Årets nostalgitræf var henlagt til Vemmetofte Strand. Der var ingen tilmelding til træffet – og derfor var det spændende at se hvem der ville være med.
Ved Vemmetofte Strand er der, som ved de fleste strande, mulighed for at gå til højre, mod Musestenen, eller til venstre, mod Hellig Svends Kilde. Vi skulle med andre ord træffe en enkel beslutning.
Deltagerne kom på lidt forskellige tidspunkter. Nogle af os troede, at en ankommen bil tilhørte en deltager, men det var ikke tilfældet. Bilisten ville vide om han var tæt på stranden, hvilket hans GPS ikke viste. Vi kunne, med baggrund i vores erfaring, fortælle, at det var han. Jeg sagde til ham, at han, hvis Musestenen skulle besøges, skulle gå mod højre. Han skulle bare i vandet – så valget faldt på den 3. beslutningsmulighed: gå i retning af Møn, så får du et bad.
Vi andre havde ikke dette behov.
Deltagerne i årets træf besluttede straks at gå mod venstre – fordi vi er tilbøjelige til at gå en tur til den omtalte sten, sådan uden videre. Herligt med trang til modsathed.
Vi gik derfor mod venstre, da vi kom til det lille hus, der var med i Far til Fire filmen. Det var fint nytækket – og udhuset var stadig at se.
Vi ville besøge Hellig Svends Kilde og i øvrigt finde KFUMs spejderhytte fra 1911.
Det fik mig siden til at tænke på Den Lille Prins (Saint-Exupery), der på et tidspunkt mødte købmanden, der havde opfundet en pille, der kunne hindre oplevelsen af tørst, hvorved man kunne spare 53 minutter om ugen. Den lille prins ville bruge tiden til i ro og mag at vandre til en kilde, skulle han pludselig få 53 minutter forærende. Han havde, som vi, ingen trang til at deltage i tidens krav om højhastighedseffektivitet, der, antages det, er helbredsskadeligt på længere sigt.
Så snakkende gik vi, i ro og mag …
fra parkeringspladsen forbi Skovfogedboligen, hvorfra skovfoged Larsen i sin tid solgte is og andre sommerlige fornødenheder. Vi passerede som nævnt det nytækkede filmhus – og senere mødte vi en
stålorm, som lå midt på vejen og så død ud. Den var nu ganske levende, men varmede sig urørlig i solen. Den aktiverede straks ubehagreaktioner hos nogle deltagere, men ingen blev dog spist.
Helt så faretruende var den gamle udgåede egekæmpe, som lod sig se på vejen, ikke.
Ved lidt senere at dreje mod venstre af en smallere og ujævnere sti, som nogle deltagere var sikre på var vejen til kilden, kom vi først til en låge, der førte ind til campingpladsen, og efterfølgende, efter at være gået uden om en længere hæk, til en låge, der førte ud af campingpladsen til stien til kilden.
Kort efter kom vi til Hellig Svends Kilde. Den er, om jeg så må sige, nyopført for nogle år siden. Nogle vil kende et postkort med en kapel på stedet.
Værket er opført på stedet af marksten fra Vemmetofte. Kunstneren er Bo Karberg. Svend er Svend Korsfarer, der muligvis druknede ud for Vemmetofte og hvis lig skyllede i land, hvor kilden passende begyndte at springe. Værket er, som man kan se, udformet således at vandet fra kilden kan løbe ud over stenene i fire fordybninger i den midterste cirkel. Det strømmer – afhængigt af vandmængden – i fire retninger. Okkeret farver stenene og korsfarernes symbol, malteserkorset, opstår. Sagnet og forklaringerne kan læses på Bo Karbergs hjemmeside.
Som det ses, gav kilden en smule vand, da vi besøgte den.
Der er stillet et par bænke op ved kilden, så man kan sidde og lytte til vandets rislen og naturens andre lyde – og snakke, som det nu måtte falde sig for. Her er Frits, hans hustru Jytte og søster Nina.
På den anden bænk sidder Randi, Anni og hendes mand, Arne. Stående er Bente, Randis søster.
Kildeåen løber langs skovbrynet mod stranden efter at være løbet under skovvejen fra Hornskovhuset.
Medens vi gjorde ophold ved kilden, ringede Anne til Randi, idet hun og Flemming var blevet forsinkede. Vi ville gå til spejderhytten, opført af KFUM Valby i 1911. Denne er omtalt i et tidligere indlæg, hvor en del billeder fra pladsen herover kan ses.
Ved hytten står en afstandssten. Der står vist 68 km, hvilket må være afstanden mellem Vemmetofte Strand og Valby. Måske er der kun 58 km. Lidt maling vil afsløre det!
Som det ses, var Anne og Flemming nået frem til pladsen ved spejderhytten, her i samtale med Frits.
Herfra gik vi tilbage til parkeringspladsen og kunne konstatere at skovens folk havde været så venlige at anbringe nogle kraftige træstammer, som var egnede til at sidde på og indtage den medbragte forplejning. Desværre huskede jeg ikke at tage et billede heraf.
Vejret var herligt – og vi have et par fornøjelige timer med snak om løst og fast.
