4. maj 1945

For 75 år siden, den 4. maj 1945 kl. 20.36, lød frihedsbudskabet. Danmark var ikke længere besat af Tyskland.

I Vemmetofte blev meddelelsen fra London naturligvis også hørt, og jeg antager at det førte til begejstrede reaktioner, hvor alle og enhver, der kunne kom ud i byen fejrede at nu var det slut med de mørke år. Mørklægningsgardinerne blev afløst af levende lys i vinduerne og begejstringen ville givet vis ingen ende tage.

Jeg var ikke så gammel på tidspunkt, og tidspunktet for frihedsbudskabet var sikkert ensbetydende med at jeg sov sødeligt i min seng. Jeg har naturligvis ingen som helst erindring om at jeg blev forladt sovende denne aften, idet mine forældre antagelig havde let ved at forlade mig – han plejer jo ikke at vågne – og det var dem som sådan vel undt. Der var grund til at fejre at WWII nu var slut for Danmarks vedkommende. Det skete naturligvis også på klosteret, har jeg siden forstået.

De efterfølgende år vedblev man med den opståede tradition – levende lys skulle sættes i vinduerne den 4, maj. Det var en betydningsfuld dag – og det er det stadig.

Er der læsere af bloggen der husker aftenen, er en kommentar meget velkommen.

Herunder følger to ting. Først frihedsbudskabet. Derefter et brev til mine forældre og mig. At jeg var med i det kan ses af indledningen: Kære alle tre.

Brevet er fra min moster Ella. Hun blev født i marts 1922 og er derfor voksen. Når dette bemærkes skyldes det, at hun i brevet omtaler sin lillesøster Ulla, født juni 1926, som så ung at hun ikke kunne komme med ud i byen og registrere hvad der skete.

Du kan forsøge dig med at læse min mosters øjebliksskildring. Det er ikke nødvendigvis helt let, og derfor har jeg skrevet hvad der står under brevets to sider. Under alle omstændigheder er brevet en meget fin illustration af en dramatisk, glædelig aften – og den træthed der naturligt opstod.

Brevet lyder således:

4-5-45 Fredsaftenen

Kære alle tre!
Jeg ligger i Sengen og hører danske melodier, klokken er 1 nat, og vigtige meddelelser ind imellem.
En aften som denne har jeg aldrig oplevet, først det højtidelige Øjeblik, hvor vi hørte om Freden i Danmark gennem radioen.
2 sekunder efter at det var sagt vidste hele København det, vi kiggede ud af vinduet og Folk lo og græd på en Gang og der kom flag i alle vinduer og levende lys blev tændt i alle vinduer her i københavn, mange lys i hvert vindue. 1 time efter var næsten alle vinduer i byen klædt i rødt og hvidt. Folk gik til Amalienborg hvor de raabte på Kongen; men der blev sagt at han var sengeliggende.
Alle havde Flag eller røde og hvide Farver, Sporvognene kørte med fuld belysning og Flag, folk stod op i sporvognene og raabte hurra og alle Mennesker raabte til lykke til hinanden.
vi var fire her der fulgtes ad til Vestre fængsel men Fangerne bliver ikke lukket ud før i morgen. vi kunde høre gennem de tykke mure at de sang fædrelandssange og raabte hurra, og vi sang ogsaa med udenfor, men mest gribende var det dog at høre dem raabe Luk os ud – vi vil ud, vi kunde høre det tydeligt helt der hen hvor vi stod.
Ulla var selvfølgelig syg efter at komme ind i Byen, men det vilde vi dog trods alt ikke.
men vi var dog med i Frederiksberg alle bagved et mægtigt Flag som de var mange mennesker om at bære, vi gik til den franske Skole, hvor der blev holdt 2 Min. Stilhed.
Ja, jeg kunde blive ved at fortælle om i aften men jeg er trods alt lige ved at være søvnig og det kniber med at holde mig til de smaa bogstaver og i maa meget undskylde skriften det er fordi jeg ligger ned.
der er en masse Betjente i Byen i aften i fuld Uniform
Hilsen Ella