Der skete meget det år min far blev ansat på Vemmetofte Kloster. Der var et formentlig sjældent besøg af et par flyvemaskiner (se indlæg lidt tidligere) og senere en militærparade. Herom handler dette indlæg – med udgangspunkt i billederne fra hans album. Hvem fotografen er vides ikke.
Det fremgår af teksten, at nogle af billederne er taget fra klokketårnet. Herfra er der et fint kig over ridebanen. Billedet giver et godt indtryk af beplantningen på de 4 plæner. Som det ses, går en person i midtercirklen. Det bemærkes, at personen går på en lys sti. Den ender der hvor man kan komme ud til hestestaldene og bygningen til højre. Den sti var der også i min barndom – og måske er den der endnu.
På dette billede er paradens første biler nået frem. Måske er den ledende officer kørt i bilen der holder parkeret til venstre, måske er det ham der står ved den første bil i kolonnen. Der står tre grupper tilskuere på broen. Til venstre ser det ud til at være en klosterdame, der måske hilser på en anden officer. Til højre står en gruppe af damerne, konventualinderne, og snakker, som om de ikke er blevet opmærksomme på, hvad der sker. Midt på broen ses en personalegruppe.
Køretøjerne kommer i en strøm og svinger til venstre ad nuværende Klostervej. Gruppen af klosterdamer, behørigt iført frakker, er nu blevet mere opmærksomme på det der foregår og det er tydeligt at se personalegruppen, der holder sig i baggrunden.
Paraden synes at nærme sig sin afslutningen. Opmærksomheden er intakt.
Her er et nærbillede af en bil med en kanon på slæb.
Det ser ikke ud til at være det mest avancerede udstyr hæren er udrustet med. Gummidæk synes forbeholdt bilerne medens de efterhængte kanonvogne formentlig har larmet noget med de jernbeslåede hjul.
Efter paraden har man fundet en mark for at holde et velfortjent hvil. Hvor det er, forekommer ikke ligetil at se, men mit bedste gæt er, at det er gartnerboligen, man ser gavlen af med udhuset i forgrunden. Er det tilfældet må det være marken bag snedkerstedet.
Tilføjelse: Jvf. den første kommentar herunder er det ikke som jeg mente. Gavlen er Klosterkontorets og marken er den der ligger vest herfor.
Afslutningsvist ses et par soldater i retstilling på et køretøj.
Marken på næstsidste billede er marken vest for Klosterforvalterboligen. Marken er for øvrigt gammel tjenestejord for Klosterforvalteren. Det er Klosterforvalterboligens/Klosterkontorets gavl, man ser. Udhuset til samme i forgrunden til højre. I baggrunden til venstre er det Præstelængen foran klosterbygningen. Hvis man flyttede køretøjerne, ville man kunne se Kokæret.
Mange tak for opklaringen. Det er selvfølgelig klart det er sådan. Jeg kunne ikke få taget i baggrunden til at blive til et tag og kunne ikke få det til at passe med noget kendt.