|
|
Selvfølgelig kan præster køre på knallert. I hvert fald Pastor Bøgh i Vemmetofte.
Ved et selskab faldt snakken på Velo Solex, denne aparte knallert med motoren i front, der gjorde den ikke helt let at styre. Pludselig var der en der nævnte den velkendte betegnelse for en endnu tidligere knallert-type, den såkaldte “røvskubber”.
Dette var ingen knallert i normal forstand, men en såkaldt cykel med hjælpemotor. Denne hjælpemotor sad hvor bagagebæreren ellers sidder – og med en lille benzintank ovenpå.
Et sådan herrecykel med hjælpemotor havde Pastor Bøgh, som var præst i Vemmetofte da jeg var barn. Han boede naturligvis i Præstegården, i den vestre del af de meget lange bygninger der ligger på begge sider af ridebanen og i enden nærmest voldgraven.
Pastor Bøgh kunne skyde en vældig fart på sit transportmiddel, og han brugte det flittigt til at komme omkring.
Samme pastor Bøgh har jeg i øvrigt ramt i nakken med en snebold – efter hans opfordring så at sige.
I Kokæret løber en å ud. Den kommer fra Vesterskov og føres under vejen gennem Vemmetofte. Om vinteren, når der var is på åen, kunne man opholde sig der og selvfølgelig også under broen, måske endda løbe på skøjter.
En dag stod en gruppe børn ved vejunderføringen nærmest Kokæret og jeg alene på den modsatte side. Pastor Bøgh passerede til fods og sagde til de børn han kunne se, at de ikke turde kaste en snebold efter ham. Det gjorde de ikke, men jeg kastede en – den sad lige i nakken på den rare præst.
Jeg husker ikke min reaktion på at jeg ramte, men lidt forskrækket burde man vel være blevet.
 Det er velkendt, at der var nogle meget kolde vintre i begyndelsen af 1940erne.
I det gamle album er der enkelte billeder taget ved Vemmetofte Strand i vinteren 1941.
Det billede jeg har valgt viser, at der var meget skrueis, men der er ikke andet at sammenligne med en isbunken i sig selv. Det ser dog ud til at højden er anselig.
Kildeåen løber gennem Vemmetofte klosterhave. På den anden side af åen – ud mod Dyrehaven, dvs. mod øst – er klosterhaven afgrænset fra skoven af et hegn. En del af dette hegn er et gammel egetræsplankeværk.
Min far fortalte, at det var fra Prins Carls tid, altså i begyndelsen af 1700-tallet, og at der i det er nogle karakteristiske runde huller. Hullerne var skydehuller, idet prinsen siddende kunne lægge an og sigte på dyr i skoven med støtte i hullerne. Og måske lettere ramme byttet.
En del af plankeværket står endnu – det er godt stået, om man så må sige. Ofte har jeg tænkt at skulle tage et billede, men det er først sket den 19. april 2009 – og her følger et par billeder af plankeværket med to forskellige skydehuller.
 Plankeværk  Plankeværk med skydehul 
I forrige indlæg fortalte jeg at Vemmetofte Klosters Bageri kan beses på et museum. Jeg har ikke nogen erindring af at Vemmetofte Bageri fungerede som sådan da jeg var barn, men jeg ved på den anden side ej heller hvornår det ophørte.
Siden blev brød m.v. leveret fra Bager Olsen i Fakse, og man kunne i mange år købe brød, kager, is og slik i brødudsalget.
Jeg husker naturligvis Svend Ipsen og hans kone Solvej, men dette skal meste handle om Alma, søster til Svend. Hun stod for brødudsalget. Jeg husker naturligvis også Svend og Solvejs søn, Niels – kaldet BagerNiels, og bl.a. står den støj, han bedre end de fleste kunne levere, når han løb på rulleskøjter igennem Vemmetofte, tydeligt i erindringen. Han formåede at få en usædvanlig fart på ved hjælp af nogle meget imponerende armsving. Det var dengang, der var noget ved rulleskøjter- og deres jernhjul.
Inden jeg skriver om at købe brød hos Alma er her et billede af Svend foran den bil hvori brødet – før min tid – transporteredes. Jeg vil antage, at det er fra ca. 1930, idet det sidder i et gammelt album lige før billeder der er dateret 1930. Billedet er taget foran voldgraven kan man se, idet jernstængerne er tydelige.
Når man skulle til bageren, foregik det på cykel. Man kunne stille den ved husmuren – eller man kunne lande ved trappen og hoppe af der. Når døren blev åbnet lød der en klokkeringning, idet en pal ramte en klokke i en fjeder – og Alma kunne høre, der var kunder i butikken. Hun ville sikkert høre hvad det skulle være.
Det kunne være et lille rugbrød. Et lille rugbrød var halvdelen af et rugbrød. Et rugbrød var halvdelen af et stort rugbrød. Egentlig var et lille rugbrød et kvart rugbrød. Det blev skåret over på en brødmaskine.
Alma havde et formidabelt øjemål – hun anbragte brødet, justerede det lidt – og skar det igennem. Det tiloversblevne blev lagt tilbage på hylden og det andet pakket ind i et stykke let bagerpapir, som lå i en bunke på disken.
Skulle man have et halvt franskbrød – dengang var der kun en slags, men det var godt – blev et helt på tilsvarende vis skåret over. Med en kniv. Jeg husker ganske præcist de håndbevægelser Alma gjorde. Kniven blev anbragt, vendtre hånd blev løftet lidt, justering blev foretaget – og venstre hånd holdt fast om brødet, der blev skåret over med højre. Og pakket ind …
Man kunne få kager af forskellig slags – såvel flødeskumskager som tørkager, og desuden wienerbrød, stænger og kringler.
Ispinde og andre slags slik var en mulighed. En rund 25-øres jordbæris var ikke at foragte og det var en 10-øres salmiakstang heller ikke. Det blev vist indkøbt enkelte flere end aftalt med husholdningspungens indehaver.
Naturligvis kunne man også købe morgenbrød – om søndagen. Vi fik rundstykker og kryddere. I lange tider leverede Alma morgenbrødet. Hun kom farende – alt hvad hun gjorde gik hurtigt – på sin cykel med en kurv med poser med brød bag på cyklen og en tilsvarende stor en på styret. Stærkt gik det, og det var med at komme væk. Hvor længe hun holdt til det race ved jeg ikke.
Jeg må se at komme på besøg på museet…
Før i tiden var der et bageri i Vemmetofte, siden et brødudsalg, og nu må man bage brød selv, hvis det skal foregå i Vemmetofte.
Jeg er blevet opmærksom på at der findes en rekonstruktion af Vemmetofte Klosters Bageri fra 1880 på Skovsgaard Mølle og Bagerimuseum.
Endnu har jeg ikke besøgt museet, men det kunne vel være et godt mål for en udflugt. På hjemmesiden er der oplysninger om et telefonnummer man kan ringe til for at få åbningstiderne oplyst.
Det må være en ide at se efter i de gamle billeder om der er illustrationsmateriale – så en blogpost om min erindring om bageriet kan skrives.
I sidste post skrev jeg om en jumbes tur i voldgraven med hest og hele molevitten. Historien var lidt vel unøjagtig, og Karsten Mathiasen har sendt nogle uddybende oplysninger. Hans mail følger her:
Kære Jørgen Carlsen
Tak for din mail og dine links til Jordbær Christian og mig.
Jeg har selv engang været lige ved at ryge i voldgraven ved Vemmetofte på motorcykel, men fik rettet kværnen op…
Historien om Jordbær Christians vandgang er mere udførlig således:
JC havde været ude og køre med nogle sommergæster ovre fra Skovlund, naboejendommen til JCs sted på Dyssevej, Orup Mark. Da de gjorde holdt ved voldgraven havde JC overladt tømmerne til én af gæsterne. Hesten var “rykgal” d.v.s den bakkede bare man trak det mindste i tømmerne. Det vidste gæsten ikke, så da hesten begyndte at bakke trak han mere i tømmen og hesten bakkede jumben og hele selskabet ud i voldgraven.
Og rent undtagelsesvist fik JC et bad! Min hjemmelskvinde til historien fortæller, at JC bagefter brokkede sig over, at der måtte have været noget skab i vandet, for det kløede sådan over det hele. Hun mente nu, at det måtte været hans eget utøj, der var vakt til live ved vandgangen….
Næste gang vi hører om at JC kom i bad, var da han kom på Roholte Alderdomshjem.
Venlig hilsen
Karsten
PS Kender du Junckershøj i skoven ved Vivede Møllehuse? Jeg har i dag fået den vist af min nabo. Det er et imponerende levn fra stenalderen, én af de længste langdysser i Danmark, men ret ukendt.
Tak for den mere fyldestgørende historie – og for oplysningen om Junckershøj, som jeg ikke kender.
Kan du huske da jumben faldt i voldgraven?
Min mor stillede mig dette spørgsmål før jul. Umiddelbart kunne jeg ikke huske det, men efterhånden forekommer det mig, at jeg har hørt om det.
 Vemmetofte - Voldgraven mod øst Men mere om denne og andre vandgange i voldgraven senere i denne post.
Da det nu er vinter, er det nærliggende at tænke tilbage på de vintre i barndommen da frosten gjorde det muligt at løbe på skøjter.
Det kunne man først gøre på kokæret – det firkantede kær, der ligger ved de to skarpe sving i Vemmetofte.
Det var en stor flade at løbe på skøjter på. Man holdt sig på afstand af slusen midt på den modsatte side, hvorfra der er vandafløb til voldgraven. Vandet frøs til is til sidst her. Det samme var tilfældet hvor åen vest fra løber ud i kokæret.
Man spændte sine skøjter på skistøvlerne eller gummistøvlerne, satte en støtterem på og afsted gik det. Rundt og rundt.
Undertiden faldt der en masse sne, men det medførte blot, at der så blev lavet stier på isen, man kunne løbe på.
Jeg husker en særlig begivenhed, nemlig da Bodil Loft mistede balancen da hun lige var kommet ud på isen og faldt med et sådan brag at isen revnede fra den ene side til den anden. Utroligt at hun ikke kom til skade – så vidt jeg da husker.
Når voldgraven var frosset til blev også den brugt til at løbe på skøjter på. Man kom ned på isen i det sydøstlige hjørne fordi afstanden til isen her var kortest.
Når det havde frosset grumme godt kunne man løbe hele vejen rundt, men man måtte naturligvis passe på at isen kunne holde under broerne og i hjørnet hvor tilløbet fra kokæret var.
Det var tider.
 Voldgraven mod vest Men tilbage til historien om jumben.
Min mor berettede om, at der på det plejehjem, hvor hun bor, havde været et foredrag af Karsten Mathiasen, der havde talt om Jordbær Christian, der var søn af Jordbær Jørgen.
Sønnen var en dag kørt til Vemmetofte med nogle gæster i jumben, men hesten var ikke meget for at blive styret ved at nogen gjorde det forfra, idet den så gik baglæns. Det var åbenbart nødvendigt at hjælpe lidt til med at vende hesten m.v., men blot med det resultat at hesten bakkede således at jumbe, indhold og hest røg baglæns i voldgraven.
Du kan læse mere om Jordbær Christian her.
Da ovenstående var skrevet sendt jeg Karsten Mathiasen en mail og bad om rettelser til historien. Den skulle vise sig at være lidt anderledes, se en post længere fremme.
 Rækværk mod voldgraven Historien fik mig til at huske at urmageren fra Fakse engang faldt i voldgaven. Han havde enten været på Klosteret for at hente er ur til reparation eller havde afleveret et. Det var mørkt og han havde fået at vide at han skulle gå efter et bestemt lys, men tilsyneladende gik han efter et andet, men forkert lys – og plask… Urmageren kom op igen, og vist også uret – så det tyder på at det var et han hentede.
Den tredje dukkert overgik min fætter. Som det ses af billederne er afskærmingen til voldgaven jernstænger mellem sten. Disse jernstænger blev naturligvis benyttet som støtte når man på cykel havde brug for at holde ved voldgaven. Det gjorde min gode fætter – men det syntes jernstangen ikke om. Den faldt ud og han faldt i.
Der er plads til flere historier om voldgraven i kommentarfeltet.
Børnenes juletræ på Vemmetofte Kloster var i mange år en årligt tilbagevendende begivenhed.
Det var altid 4. juledag eller 28. december kl. 14. Alle mødte op i det fineste tøj.
 Børnenes juletræ 28. december 1968 Først blev man i samlet flok ført til spisestuen, hvor der trakteredes med – tror jeg – varm kakao og småkager – og måske noget andet. Det foregik stående omkring det store spisebord og nogle mindre borde, der var opstillet til formålet.
Efter at være forsynet med den nævnte energi, gik turen fra spisestuen til fruerstuen, hvor juletræet stod pyntet og tændt.
Man gik rundt om det i to rækker ved siden af hinanden, og der blev sunget julesalmer – og mon ikke Priorinden holdt en tale. Det husker jeg nu ikke, blikket var rettet mod bordet hvorpå alle julegaverne til alle de søde børn var placeret.
 Børnenes juletræ Inden man fik dem, blev børnene forsynet med – vist nok – to købmandsposer med nissetryk på. I den ene var der frugt og i den anden slik og julekonfekt.
Så fik man en julegave – den blev utvivlsomt uddelt af Priorinden, og man havde at neje og bukke det bedste man havde lært og sige tak. I min tid var der to gaver – legetøj og tøj eller stof.
Det var så det.
Erindringen af juletræet størrelse var at det var kæmpestort – det gik op til loftet.
Det ses at det faktisk var sådan på billedet af juletræet. Det er fra 1968. For 40 år siden.
På det andet billede ses hvorledes det så ud når man kom ind i spisestuen – det er Priorinde Gad, der tager imod – og såmænd er det min søn på 2 år der fører an i rød trøje og blå bukser.
Man kunne kun deltage i juletræsfesten til man var 14 år.
Arrangementet ophørte på et tidspunkt, hvornår huskes ikke.
Kommentarer til uddybning er meget velkomne.
Forleden var familien samlet til en nyetableret tradition: at bage til jul.
Min mor på 90 år var også med, og snakken faldt på posterne på bloggen om de lyse pebernødder og brune kager.
Hun fortalte, at da hun var kokkepige på Vemmetofte Kloster i midten af 1930erne, bagte man brune kager af 35 pund mel og til alle de andre slags småkager blev brugt 10 pund mel.
Det må der være kommet betragtelige mængder brune kager, finsk brød, klejner m.v. ud af.
For dem der ikke kender det gamle vægtsystem: 1 pund er ½ kg.
Min barndoms brune kager var de bedste brune kager jeg nogensinde har fået. Det var selvfølgelig min mor, der lavede dem. De var meget tynde, nogle med en mandel på, andre uden.
Den opskrift min mor brugte var Fru Gjørups – hun var stuepige hos Klosterforvalter Gjørup i 1930erne.
Jeg har fundet opskriften – og den interesserer måske nogle læsere. I det mindste har der været megen interesse for de lyse pebernødder som jeg skrev om 2 poster før denne – og som især har været besøgt efter Britt Malka omtalte opskriften på sin side om juletips.
1 kg Mel
375 gr. Sirup
375 gr. Farin
375 gr. Margarine
20 gr. Potaske
2 teskf. st. Nelliker
2 teskf. st. Kanel
2 teskf. st. Ingefær
hel Kardemomme (knuses)
Skal af 1½ Citron.
Sirup sættes over varmen sammen med margarinen og sukker (det er farin) og krydderierne.
Når det lige koger, tages gryden af varmen og det opløste potaske hældes i. Potaske opløses i koldt vand.
Melet kommes først i når massen er næsten kold.
Er bedst at bage samme dag. Bages ved ca. 180 gr. Pensles med hvidtøl, selvfølgelig før bagningen.
|
Velkommen 
Mit navn er Jørgen Carlsen. Jeg er født i Vemmetofte i 1943 - og bloggen har til formål at fortælle lidt om gamle dage. Men ikke kun. Kommentarer er meget velkomne.
|
Seneste kommentarer