Vemmetofte

Dette er indlæg nr. 100 på denne blog.

At det så falder sammen med et besøg på Vemmetofte, er en ganske anden sag. Men den tages med.

Marianne Kreutzmann, mag.art. i europæisk etnologi, havde inviteret mig til en snak om Vemmetofte på baggrund af denne blog. Og hun havde spurgt om jeg er ved at samle materiale sammen til en bog om at arbejde på Vemmetofte, da Klosteret stadig fungerede under den gamle fundats.

Det var jeg egentlig ikke, men det kan jo være …

Vi skulle mødes kl. 13.30, og da jeg sædvanligvis er i god tid, standsede jeg og tog et endnu ikke taget billede – 50 km skiltet lige før Kildeåen passeres i svinget lidt fremme.

At have passeret dette sted mangfoldige gange, er jo ikke ensbetydende med at der er gjort ophold.

Overvejelserne var gået på om jeg skulle parkere på parkeringspladsen, eller om jeg skulle holde på Klostervej lige før præsteboligen (for jeg synes naturligvis ikke jeg var berettiget til at køre over broen, gennem porten og ind i klostergården).

Parkeringspladsen blev valgt.

Så kunne jeg gå – som så ofte før – forbi mit i fødehjem i Det Gl. Apotek, forbi de store træer, forbi voldgraven, over broen og gennem porten – og mærke om der var emotioner forbundet med det.

Det var nu ikke meget – men særlig nyt var det nu heller ikke.

Jeg kiggede på den lille sorte kasse der sidder på gavlen på det tidligere apotek, og tænkte den burde fotograferes, men nej, den var for tæt på vinduet. Det var den kontakt, der hver aften blev brugt til at tænde orienteringslyset på gavlen så man kunne se. En tilsvarende blev montereet på præsteboligen. Utallige er de gange jeg har tændt dem.

Træerne er ved at antage efterårsfarver. Tænker på de store bunker af blade løvfaldet medførte.

Man kan naturligvis også vende sig om i denne position, og se mod kantorboligen.

Voldgraven lignede sig selv, det gjorde rækværket også. Og resten forresten.

Jeg har tidligere set, at der sidder et lille spejl på en af rækværkstenene – det er selvfølgelig rart at kunne se, hvad der kommer rundt om hjørnet. Trafikken er givet vis større end da den foregik med hest og vogn – og da jeg kørte i mine forældres bil fra garagen i den fjerne ende af den højre længe.

Man kan se spejlet på billedet til højre.

Og naturligvis måtte jeg se om det kunne lade sig gøre at se om hjørnet – det gik. Mon ikke det er en hestetransporttrailer, der holder der?

Hestestaldene er der vel ellers ikke mere?

Videre over broen, og for første gang i meget lang tid, forbi privat-skiltet.

Faktisk har jeg ikke været på klostret siden min far blev begravet i marts 1975, og jeg har vist ikke været inde i gange og stuer siden jeg var kustode under et velgørendehedsarrangement i 1960erne. Helt sikker er jeg nu ikke, men det er nu længe side.

Porten ligner sig selv, det gør døren også til min fars værelse til højre i den. Hovedtrappen, kirketrappen – det hele er som det var. Bortset fra at det holder en bil i den fjerneste port.

Gården ligner også sig selv, og jeg går over mod døren til røde trappe. Den bliver pludselig åbnet af Marianne, der byder velkommen.

I lejligheden kommer man igennem det østvendte køkken for at komme ind i den store stue, der ender ud mod gården.

Snakken går hurtigt om Vemmetofte i gamle dage, Vemmetofte nu om stunder, Provence og livets gang. Marianne er etnolognysgerrig efter at vide alt muligt om det sted hun nu har sit hjem. Jeg kan bidrage med lidt.

Vi taler om slyngelstuen, jomfrustuen, oldfruen, husjomfruen, køkkenpiger, stuepiger, tjenere – og om huse i Vemmetofte.

Vi peger. Der og der lå det og det. Det bliver for meget af det gode, og Marianne synes vi skal gå en runde. Hun mener nok det hele ligner som jeg husker Vemmetofte.

Elevatoren og røde trappe er stadig som før. Fruerstuen er det også. Juletræet er lige så højt som altid, og kan ikke stå undere lysekronen. Røde stue er ændret, møblementet er moderne og der er flere der bruger det i hverdagen end da de 12 klosterdamer gjorde det efter middagen i fordums tider. Gallerigangen er som den var, men lige før spisestuen er der ophængt moderne malerier af kuratorerne. Spisestuen ligner sandelig også, og trappen nedad forbi anretningen er der stadig. Måske lidt snævrere end erindret. Der lå oldfruens to værelser.

Videre nede i kælderen så jeg vinkælderen, som jeg huskede som meget større og især den gamle flaske fra vist nok 1898, som vist ikke lå der længere. Et gammel badekar var der også. Måske er det et af dem jeg tog bad i som barn. Rullestuen med en af den gamle, faretruende ruller kunne også beses. Ud ad kupondøren og rundt, ind gennem porten og videre ind i lejligheden til en fortsat snak.

Jeg fortalte at jeg havde tænkt om jeg ville genopleve den kendte ærbødighedsbetingede ærefrygt, når jeg mødte en nuværede beboer på klosteret, men sådan var det – heldigvis – ikke. Emnet kunne behandles i et indlæg om, hvad jeg tænker på som “vemmetoftepsykologi”.

Vi talte i øvrigt også om klosterhaven og køkkenhaven, som lå på den modsatte side af vejen, drivhusene og mistbænkene og at det kunne være sjovt at gå en tur en anden gang.

Det var dejlige timer jeg tilbragte i selskab med Marianne, og jeg glæder mig over at kunne bidrage med det jeg kan til belysning af Vemmetofte.