Nostalgitræf 9. september 2021 i Vemmetofte

Denne dag mødtes en gruppe nostalgikere for at gennemføre den del af årets nostalgitræf, der under indtryk af corona-krisen ikke kunne gennemføres i maj.

Der har været et ønske om at se kapellet på kirkegården indvendig. Af en eller anden grund har jeg vist aldrig været indenfor, så det var ganske nyt.

Leif Madsen havde lovet at deltage medbringende nøglen.

Efter den sædvanlige præsentationsrunde på parkeringspladsen gik turen gennem Klosterhaven – med forskellige stop undervejs. Leif Madsen berettede om, hvor drivhusene havde ligget, hvad en grøft var en del af og hvad en anden ikke var en del af, om en lav eg beboere i nattens mulm og mørke havde plantet, om en kæmpeeg, om tehuset og om et tidligere udløb i Kildeåen. Som det vil fremgå af et billede senere var der to voldgrave, men der var ikke basis for at opretholde eller færdiggøre den have Prins Carl og Prinsesse Sophie Hedevig havde planlagt – den første grøft var en del af voldgravene, de mere snoede var ikke, men en følge af den indretning man senere gav haven.

Ved udgangen mod kirkegården kunne ses en lille allé på nogle få træer. Denne var kommet til syne for ca. 30 år siden da Leif Madsen var ny i jobbet og iværksatte rydning af overdreven vækst lige her.

Ovenstående skrev jeg kort efter mødet i september. Siden er det lykkedes mig at prioritere min tid så tilpas anderledes, at dette indlæg først udgives nu. Jeg falder naturligvis ikke for fristelsen til at sige: “Tiden løber med mig”. Det kan den ikke. Men med stigende alder er det nu engang sådan at ting tager længere tid – og måske er det blevet vanskeligere at forpligte sig som følge af coronatiden og dens konsekvenser. Måske er det bare sådan, at man ikke kan forvente så meget af en ældre mand, der skal have en lidt mindre dosis hostesaft end den for voksne angivne (jvf. det fra Transaktionsanalyse kendte psykologisk spil Træben (“Hvad kan man forvente af en person med træben.”)). Den nævnte absurde brug af en kategori til inddeling af mennesker, har jeg set anvendt på en indlægsseddel for hostemedicin. Det fremgår blot ikke, hvornår man ikke længere anses for at være voksen.

Jeg har, som det antydes, let ved overspringshandlinger, udsættelse og afledninger, hvilket fx. let medfører fortabelse i et slægtsforskningsproblem. Og forundring over, at slægtsprogrammet Legacy, når slægtskab sættes, ikke angiver mine kone som hustru, men som mine 6xtipoldeforældres 5xtipoldebarn, hvilket i øvrigt er ganske korrekt.

Det betyder også, i sammenhængen Vemmetofte, at jeg har beskæftiget mig en del med branden i 1857, apoteket, navne og steder i Vemmetofte, Stevnsåen og andet, som gerne skulle omsættes til indlæg, men erfaringsmæssigt loves intet her.

Nå – til sagen.

Udi Skoven er et Liigkapel for Stifts-Damerne.

Således slutter Nicolay Jonge sin omtale af Vemmetofte i sin i 1777 udgivne bog Kongeriget Danmarks chorographiske Beskrivelse.

Det var det herligste vejr at begive sig til fods mod dette særlige sted i Vemmetofte – dog findes liigkapellet ikke mere.

Det første man ser, når man parkerer på P-pladsen i Vemmetofte, er Vemmetofte Kloster. Hver gang tager jeg et billede og tænker på, at jeg brugte mørkekammeret med et af de små tagvinduer til at fremstille sort-hvide billeder i 6 x 6 cm ved kontaktkopiering i slutningen af 1950erne – og meget andet.

Jeg må naturligvis også tage et billede af Det gamle Apotek, hvor jeg jo blev født i 1943. De store lindetræer står endnu, men omgivelserne er delvis ændret siden “gamle dage”.

Der er altid noget at tale om. Fra venstre ses Torden, Bodil, Leif, Bente, Nina, Randi, Anni, Anne, Flemming, Arne og bag kameraet gemmer Jørgen sig. Mette og Nis var på trapperne da billedet blev taget.

På turen gennem Klosterhaven ses deltagerne på vej mod kæmpeegen med en en livvidde på ca. 100XL

Her ses lågen der fører ud til Evighedsstien, stien der i lige linje fører til Verdens Ende, hvortil var det længste konventualinderne med priorindens tilladelse tidligere kunne gå sig en tur.

Leif Madsen fortæller om intentionerne ved Klosterhavens udformning på Prinsesse Sophie Hedevig og Prins Carls tid, herunder om de to voldgrave.

En tredje låge fører ud til den lille alle, som tidligere omtaltes. Tehuset ses i baggrunden. Herfra er der ikke langt til kirkegården.

Kapellet, som ses her, er tegnet af arkitekten Th. Zeltner. Følges linket, fremgår det, at værket er fra ca. 1863. På det tidspunkt havde han også travlt med ombygning af Vemmetofte Kloster, og jeg synes jeg har hørt om et andet årstal, men det er ikke noteret. Han tegnede siden også Hylleholt kirke.

Dette kapel afløste det ligkapel Jonge omtalte. Det oprindelige kapel var Prinsesse Sophie Hedevigs lysthus.

“I 1722 opførtes et prægtigt grundmuret Lysthus for Prindsessen i Dyrehaven, hvor der var blevet indrettet en blomsterhave til hende.” Således skriver Chr. H. Brasch i bind 2, side 69 i Vemmetoftes Historie som Herregaard, Slot, og Kloster, bd. 1-3, København 1859 – 63.

På side 128 omtaler Brasch Blomsterhaven (lysthaven, der brugtes til promenader, er den man ser på det billede Leif Madsen tidligere fremviste) som lå i Dyrehaven hvortil man kom ved at gå over Stevns Å ad Prinsessens bro. Det grundmurede, sekskantede lysthus omtales i deltaljer.

Denne blomsterhave blev til kirkegård og i lysthuset, der blev til ligkapel, henstilledes konventualindernes kister i en årrække – til det ikke gik længere. Navnepladerne fra kisterne ses i kirken og konventualindernes “støv hviler omkring dette kapel”, jvf. billedet herunder.

Det lykkedes åbenbart ikke for mig at tage et billede af alle navnetavlerne i kapellet, men man får af ovenstående et indtryk af, hvorledes kapellet er indrettet. Mange navne på det nederste billede sender tankerne tilbage til barndommen, idet jeg kendte mange af klosterdamerne.

Som det ses er kirkegården et besøg værd. Roen og den stilfærdige samtale kan indfinde sig.

Herefter gik turen til præsteboligen med nydelse af Vibekes kaffe, boller og kage – samt videre snak om stort og småt og forevisning af et gammel ugeblad med en artikel om julen i Skovriddergården i 1950erne. Torben Lassen havde passet godt på det. Vi havde også lejlighed til at se Arne Schmidts samling af postkort med motiver fra Vemmetofte.

På vejen tilbage til parkeringspladsen efter gode stunder i godt selskab, kom jeg naturligvis forbi mit barndomshjem, Det gl. Apotek. Pladsen her blev kaldt “omme bagved”. Her ses at de første blade er ved at falde, men der er mange endnu. Mange har jeg revet sammen i bunker i sin tid. Det var også her der blev flækket og stablet brænde. Møddingen var i det fjerne hjørne. Det var før skraldespandenes og dagrenovationens tid. Når noget skulle kasseres, flyttedes et trælåg, der efterfølgende blev lagt på plads igen. Træplankeværket mod klosterhaven er der ikke længere. Det samme gælder hegnet med alleen.