Kategoriarkiv: Uncategorized

Havekone


Når mænd, der arbejder i et gartneri uden at være gartnere, kaldes havemænd, er det nærliggende at tilsvarende kvinder kaldes havekoner. Således var havekone også Hansignes titel. Jeg synes ikke at huske hende særligt, men her ser det ud til at hun fejres.

Havemænd

Jeg husker begge disse havemænd. Jens Christensen (tv) havde jeg et godt forhold til, jeg husker ham som meget rar. Han slog alle græsplænerne. Hans Jensen husker jeg især fra hans arbejde med at klippe de lange hække der går gennem Vemmetofte. De er der stadig, men som det fremgår af billederne i denne serie, var den inderste hæk højere end den yderste. Sådan er det vist ikke længere. Dengang blev hækkene håndklippet. Det tog sin tid.

Smeden Simonsen


Det var meget spændende at følge Simonsens arbejde. Her er han ved at udføre en opgave i det nye drivhus i oktober 1952. Han var en stor mand, der kørte på en stor Harley Davidson. Medens han arbejdede i Vemmetofte blev der indlagt vand m.v. i Det Gamle Apotek. Dvs. man kunne dreje på vandhanen og der kom vand. Tidligere fik man vand i køkkenvasken ved at bruge en håndpumpe. At der også blev installeret et toilet indebar at man ikke skulle over på den anden side gårdspladsen for at komme på wc. Ikke dårligt.

Det nye drivhus


Et nyt drivhus blev opført ved siden af det oprindelige. Dette billede er fra oktober 1952, jvf. Jonna. Ser man på forrige billede fra februar 1952, ser det ikke ud til at være opført på det tidspunkt. Derfor må det antages at det nye drivhus blev opført hen over sommeren i 1952.