med kaffeservice til de voksne, der kunne sidde ned og sodavand til børnene, der måtte tage til takke med en ståplads. Det ser ud til at mange skulle komme til arrangementet, hvilket u-formen og bordet i midten vidner om.

Jeg antager der blev sunget fællessang, måske blev et par taler holdt og man har givetvis drøftet erindringer om denne særlige aften i 1945, hvor frihedsbudskabet lød fra London.

Personerne på billedet er fra venstre Merethe og hendes mor, Ellen Andersen, min bror Mogens, vores mor, Inger Carlsen og undertegnede. Jeg var i jakkesæt og sløjfe, ligesom Mogens havde en sådan på. Af billedet kan man se, det var en vigtig og betydningsfuld begivenhed.

Det er straks vanskeligere at afgøre præcist, hvilket år billedet er taget, ligesom fotografen er ukendt. Jeg bemærker dog, at jeg endnu ikke er vokset min mor over hovedet og derfor antager jeg, det er fra 1955, det år jeg blev 12 nogle måneder senere.

Tags: ,
Forrige post
Vemmetofte-brand-7
Vemmetofte

Branden i Vemmetofte 1857 – avisernes omtaler

Næste post
Vemmetofte-Kloster-set-fra-p-pladsen
Vemmetofte

Arne Schmidt Vemmetofte-akvareller 2022

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.