I det andet indlæg om den voldsomme brand i Vemmetofte i 1857, handlede det mest om, hvad aviserne skrev om branden, herunder at den kunne registreres i Køge og Ringsted, samt at det ikke var ligetil at finde ud af årsagen til dens opståen. Der udlovedes en dusør, men der er ikke fundet forklaringer på hvad årsagen var.
I dette indlæg er fokus rettet mod brandvæsenets slette tilstand på landet. Ugen efter branden er følgende indlæg at finde på forsiden og side 2 i Berlingske. Det er den 30. september 1857. Skærmklippet herunder er fra forsiden. Jeg havde bestemt mig til at transskribere det hele, men Svenn Erik Kristensen kom mig i forkøbet og har venligst stillet sit arbejde til rådighed. Tak for hjælpen.
Om Branden paa Vemmetofte.
Hr. Redakteur!
I ”Berl. Tid´s” Anmeldelse om Ildebranden paa Vemmetofte staaer til Slutning: ”Beklageligt var det at see, hvor megen Ulyst de Tilstedeværende viste til at slukke”. Indsenderen af disse Linier, der var tilstede ved nævnte Ildebrand og saae hvorledes det gik til, kan ikke undlade at gjøre nogle Bemærkninger ved denne henkastede Ytring, og udbeder sig Plads dertil i Deres ærede Blad. At der fandt Uordener Sted ved denne
Ildebrand, som ved de fleste paa landet, og at her ikke blev reddet det, der kunne reddes, skal villig indrømmes, men at Aarsagen dertil skal søges i Ulyst hos de Tilstedeværende til at slukke, er en i høieste Grad uretfærdig Beskyldning. Aarsagen til at mindre blev udrettet her end der burde, ligger aldeles vist i Brandvæsenets slette Organisation paa Landet og i Mangel paa Slukning- og Redningsapparater og i disses høist uforsvarlige Tilstand. Der mødte her, som ved alle saadanne Lejligheder en Masse Mennesker; men den ledende Aand, og Kraft hos de Befalende manglede aldeles, og maa vistnok stedse mangle, eller i ethvert Fald være ufuldstændig, så længe Organisationen er saa slet. Ingen veed nu hvortil han skal commandere Mandskabet, der ikke har bestemt fastsatte Forretninger Enhver især at udføre. En møder med en Spand, Anden med en Tønde, en Tredje med en Brandhage o.s.fr., men hvor hver Enkelts Plads er, bliver ikke bestemt beordret. Man løber imellem hverandre, frem og tilbage, og Nogle udrette en Del, Nogle aldeles intet. Sprøjterne, som burde have deres faste Mandskab, staae ofte stille af Mangel på Vand og anden Betjening. Naar et Hold, som med Lyst og Iver har arbeidet, er bleven træt, veed man ikke hvor man skal tage frisk Mandskab fra; de, til hvem man henvender sig herom, svare ofte, med eller uden Grund, at de har maattet udføre der strængeste Arbeide og nu ere trætte. Kort, det er i høieste Grad beklageligt at see hvor lidet der ved slige Leiligheder udrettes, men hvortil Aarsagen sandelig mindst skal søges i Ulyst hos de Tilstedeværende. At forlange af Folk, at de skulle vove sig ind i Luerene for at redde enkelte Stykker Gods, hvor Redningsapparaterne ere saa slette som Tilfældet er paa Landet, er dog virkelig vel stærkt, saameget mere som man ofte seer de mest interesserede Personer med den største Ligegyldighed at spankulere omkring med Hænderne i Buxerne, eller som Fortvivlede at vride Hænderne og løbe rundt i Støvlerne, istederfor at udrette Noget for sig selv. Assurancen betaler.
Hvad nu specielt Branden på Vemmetofte angaaer, da maa bemærkes, at 20 á 30 Arbeidere, der vare tilstede strax da den udbrød, gjorde sig al optænkelig Umage, med ikke liden Fare for Lemmer og Helbred, for at redde hvad der kunde reddes. Enhver, som har overværet en Brand paa Landet, veed godt, at i et Nu er Alt omspændt af Ild, naturligvis da saa meget let Antændeligt der er tilstede. Ved denne Leilighed kunde anføres flere Træk af Uegennyttighed, men det anførte er maaske tilstrækkeligt til at tilbagevise den gjorte Beskyldning, især naar sees tilbørlig hen til, hvor magtesløs man på Landet er ved en Brand, med Hensyn til et redde Noget. Det er maaske ikke overflødigt at bemærke ogsaa ved denne Leilighed, hvor stor Lysten er hos mange Mennesker til at udpille og fremsætte det mindre Hæderlige der er hos Folk, især naar der er ”simple Folk”, istedetfor at man burde gjøre sig en Fornøielse af en modsat
Fremgangsmaade. Giver derimod en Rigmand af sin Overflødighed nogle hundrede Daler ved slige Leiligheder, der, naar sees hen til hans Rigdom, i Virkeligheden er saare Lidet, og navnlig er for Intet at regne imod at den Fattige vover det Eneste han ejer: Liv og helbred, – da tales der vidt og bredt derom.
Man kan gjøre sig en Idee om i hvilken Tilstand Sprøiterne paa Landet ere, naar man hører, at af de 10 á 12 Stkr. (maaskee nogle flere), der her vare tilstede, hvoraf Størsteparten vare hjemmehørende 2 á 3 Miil fra Brandstedet – Omegnen, at regne 2 Mile, eier ikkun høist 6 Sprøjter – vare de 3 á 4 ikke istand til at naae over Tagskjægget paa en almindelig Bygning.
Det ”høie Kloster”, det rige Vemmetofte, eier eller rettere eiede kun een Sprøjte – den brændte ved denne Leilighed, da den ene Deel af Mandskabet løb til een Side med Sprøjten og den anden Deel til en anden med Slangen, og enhver især troede at den enkelte Deel var brændt og derfor opgav den – den var i en
yderst maadelig Forfatning. Sandelig, vi trænge haardt paa Landet til Reformer i denne Henseende ogsaa, og gid de ikke for længe maa udeblive, da det vistnok ellers inden meget længe bliver vanskeligt at faa sine Eiendele forsikrede, eftersom Assurancerne jo maa blive svært medtagne ved den Masse, der nu gaaer tabt, ikke at tale om den Fare, Ens Liv er udsat for. Til Reformer trænge vi, men ikke til Jeremiader over Folks Opførsel; det forbedrer ikke Sagerne. Flere og gode Sprøiter samt Redningsapparater må anskaffes, et fast og tilstrækkeligt Mandskab maa ansættes til enhver enkelt Deel og staae under kyndige og raske Befalingsmænd, der saaledes vide hvem de have at befale over og hvad de skulle udrette. Hensigtsmæssigt var det vistnok om Mandskabet blev betalt, og ordentlig betalt, og at der holdtes strængt over at Alle, der ingen Forretninger have, bortvistes fra Brandstederne. Maatte Rigsdagen, for hvilken et Lovforslag i denne Retning formentlig vil blive forelagt i den nu forestaaende Samling, tage sig alvorlig og med Sagkundskab af dette, var det høist priisværdigt.
Således skrev en anonym tilstedeværende under branden. Det er en meget kraftig opfordring til at gøre noget ved et på det tidspunkt åbenlyst udbredt problem ved ildebrande på landet, nemlig at det man måske kan opfatte som en gennem generationer “nedarvet” magtesløshed overfor sådanne ulykker medfører utilstrækkelige handlinger og beslutninger. Det er ikke kun slukningsapparaterne der trænger til en forbedring, det er også ledelseskraften i situationen.
Hvad skriver andre aviser om dette emne.
Jeg gentager her det Fædrelandet skrev 1. oktober 1857, idet det passer bedre her end i forrige indlæg.
Fædrelandet oplyser således, at Berlingske gentager den i avisen ofte fremsatte anke over brandvæsenets slette tilstand på landet.
De følgende notitser hører måske lige så meget til under forrige indlæg som her, men de tages med her.
I Dagbladet (København) nr. 232 den 3. oktober kan der læses forskellige overvejelser. “Det er mærkelignok, at der endnu ikke er fremkommet nogen udførlig Beretning om den store Brand paa Vemmetofte, og at man endnu den Dag idag ikke veed Mere om Ildens Opkomst og dens Udbredelse, end umiddelbart efter, at Ulykken var skeet.”
Herefter siges, at branden er endnu et bevis på slukningsvæsenets uendeligt slette organisering på landet, og det kritiseres at bygningerne lå klinede op til hinanden. Klosteret kritiseres for “utilbørligt Kniberi” og der udtrykkes håb om, at man ved genopførelsen af bygningerne forsyner dem med tegltage og lægger dem i passende afstand fra hverandre.
Ovenstående reageres der på den 12. oktober i Dagbladet, side 2. Indsenderen oplyser at Klosteret “eiede tvende Sprøiter, hvoraf den ene endogsaa var meget god”. Der gøres opmærksom på, at den “nuværende” bestyrelse ikke har haft ansvaret for bygningernes placering, da de er opført for omtrent 100 år siden.
I Østsjællandsk Avis (Køge) fra 14. oktober, side 3, ses et udsnit af et brev fra Stevns Herred. Dette tages med som en illustration af de noget kradsbørstige opfattelser af folkenes indsats. Måske var de blevet mere udmattede end notitserne i aviserne antyder. “Brandvæsenet var her som overalt paa Landet slet ordnet, og maaske vistes her en lidt mere end sædvanlig Sløvhed, idet Luerne om Natten beskinnede flere paa Marken slumrende Brandfogder, uagtet den Overordnede, Politimesteren fra Storehedinge, selv var tilstede”.
Hvorledes det gik med at organisere brandvæsenet på landet efterfølgende, har jeg ingen viden om, men det har måske taget en rum tid. Dette kan illustreres med en avisomtale af en brand på min morfars ejendom i Høsten, Sønder Dalby sogn, i 1921. Mørkeberg citerer Haslev Folketidende 7. september 1921. “Haslev Sprøjte og Brandmandskab mødte hurtigt paa Brandstedet og udførte et Arbejde, der
blev paaskønnet fra alle Sider.
Og Haslev Sprøjte var den eneste, der fungerede efter sin Bestemmelse.
Der var mødt Sprøjter baade fra Dalby og Tureby, men disse Sprøjter gav Vand fra sig alle Ste-
der undtagen fra Straalerøret, hvorfor man snart indstillede Virksomheden med disse.”
Noget var således sket, men ikke nok.
Næste indlæg om branden omhandler brandforsikring, idet der på Rigsarkivets hjemmeside foreligger en brandtaksationsprotokol for Fakse Herred omhandlende netop den periode branden i Vemmetofte fandt sted.
.
Pingback: Branden i Vemmetofte 1857 – brandforsikring – Vemmetofte