Lidt skovhistorie fra Vemmetofte

Tidligere på måneden (september 2018) fik jeg en SMS fra Mia Petersen, der fortalte at hun er barnebarn af Rigmor og Verner Petersen, der boede i Hornskovhuset i Vemmetofte.

Hendes far er Jørgen Petersen. Mia fortalte, at hun havde en del billeder og avisudklip hendes farmor havde samlet, og måske ville jeg være interesseret i dem til brug på bloggen her.

Det ville jeg – og efter et besøg hos Mia, er der kommet følgende historie om arbejdet i skoven ud af det (og et efterfølgende indlæg vil omhandle andre emner):

Som nævnt boede Rigmor og Verner Petersen i Hornskovhuset, der ses på billedet til venstre.

Når man kører mod Vemmetofte Strand er det huset lige før skoven.

Det blev ikke helt klart hvornår de flyttede til Vemmetofte (se tilføjelse), men som det fremgår af siderne fra Verners regnskabsbøger over arbejdet i skoven, arbejdede han her både i 1947 og 1961. Mere herom længere nede.

At arbejde i skoven var hårdt fysisk arbejde. Det har det været dengang man brugte håndsave, og det har det formentlig også været efter man har taget motorsaven i brug. Materialet giver et indtryk af begge dele.

Først skal et par billeder til illustration vises. Siden følger oplysninger fra en avisartikel.

På billedet ses fra venstre Poul Nielsen, Johannes Andersen og Verner Petersen, jvf. information her. Det er en gammel eg af en vis størrelse der er nedlagt denne vinterdag. Hvilken vinterdag der er tale om, er det naturligvis ikke muligt at afgøre, men det er efter at hjælpemidlet motorsaven er anskaffet og taget i brug. Det får mig til at antage at det er omkring 1960 +/- et mindre antal år, jvf. omtale af avisartikel senere.

Leif Petersen, Rigmor og Verners yngste søn, har efterfølgende oplyst, at han har samme billede med 1960 anført bagpå.

Herover ses det kæmpestore egetræ med dets “overmand” symbolsk anbragt triumferende på toppen.

Mere ydmyge placeringer har to andre uundværlige redskaber fået. Den store skovøkse ligger til venstre på billedet og en kile af en vis størrelse ses mellem øksen og det der formentlig er en benzindunk.

Skovøksen er en flækhammer, skriver Erik Hulsrøj til mig:

Jeg er nu ikke sikker på, at det er en skovøkse, men tror snarere det er en såkaldt flækhammer. En stor tung hammer, hvor den ene side af hammerhovedet er kileformet og den anden side flad. Den kileformede ende af hovedet brugte man, når man kløvede udskårne træstykker til brænde. Den flade side brugte man til at hamre kiler ind. Det var nødvendigt, enten når man kløvede vrangvillige træstykker til brænde, eller når man under fældning af store træer bankede kiler ind i savsporet for at sikre, at træet ikke klemte savens sværd, således at savkæden ikke kunne køre rundt. Det sidste tror jeg har været tilfældet under fældningen af det viste træ.

Herover ses en anden falden kæmpe, velsagtens også en eg, men det synes mere at være en konsekvens af blæst end en villet nedlæggelse. Bemærk i øvrigt dyrehovedet til venstre med snude, øje og en åbenstående mund med sylespidse tænder. Hvem herren på billedet er vides ikke.

En artikel om to skovarbejdere, Verner og Johannes

I Mias gemmer var der en artikel om livet som skovarbejder. Det fremgår ikke hvornår artiklen er offentliggjort og ej heller hvilken avis der var tale om, men artiklen er spændende læsning. Den er skrevet af Nørager Bay, der ikke var til sinds at bruge å, men fastholdt brugen af det i 1949 afskaffede aa.

Selvom det ikke vides hvornår artiklen er publiceret, kan den formentlig dateres til marts 1957. På bagsiden kunne man se en notits om, at skoleelever havde indsamlet 300.000 kr til Ungarnshjælpen. Opstanden i Ungarn fandt sted i oktober-november 1956, og i marts 1957 var der tre udsendelser i dansk TV hvor man i direkte TV samlede penge ind (ca. 4.000.000 kr.). Den nævnte information kan direkte kobles til disse udsendelser – og derfor tror jeg artiklen er fra marts 1957. I øvrigt havde vi ikke fjernsyn dengang, men kørte til København en eller flere gange for at se disse nymodens indsamlingsudsendelser. Fantastisk var det uagtet den tragiske baggrund.

Hvad fortæller artiklen så?

Overskriften er “Saven hvæser i vinterskoven …”. I underrubrikken anføres det, at arbejdsmandsarbejde i skoven i gamle dage var et “knokkelslid”, men moderne teknik er en god hjælp mod nedslidning, uagtet at skovarbejderen har det hårdeste arbejdsmandsarbejde af alle.

Det er spændende, hvad moderne teknik er for en størrelse.

Selv om vinteren arbejder skovarbejderen barhovedet og i skjorteærmer, anføres det, hvilket vel fortæller at der produceres varme i mængder ved arbejdet med skovøksen og saven,  der skærer sig gennem gamle træstammer.

Journalisten træffer to skovarbejdere, Johannes og Verner, og fortæller om det meget lille skur på ca. 1×1 meter de har med sig og som de kan bruge til at spise frokosten i. Det er meget lille, men der er en brændeovn, som gør det lidt behageligere at holde frokostpause. Brændeovnen er et ret nyt gode med ca. 10 år på bagen. Tidligere var skuret koldt, og som Johannes fortæller, har han mangen en gang løbet frem og tilbage for at holde varmen mens han “aad klemmerne”.

Journalisten følger med de to “helbefarne” skovarbejdere hen til skuret for at snakke med dem medens de spiser.

Da man fik det med varmen gennemført, var det skovfogedens opfattelse, at de aldrig ville komme ud af hulen, “men det bestik slog ikke til”.

Journalisten vil vide hvordan det er at være skovarbejder? “Jo, det gaar an”, siger Verner og fortæller at det gør det, når man har erfaringerne, men det er en vanskelig sag at tjene til andet end det tørre brød når man er nybegynder. Det er ikke så enkelt som man tror, det er ikke kun at kunne bruge en økse og sav.

Skovarbejderne er glade for arbejdet, bl.a. fordi de får lov at passe sig selv, men det er det arbejdsmandsarbejde, der kræver flest kalorier “efter hvad de kloge siger”. Kævlerne skal jo samles sammen og over ujævnheder slæbes ud til en skovvej.

Det fortælles, at man i gamle dage slæbte træet ud på stiger, hvilket gav mangt en skovarbejder rygskader. Nu har man hjælpemidler, løfteanordninger og trillebøre med gummihjul og anden moderne teknik. (Det var altså det det var.) Uagtet dette kræver det en fysisk indsats at være skovarbejder.

Journalisten vil vide om man er tilfredse med indtjeningen. Verner forklarer, at man ikke klager, idet man jo har taget på det man har at gøre med. Det indebærer bl.a. at redskaberne skal være effektive, savklingen skal være slebet og skarp. Er den ikke det kan man ikke tjene penge og derfor tilbringes mange timer ved filebukken, anføres det.

Skovarbejderne har værktøj for 700-800 kroner, som de selv betaler – og de undrer sig over at de som de eneste arbejdere selv skal holde sig med værktøj. De får et par procenter i værktøjsgodtgørelse, men det rækker ikke langt, fremgår det.

Journalisten, der har hørt om motorsaven, spørger herom.

Verner forklarer, at det ville kræve, at den var i brug hele året for at det kunne svare sig, men det er den ikke fordi der er andet arbejde end savearbejde i skoven. Verner fortæller at enkelte har anskaffet en sådan, men de ligger ikke højere i fortjeneste, så før der er en bedre begrundelse for anskaffelsen sker det ikke. (Det må der jo så have været nogle år senere jvf. billederne øverst).

Verner og Johannes fortæller, at de ikke har ret mange “ødedage”, idet det kun er sne, der kan hindre dem i at arbejde. Hvad de besværer sig over er imidlertid, at man i privatskovene betaler mindre for at få arbejdet udført end man gør i statsskovene. Det kan Johannes ikke se “nogen rimelighed i”, idet træ vel koster det samme uanset hvor det kommer fra. Verner mener, at et og andet bør rettes, “men det kommer vel”.

Hvorefter frokosten er overstået og Verner og Johannes gør sig klar til at arbejde videre – og journalisten til at skrive sin artikel, der her har fået nyt liv uanset mulig copyright. Jeg håber det kan tilgives.

Skovarbejderens regnskabsbøger

Mia har to regnskabsbøger fra sin farfar. Verner førte regnskab over sit arbejde i disse bøger. Herunder ses to eksempler på tilfældige sider, dels fra 1947-48 og dels fra 1961.

I den første bog skriver Verner “Afregning fra Skoven”, i den anden “Arbejde i Skoven”. Det går nogenlunde let at læse, hvad Verner har skrevet og man får et indtryk af hvad arbejdet har bestået af. Det anbefales at give sig lidt tid og læse disse spændende sider grundigt – det må være skovhistorie, der vil noget.

Verner begynder siden med at skrive at 115 meter grøft er oprenset. Prisen pr. meter var 40 øre. Der er klippet hæk i 7 timer til 1,74 i timen. Der er også klippet rødgran. Prisen var 4 øre pr. kilo, men det bliver selvfølgelig til noget, når der klippes 1820 kg.

Lidt længere nede får man et indblik i træets sorteringskvaliteter. De forskellige kvaliteter giver forskellige beløb. Der er sorteret brænde i kvaliteterne snitgavn II af bøg, rundt brænde, klov, knuder, fagot og knippel. Der omtales andre betegnelser. Noget opgøres i kubikmeter, andet i rummeter (rm).

Man ser også at Verner nævner, at der er læsset og udslæbt gran i 20 timer.

Verner har arbejdet sammen med P. Frandsen.

I 1948 var timelønnen for arbejdet 1,74, og akkordlønnen var 1,80.

I 1961 arbejder Verner sammen med Johannes. Det ser ud til at arbejdsopgaverne er nogenlunde de samme, men der er også noget nyt. Opsat 195 meter stålgærde, plantet 2097 stk. sitka. Man ser også nogle andre kategorier anvendt, fx gulvtræ.

Timelønnen er steget til 4,10 og akkordlønnen er 6,04. Der fratrækkes 2,10 i sygeløn.

Tak for denne indsigt.

Tilføjelse.

Efterfølgende udgivelsen af dette indlæg, har Leif Petersen, der som nævnt er Rigmor og Verners yngste søn, oplyst, at han mener familien flyttede til Vemmetofte da han var et par år, hvilket vil sige ca. 1951.

Han fortæller endvidere, at de boede i Spjellerup Lejrskole. Hans far arbejdede her, og Leif mener, at hans far mest arbejdede i skoven om vinteren og på lejrskolen om sommeren. Verner har således, jvf. regnskabsbogen, arbejdet i skoven inden de flyttede til Vemmetofte. Han har også arbejdet som vejmand kan man se på billedet her.

Dette stemmer godt overens med bemærkningen i avisartiklen om, at det var om vinteren der var penge at tjene ved at arbejde i skoven.